Inger Christensen

Inger Christensen, 16.1.1935-2.1.2009, forfatter. Født i Vejle (Skt. Nicolai). Efter studentereksamen i Vejle 1954 kom C. på seminarium i Århus hvor hun tog lærereksamen 1958. Sine første digte fik hun trykt i "Hvedekorn" 1955, -56 og -59. Inspireret af en anden Hvedekorns-forfatter, Poul Borum, lærte hun fra 1959 på kort tid en mængde moderne og klassisk lyrik (og musik) at kende og fandt i modernismens principper og tegnsprog (og i Noam Chomskys sprogfilosofi) noget der svarede til hendes egne krav om gennem ordene at vågne, at omfatte og at gå videre. I digtsamlingerne Lys, 1962 og Græs, 1963 stod C. i fuldt modernistisk flor, men med umiskendelig originalitet, og gennem hele tiåret udfoldede hun en rig produktivitet med romanen Evighedsmaskinen, 1964, en ironisk Kristus- og samfundsallegori, Azorno, 1967, på samme tid en ægteskabsroman, en mangetydigt fungerende metaroman og en kollektiv roman om en amøbeagtig gruppe personer der både skriver, spiller og reflekterer over romanen, og en række radiospil, Spejltigeren, 1966, Klædt på til at overleve, 1967, Et uhørt spil, 1969 - alt jævnsides med en løbende strøm af noveller, artikler, oversættelser, revytekster, oplæsningsaftner m.m.

Et treårigt kunstfondsstipendium 1966-68 gav C. ro til at samle sig om sit skelsættende værk Det, 1969 som hun færdiggjorde under tre måneders isolation i Rom. I 70erne har C. hovedsagelig skrevet kortere ting (foreneligt med børnepasning), har debuteret som scenedramatiker med Intrigqnterne, 1972 og har med operalibrettoen til Ib NørholmsDen unge park, 1970 præsteret noget på samme tid centralt og specielt. Som hendes foreløbig sidste bog står den dybsindige lange renæssancenovelle fra Italien Det malede værelse, 1976. I Lys og Græs gennemspillede C. sine temaer, livet, døden, naturen, kærligheden, vanviddet og kunsten (magien) i korte, stærke prosalyriske tekster der viste sig at være små byggesten til "Def's sammenhængende tankeverden. "Det" blev 60ernes største poetiske indsats, en litterær eksplosion - og en bestseller -der af en enig kritik blev kaldt grænsesprængende, betagende, foruroligende, genial, en generations erfaring koncentreret til visionær indsigt, en skabelsesberetning at sammenligne med Anders Arrebos Hexaëmeron. - C.s forfatterskab, og især "Det", præges af en overvældende styrke og vilje til at gøre det umulige, at finde ord for det enkelte menneskes forsøg på at omfatte tilværelsens struktur og mening, den store skrift i alt. ("Lykken er den forandring, der sker med mig, når jeg beskriver verden. Den sker med verden."). Med sin konstruktive begavelse og sin næsten biologisk ynglende billed- og ordevne, men også med understrømme af varme, harme og humor, har hun gennemført den 240 sider store digtkreds som en matematisk opgave, en musikalsk komposition og et kemisk eksperiment med sproget, digterisk båret af "en stærk sympati for livet som sådan" og mundende ud i erkendelsen af menneskets rolle i fællesskabet og i naturprocessen: vi er naturens ord. - C. blev 1969 hædret med årets kritikerpris, 1970 med boghandlernes gyldne laurbær, 1973 med Aarestrup-medaljen og 1978 med Kjeld Abellprisen.