Ingeborg Maria Sick

Ingeborg Maria Sick, 17.9.1858-14.11.1951, forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død i Hørsholm, begravet på Asminderød kgd. Flere af S.s samtidige (bl.a. Astrid Ehrencron-Kidde i selvbiografien Hvem kalder, 1960) fremhævede hendes aristokratiske og forfinede væsen. Om det var for at gøre afbigt for sin materielt og kulturelt privilegerede opvækst, så brugte hun det meste af sit voksne liv på filantropisk virksomhed. Hun var sygeplejerske i københavnske slumkvarterer, deltog i tilsvarende arbejde i London og Paris og var derefter i en årrække ansat ved fattigforsorgen i Kbh. Den fremmedfølelse som S. beskriver i erindringsromanen Fremmed Fugl, 1932, vidner dog om at hendes liv ingenlunde var problemløst. I romanen som forholder sig frit til virkeligheden tilskriver hun jeg-personen, sit alter ego, en fransk herkomst, og følgerne af omplantningen til Danmark bliver denne: "Sætter du en vild Fugl i Bur mellem tamme, er den hjemløs og ugleset. Men slipper du den senere ud igen, er den fremmedgjort mellem sine forrige Fæller" (s. 7). Den modsætning som fuglemetaforen røber har S. sandsynligvis selv opfattet som social-kulturel, men kan også tydeligt udlæses af forfatterskabet som seksualmoralsk. S.s bøger kredser om erotik og kærlighed i en yderst vibrerende form. Samtidig var hun et dybt troende menneske; hendes kristentro havde katolske overtoner, hvilket var en del af hendes forsøg på at sublimere sin hypersensitive erotik. I romanen Højffælds-Præst, 1902, lader hun en ung, københavnsk overklassepige med skuespillerdrømme forelske sig i en fanatisk norsk præst. De bliver forlovede, men hun indser forbindelsens umulighed og afbryder den. Han bliver en nidkær sognehyrde i en fjern egn, som han aldrig forlader. Romanen har en lyrisk-romantisk indledning og afslutning, som beskriver de elskendes forening efter døden. I Helligt Ægteskab, 1903, drøfter S. gennem to søstres liv de religiøse og moralske principper omkring skilsmisse. Den ene, en præstekone, lever i et kærlighedsægteskab, den anden, en baronesse, har valgt et fornuftsparti; da hun møder den store kærlighed i form af en kunstner er hun på nippet til at forlade sin mand, men forbliver alligevel i sit ægteskab. I forløbet og beskrivelserne fremlægger romanen alle argumenter for at opløse et ægteskab som ikke bygger på kærlighed. Men slutningen og den erklærede morale bekræfter ægteskabets ukrænkelighed. – S. skrev en vrimmel af eventyrlig-lyrisk prosa (Den lille graa Kat, 1906, Farmor Ursulas Have, 1909, I Klosterskygge, 1912). Som det fremgår af titlerne, er den pretiøse følelsesfuldhed et væsentligt element i forfatterskabet. Men S. havde selv et vågent øje for sentimentalitet (hos andre); i Fremmed Fugl skriver hun: "Nu er jo Anmeldere overvejende Mænd, og da Mænd er sentimentalere end Kvinder, kan det falde meget rimeligt, at de beskylder disse for at være det" (s. 8). S. havde blik for kvinders særstilling; hun var "kvindebevidst". Men hendes tro var en bestandig hæmsko i udviklingen af den egenskab i en mere virkelighedsnær retning. Hun var et poetisk gemyt, men at det gemyt var i samklang med hendes tid, viser de utallige oplag og oversættelser som blev hendes bøger til del. S. skrev et par digtsamlinger (Bølgeslag, 1904, Ond Lykke, 1921), nogle biografier over medsøstre i filantropien (Fangernes Ven (om Mathilda Wrede), 1921, Pigen fra Danmark (om Karen Jeppe), 1928). Hun var en flittig bidragyder til almanakker og andre religiøse skrivelser. Hun var et vidt berejst og belæst menneske. Fra en nutidig synsvinkel er hun mere interessant som tidstype end som forfatter. Men forfatterskabet er et sirligt og snørklet dokument om hende selv.