Inga Nalbandiàn, Inga Henriette Lucinde Nalbandiàn, 26.7.1879-22.3.1929, forfatter. Født i Vedbæk, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). N. var 1895 på Testrup højskole og rejste senere til Schweiz hvor hun traf sin tilkommende mand der i sin egenskab af direktør for et institut, der tog sig af unge armenieres opdragelse, gjorde et stort arbejde for sine nødstedte landsmænd; 1909 fulgte hun ham til Istanbul hvor han havde fået ansættelse som lektor ved det armeniske nationalgymnasium; med første verdenskrig brød ulykken for alvor ind over armenierne, og det blev efterhånden så utåleligt i Istanbul, at N. 1916 måtte sende to af sine børn alene gennem det krigsramte Europa hjem til Danmark; og da manden kort efter døde, fulgte hun selv efter. Hun debuterede 1905 med en samling ikke synderligt særprægede digte Bølgesang under pseudonymet Nils Ellinger; men selv om den 1919 efterfølgende samling Dønninger er af en langt større modenhed, er det dog ikke som lyriker N. hævder sig. 1913 udsendte hun sit første prosaarbejde Børn. Danske Mødre tilegnet der fulgtes af Barndom. En Bog om Børn, 1915 – det er to novellistisk formede, pædagogiske vejledninger der røber en ikke ringe indsigt i barnets psykologi og giver mødrene kloge råd om, hvordan de skal sige børnene sandheden om deres oprindelse etc. Virkelig kendt blev N. først da hun 1917 udsendte Den store Jammer der s.å. blev fortsat med De Hjemsøgte og n.å. med Den hvide Mark – i disse tre bøger, der fremtræder som en række noveller og skitser, giver N. et så rystende indtryk af tyrkernes forfølgelse af armenierne at man forstår, hun taler med smertens ret, som hun selv siger et sted. 1918 fulgte nogle Balkan-Noveller der skildrer en række tyrkiske typer med mere menneskelige træk end dem man finder i armeniernovellerne, men forfatteren understreger rigtignok at den sympati, hvormed disse typer er tegnet, ikke skyldes tyrkerne som folkeenhed og endnu mindre som magthavende brutalt kulturfjendtligt element. Efter disse bøger, der ved deres fremkomst gjorde et meget stærkt indtryk, kom nutidsromanerne Marie, 1925 og Den gyldne Bro, 1926 samt otte historier Uden I blive som Børn, 1927; så forskellige fra armenierbøgerne disse fortællinger end er afgiver de dog et nyt vidnesbyrd om deres ophavsmands flammende retfærdssans.

Familie

Forældre: zoolog Jonas Collin (1840-1905) og Benedicte Knudtzon (1856-1940). Gift 2.6.1904 i Kbh. (Holmens) med dr.phil., lektor Paul Mardiros N., født 14.5.1872 i Sivas, Armenien, død 15.8.1916 i Istanbul, s. af Toros N. og Henisande.

Bibliografi

Selvbiografi i Årsskr. for Testrup højskole, 1926 60-66 (også i Ingeborg Thaning og I. N.: Testrupminder, s.å.). -Georg Brandes i Politiken 22.5.1917. Lily Gad i Gads da. mag. XII, 1917-18 104f (anm. af Den store jammer). Ellen Key i forordet til den svenske udg. af Børn, 1918.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig