Hans Lyngby Jepsen

Hans Lyngby Jepsen, Hans Pauli Lyngby Jepsen,  1.4.1920-31.7.2001, forfatter. Født i Ålborg (Budolfi). L. voksede op ved Ålborg fattighus hvor hans far var inspektør, og det indblik det gav ham i samfundets skyggesider havde utvivlsomt betydning for starten på hans forfatterskab der begyndte i den socialrealistiske genre. Efter at være blevet student 1939 og en kort tid at have studeret polyteknik debuterede han 1943 i Politikens Magasinet med novellen Kvindesind der blev titelnovelle i hans første bog, novellesamlingen Kvindesind, 1945. L. forsøgte sig i disse år i forskellige jobs som jord- og betonarbejder, kunsthandler og korrekturlæser. 1947-53 arbejdede han som beregner på Stadsingeniørens direktorat på Kbh.s rådhus. Med sin anden bog Den blinde Vej, 1946 lagde han grunden for hele sin romankunst. Den foregår blandt samfundets udskudte og i de nederste lag og handler om menneskets isolation, et stående tema i forfatterskabet. Det egentlige gennembrud skete med Stenen i strømmen, roman 1948, om udviklingen af et individ fra det afstumpede mod det mere menneskelige. Også den tredje bog fra 1940erne, Rød jord, 1949, drejer sig om ensomhedsfølelse, angst og tvivl. I Håbet og andre noveller, 1953, beskæftiger L. sig igen med samfundets tabere og med brutaliteten i menneskenes omgangsformer. Tonen i forfatterskabet blev fra midten af 1950erne lysere som fx i de fine ironisk-melankolske noveller I kærlighed og andre noveller, 1959 og Isolnedgangen, 1960. 1953 var L. blevet medlem af Dansk forfatterforenings bestyrelse og i en lang periode (1957-63) var han foreningens formand, aktiv og i kontakt med de brede medlemsskarer. 1990-91 var han formand for Den skønlitterære gruppe under Dansk forfatterforening.

Som et hovedværk i forfatterskabet står den store romantrilogi Paradishuset, 1963, Træerne, 1965, og Jorden, 1966 hvor L. forlod den modernistiske romankunst til fordel for en mere folkelig, fortællende realistisk form. Trilogien handler om fem søskende, deres problemer og vidt forskellige skæbner. Måske er familiens sorte får, drukkenbolten Villy alligevel den der klarer sig menneskeligt bedst. Stærkest står dog portrættet af de fem søskendes mor, Elizabeth. 1967 bosatte L. sig i Italien hvor han i størstedelen af tiden har opholdt sig siden, frem til 1988 på Sicilien. Samme år genoptog han det fiktive forfatterskab med de vellykkede erindringshistorier Vågn op og jubler med klare selvbiografiske træk. I forlængelse heraf kom Et bedre forår, 1974, om L.s egen slægts historie. Hovedpersonen er moderen Cicca hvis skift fra et proletarisk til et småborgerligt miljø skaber problemer for hende selv og familien. 1971 udkom den historiske roman Krudt under parlamentet, en dokumentarisk beretning om Guy Fawks og katolikkernes sammensværgelse i England 1605. L. foretog atter en sceneskift med sin næste roman Din omgang, 1972 der er en barsk socialrealistisk skildring af et kunstnermiljø i det københavnske minefelt i 1950erne hvor kunstnere øder deres talenter væk i druk og bohemeliv. En usminket beretning om Ålborg som den var da L. voksede op i 1930erne beskrev L. med romanen Da kærligheden kom til byen, 1972. Nordjylland er desuden beskrevet i bl.a. Her i byen : nordjyske billeder, 1983 og i egnsbeskrivelsen Nordjylland, 1986.

Også i andre genrer forsøgte L. sig med held. Nævnes skal romanbiografierne om Kleopatra, Nilens dronning, 1954 og Marquis de Sade, 1963, rejsebøger som Sicilianske billeder, 1970 og det lille kulturhistoriske værk om Brændevin, bjesk og bitter. 1973. Et par gange greb han ind i diskussionen om sportens problemer med debatbøgerne Idrættens forræderi, 1973 og Den hellige og almindelige konkurrence, 1976. Et omfattende og nuanceret men måske lidt vel romanagtigt portræt af 1930ernes berømte statsminister gav han i Stauning, 1979. Endelig forsøgte L. med held sig i børnebogsgenren. Af senere bøger kan nævnes den historiske roman Mens fuglene flyver, 1992 om kejser Frederik 2. samt Else med en engels ansigt, 1990 og Den hvide enke, 1993, en spændingsroman om mafiaen. Desuden udgav han stadig erindringsbind, senest Mest imod : sidste erindringer og essays, 2001. Han var en af de mest alsidige forfattere vi har haft i nyere tid, til stadighed, men uden at fornægte et fast ståsted, i stand til at indsuge og kommentere nye bevægelser i samfundet og kulturlivet. L. tildeltes Adam Oehlenschläger-legatet 1966, Søren Gyldendal-prisen 1967 og LOs kulturpris 1987.