Hans Povlsen, Hans Peter Børresen Povlsen, 1.9.1886-31.5.1973, forfatter. I sine drengeår tjente Hans Povlsen som hjorddreng. Skolegangen afsluttede han med en præliminæreksamen (1902). Han ville have været musiker (violin), men opgav det og gik i fotograflære (Oslo, senere Struer). 1907-12 levede han som fotograf i Vinderup indtil han kom på Silkeborg seminarium. På kun to år tog han lærereksamen (1914) og var 1915-22 kommunelærer i Støvring ved Rebild. På Statens lærerhøjskole i Kbh. læste han 1919-20 tysk og litteraturhistorie.

Som forfatter debuterede han med romanen Sand, 1918. Det er en psykologisk roman og hjemstavnsskildring hvis idé ligger i skildringen af brydningen mellem den dybt religiøse Steffen Bryde og lærer Sand for hvem samvittigheden er højeste lov. Jakob Knudsen har været hans store læremester og tydelige forbillede. Hans næste roman, Lykkelige Barn, 1923 er affødt af efterkrigstidens dønninger. Han satiriserer over "Verdens onde Orden" og profeterer lyrisk om en bedre verden, hvoraf han – ligesom Martin Andersen Nexø, hvem han har hyldet i to digte – tror at se den første dagning i Rusland.

Efter dette udsving vendte han tilbage til hjemlig sikker grund med romanen Julie Pandum, 1926 og digtsamlingen I Himmerlands Dale, 1929 (4. forøgede udg. 1956). I romanen tegner han med let hånd et satirisk provinsbybillede og skildrer i hovedpersonen både med hjerte og lune en kvindes betagelse af en fidusagtig maler, hendes fald og oprejsning i kærligheden til barnet og kaldet som mor. Hovedbestanddelen af digtene udgøres af himmerlandske naturdigte og dialektdigte der skildrer egnens folk. I en gruppe tankedigte møder man det idealistiskkommunistiske Mit og Dit og personlige bekendelser som Under Vinterhimlen og Hjertet nært –, der giver hans menneskelige og kunstneriske løsen: "Smaat er det Store og stort er det Smaa, som er Hjertet nært".

I Himlens Fugle har Reder, 1936 har han i kontakt med moderne psykologiske strømninger givet den latente freudianisme i ungdomsromanen en skarpere, mere programmæssig drejning i skildringen af drengen Erik, gennem hvis kompleks-hæmmede sind romanens begivenheder og personer tegner sig i forvredne spejlinger. I Ro, ro til Fiskeskær, 1943 skrev Hans Povlsen atter en ironisk roman om livet i en lilleby. Det fiktive forfatterskab afsluttedes med novellesamlingen En have i lyngen, 1960. Om sit store forbillede St. St. Blicher udgav han 1952 en på en gang folkelig og redelig monografi. Minder, blandet med refleksioner finder man i de essayistiske skildringer Ind i bogens verden, 1959, De fjorten forgjorte dage, 1965 og Langenæshus, 1966. Endelig har Hans Povlsen i to bøger genfortalt den ældre mytologi: Græske gudesagn, 1959 og Nordiske gudesagn, 1963.

Familie

Hans Povlsen blev født i Grysted, Vokslev sg., død i Viby J., urne på Nibe kgd. Forældre: lærer Jens Kristian Povlsen (1846-1915) og Bertha Mathilde Amanda Thimm (1851-1936). Gift 3.5.1910 i Nibe med Sophie Theodora Klitgaard, født 10.12.1887 i Kølby, død 27.10.1961 i Taulov, datter af smedemester Thomas Klitgaard (1856-1913) og Frederikke Caroline Christiane Hass (1848-1918).

Ikonografi

Tegn. af Lars Nielsen. Karikatur i træsnit af Henning Knudsen. Foto.

Bibliografi

Hans Povlsen i Den nye lit. IV, 1926-27 203f, Berl. aften. 4.11.1944 og Fra Himmerland og Kjær herred, 1962 13-20. Interview i Niels Th. Mortensen: Jyske digtere i forhør, 1937 117-27 og Ålborg amtstid. 14.5.1950. – Martin Andersen Nexø i den tyske udg. af Hans Povlsens Julie Pandum, 1928 235-38. K. K. Nicolaisen i Folkeskolen XLVII, 1930 76-79. Samme i Ålborg amtstid. 14.9.1943 og 25.3.1949. Cai M. Woel: Troubadourer II, 1934 74-82. Ejnar Thomsen i Tilskueren LIII, 1936 II 268-70 (anm. af Hans Povlsens Himlens fugle har reder). Samme i Berl. aften 1.10.1943. Jul. Bomholt i Socialdemokraten 4.12.1936. Samme: Før uvejret, 1947 180-85. Thomas Olesen Løkken i Politiken 1.9.1936. Hagmund Hansen i Rød ungdom, s.å. 108. H. P. Hansen: Vor tids da. romanforfattere, 1944 140-45. Sig. Daugbjerg i Bogen om Himmerland, 1958 472-76. Peter Riismøller i Fra Himmerland og Kjær herred, 1973 131-34.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig