Jørgen Bukdahl

Jørgen Bukdahl, Jørgen Peter Pedersen Bukdahl, 8.12.1896-2.11.1982, forfatter. Jørgen Bukdahl voksede op i et grundtvigsk, nordisk og sønderjysk sindet lærerhjem og blev student fra Ribe 1916. Efter frie universitetsstudier i København og en rejse til Tyskland har han boet i Norge 1925-31, i Sverige 1931-32 og derefter i Askov, beskæftiget som forfatter og foredragsholder. Hjem og skole prægede Jørgen Bukdahl stærkt med århundredskiftets senromantiske provinskultur, og spændingen mellem denne og 20'ernes internationale modernisme blev hans oprindelige inspiration, først udmøntet i den lyriske prosabog Den gamle Bys Drøm, 1921, og novellebøgerne Den sidste Frist, 1922, og Graa Eros, 1925, der alle viser tydelig påvirkning fra Johannes Jørgensen.

Sit egentlige forfatterskab som kritiker begyndte Jørgen Bukdahl med Norsk national Kunst, 1924, siden fulgt op af Det skjulte Norge, 1926, Dansk national Kunst, 1929, og Det moderne Danmark, 1931, hvori der gives en skildring af "nordisk ånds vilkår og vækst i de to sidste menneskealdre" med hovedvægt på bevidstgørelsen af det nationale og sociale som reel, men modsætningsfyldt kraft i de enkelte folks digtning og kulturdebat; for Norges vedkommende domineres billedet af landsmålsdigtningen, for Danmarks af den religiøse problemdigtning. Også Anret i Ribe, 1928, Det skjulte Foraar, 1934, og Lyseklosteret, 1940, slutter sig trods deres mere personlige tone og lyriske form til dette store kulturanalytiske projekt der i sin egenart slutter sig til traditionen fra Georg Brandes' "Hovedstrømninger" og Vilh. Andersens "Tider og Typer". Det europæiske Menneske. Tegnér og Nutiden, 1933, er et forvokset forarbejde til de to planlagte men aldrig udkomne bind om Sverige.

I sine bidrag til samleværket "Norden i tusind år" I-II, 1951-52, genoptrykt i Nordisk digtning fra oldtiden til vore dage, 1956, har Jørgen Bukdahl samlet frugterne af dette arbejde i en mere oversigtsmæssig fremstilling, medens essayet Norden og Europa, 1947, udtrykker grundsynspunktet, "at det nationale aldrig er et mål for en nations stræben, men et vækstvilkår for dens mellemfolkelige og verdensborgerlige bestræbelser". Dette syn fører Jørgen Bukdahl tilbage til Herder og finder det formidlet af Grundtvig, Tegnér, Wergeland og Garborg, men også foregrebet i middelalderens og renæssancens nordiske enhedskultur. Fra og med Tegner-bogen træder modstanden mod nazismen, der ses som en fortsættelse af 20'ernes nynaturalisme og primitivisme, i forgrunden. I det store udvalg af artikler og foredrag fra årene 1920-45 som er samlet i Mellemkrigstid I-IV, 1941-45, og i Danmark og Norge under Krig og Besættelse, 1946, kan denne udvikling følges, kommenteret af Jørgen Bukdahl selv i sammenkædende afsnit af selvbiografisk karakter. Hertil slutter sig den fyldige skildring af miljø, hjem og skole i erindringsbogen Langs en gammel Grænse, 1947. Derimod savnes et udvalg af Jørgen Bukdahls bidrag til efterkrigstidens debat om Sydslesvig, Sovjetunionen og nordisk kultursamarbejde.

I 60'erne begynder med to selvstændigt udgivne Kierkegaard-afhandlinger, især Søren Kierkegaard og den menige mand, 1961, en ny periode af forfatterskabet hvor en stilistisk afklaring tillader Jørgen Bukdahls renlivet dialektiske tænkning at komme bedre til sin ret. I bøgerne Spejling og realitet, 1962, Forgyldning og svinelæder, 1966, Folkelighed og eksistens, 1971, og Tordenvejret og gentagelsen, 1974, hvoraf de tre første samler sig om henholdsvis kulturkrisebevidsthed, nordisk digtning og folkevækkelser, fortsættes for så vidt linjerne fra de tidligere værker; men Jørgen Bukdahls stadig større fordybelse i 1900-årenes europæiske filosofi og digtning såvel som samtidens stigende interesse for eksistentialisme og ideologikritik, Kierkegaard-, Grundtvig- og Marxrenæssancerne har tydeligvis virket frugtbar. Også den offentlige anerkendelse har været enstemmig, medens i mellemkrigstiden især norske rigsmålskredse og danske klassicister angreb Jørgen Bukdahl voldsomt.

Som folkelig foredragsholder og fast gæstelærer på Askov højskole har Jørgen Bukdahl længere end de fleste bevaret og rendyrket den fri fremstillings farve- og ordrige stil som også ofte slår igennem i hans forfatterskab. Når det privat lejlighedsprægede og de mange selvcitater skrælles bort står imidlertid en række kultur- og ideologikritiske analyser af høj rang tilbage. Gennemgående er her Jørgen Bukdahls stadige fastholden af den dialektiske spænding mellem eneren og massen, det lokale og det almene, tradition og situation, ansvarlig indsats og tidløs oplevelse. Politisk og religiøst fordomsfrit har hans kritiske forfatterskab interesseret sig lige stærkt for personlige og æstetiske kvaliteter og tilstræbt at holde forskellen klar. Blandt de få udgivne digte har især sangen om Lyseklosteret poetisk værdi. Et udvalg af Jørgen Bukdahls essays blev udgivet til 80-årsdagen 1976.