Dansk Biografisk Leksikon

J.P. Jacobsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

J.P. Jacobsen, Jens Peter Jacobsen,  7.4.1847-30.4.1885, forfatter. Begge forældre stammede fra Thy, farfaderen var gårdmand i Raer, morfaderen degn og skolelærer i Hundstrup. Allerede inden ægteskabet havde faderen opnået en vis velstand så familien 1849 kunne flytte fra det lille hus i Skolestræde i Thisted, der nu er fredet som J.P. Jacobsens fødehjem og anvendes som turistkontor, ind i den store købmandsgård ved havnen som faderen havde bygget; kun et hjørne af strandhaven med det murede lysthus hvor den syge digter plejede at hvile i sin hængekøje, er bevaret. J.P. Jacobsen var den ældste af de tre søskende der overlevede den tidlige barndom. Mere end til søsteren Marie (Mitte, 1849–1905) følte han sig knyttet til William (Ville, 1851–1939), især i de sidste leveår. J.P. Jacobsens forældre var første bygeneration i den lille og afsides købstad (2000–3000 indbyggere, mens J.P. Jacobsen voksede op dér), han selv blev familiens første akademiker. Barndomshjemmet var temmelig jordbundet, faderen en driftig "jyde", sådan som øboerne helst forestiller sig dem: "slidsindet og stivsindet" (Fr. Nielsen), moderen jævn og varmhjertet. Hun holdt mest af sin førstefødte som tidligt viste "mere følsomhed end alle de andre". Åndelige impulser modtog J.P. Jacobsen i skolen hvor han vakte mindre opsigt i fagarbejdet end som klassens vittige versemager, og i vennekredsen hos lægeenken Jensine Michelsen. Hendes datter Anna Michelsen (1847–1924) var hans barndoms- og ungdomsveninde. Selv om han vel betød mere for den religiøse og poetisk sensible pige end hun for ham må hun antages at være den kvinde som han kom til at stå nærmest i hele sit liv.

Efter forberedelsesskolen (1851–56) gik J.P. Jacobsen på den nyoprettede Thisted realskole og fik eksamen 1862 med gode karakterer alene i dansk og botanik. Han blev endnu et år hjemme for at blive konfirmeret og læse latin og græsk før han i efteråret 1863 tog til Kbh. på privat studenterkursus hos brødrene F. og P. Dahl. Indtil 1866 boede han på Frbg. mens sommer- og juleferierne som regel tilbragtes i Thisted. 1865–69, i en periode med materiel nød på grund af faderens påholdenhed, gennemgik han en krise som følge af en sen, men desto mere voldsom, pubertet, et religiøst oprør og frafald, adskillelsen fra Anna samt tvivl om sin bestemmelse, "om han skulle gribe Lyren eller Mikroskopet". Skolepræstationerne blev stadig ringere, selv dansklæreren kritiserede hans stilistiske forsøg som "Maneer", og 1866 dumpede han til studentereksamen. Han fik lov at fortsætte, men blev anbragt et billigere sted, frk. Marie Zoffmanns studenterpensionat i Studiestræde 18, hvor han boede til april 1875. Anden gang klarede han dog eksamen og i foråret 1868 filosofikum. Samme efterår begyndte han ved universitetet at læse til magisterkonferens i naturhistorie med botanik som speciale.

På pensionatet samledes efterhånden den såkaldte Studiestrædekreds, en gruppe unge intellektuelle hvis indflydelse og receptivitet må have været af lige så stor værdi for J.P. Jacobsens videre udvikling som senere Brandeskredsens. Her fremmedes og værdsattes han som lyriker. Med H.S. Vodskov læste han engelsk, specielt Shakespeare, og fransk og dansk litteraturkritik: C. A. Sainte-Beuve, H. Taine, den unge Georg Brandes. Ifølge hans egne udsagn var det især to af dennes artikler, der fængede: Bergsøe-anmeldelsen fra 1869 med dens råd til forfatteren at være stilistisk aristokrat, og Det uendeligt smaa og det uendeligt store i Poesien (1870) hvor han påviser Shakespeares geniale evne til ved konkrete, realistiske detaljer at nå til almengyldige helheder. I J.P. Jacobsens egen digtning var det i disse år lyrikken der dominerede. Ikke blot bearbejdede og overvandt han sin ungdomskrise (kampen mellem fantastens ensomme driftsliv og realistens erotik) i to større lyriske projekter, Hervert Sperring, 1866–68 og En Kactus springer ud. 1868–70 der begge først tryktes efter hans død, men han vandt derved frem til en versteknisk og metaforisk avantgardisme uden lige i tidens litteratur. Han ville have kunnet placere sig som den første symbolist i Norden hvis han ikke under påvirkning af og i loyalitet over for 70'ernes realistisk-naturalistiske æstetik havde valgt den fortællende prosa som hovedgenre. Kun ti af de ca. 160 digte vi nu kender af ham blev trykt inden hans død. Først Vilh. Møllers og Edvard Brandes' udvalg Digte og Udkast, 1886 indledte hans sene men tydelige indvirkning på europæisk fin-de-siecle-lyrik. Hervert Sperring, 54 rollesange, en slags koncentrat af den traditionelle romancecyclus, er en begavet begynders romantiske efterklange og efterligninger; forgæves havde J.P. Jacobsen i efteråret 1868 henvendt sig til flere forlag for at få samlingen udgivet. Sagtens af hensyn til tidens mere prosaiske smag gav han sine næste forsøg, En Kactus springer ud, en fortællende ramme, der næsten skjuler at denne samling rummer to af hans tidlige mesterstykker. Det ene er En Arabesk, 1868 om kærlighedens paniske skræk i sjælens "dunkle Skove" og om periodens "femme fatale" – det første af i alt fem fuldførte lange digte der delvis bærer deres frirytmiske, associationsslyngede teknik som titel: Monomanie, 1869, Fra Husets Tag, 1869–70, Ellen, 1870 og den store, sene Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo, 1874 der med sine dristige billedkæder af lidenskabernes magt og død danner højdepunktet i hans lyriske kunst. Det andet er Gurresange, igen en kondenseret og abstraheret romancecyclus. Forholdet mellem kong Valdemar og liden Tove, et folkevise- og guldaldertema, aktualiseres ved at oprøret mod Gud får større styrke efter Toves død, og ved at de elskende i hovedafsnittet Mødet besynger et mystisk, nyromantisk elskovskosmos. Med disse og andre digte opsøgte J.P. Jacobsen i efteråret 1869 Georg Brandes, kun for igen at blive afvist.

Vejen til offentlig anerkendelse, til optagelse blandt Georg Brandes' partifæller og til venskabet med dennes bror Edvard Brandes førte over hans andet interessefelt, naturvidenskaben. 1870 er mærkeåret. En botanisk studietur til Bornholm i august 1868 havde endnu måttet betales af moderen, men en lignende rejse til Læsø og Anholt i sommeren 1870 foretog han som medlem af Botanisk forening og for dennes regning; hans udbytte i form af plantelister er trykt i Botanisk Tidsskrift 1879–80. Blandt sine akademiske faglærere vandt han så megen påskønnelse at universitetet i efteråret 1870 udsatten en prisopgave i hans speciale, ferskvandsalgerne. Han afleverede besvarelsen i dec. 1872 og fik tilkendt guldmedaljen i april 1873. Afhandlingen om Danmarks desmidiaceae, en art mosealger, udkom i Botanisk Tidsskrift 1874–76 under titlen Aperçu systématique et critique sur les Desmidiacées du Danemark. 1870 kunne oversætteren, journalisten og udgiveren Vilhelm Møller vinde ham som populærvidenskabelig medarbejder ved Nyt dansk Maanedsskrift fra første hæfte. Her offentliggjorde J.P. Jacobsen i løbet af det næste halvandet år syv artikler der forklarede og forsvarede Charles Darwins omvæltende evolutionsteori for første gang over for et bredere publikum. Den umiddelbare følge af denne indsats var en kontrakt med forlæggeren F.V. Hegel (Gyldendal) om oversættelse af det store hovedværk On the Origin of Species hvorefter han fik samme opgave med The Descent of Man. Om Arternes Oprindelse udkom hæftevis 1871–72, Menneskets Afstamning I–II, 1874–75. Det er uvist om J.P. Jacobsen gik til Georg Brandes' forelæsningsrække over Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur, del I: Emigrantlitteraturen i nov.-dec. 1871, men han hørte til den kreds af unge kunstnere og videnskabsmænd der i febr. 1872 grundlagde Litteraturselskabet til støtte og drøftelse af den nye realistisk-radikalliberale lære i æstetikken. Hans introduktion til gruppen var hans Darwin-artikler og -oversættelser, og det er rigtigt at deri ligger hans væsentligste indsats til 70'ernes egentlige problemdebat. Samtidig skaffede han sig dog et poetisk adgangsbevis, novellen Mogens, skrevet og publiceret samme forår i Nyt dansk Maanedsskrift. Novellen, der er præget af stilimpulser fra korrekturlæsningen af Møllers kreative Turgenjev-oversættelser fra tysk, betegner et impressionistisk gennembrud i nordisk fiktionsprosa. Ligesom hans senere romaner og fortællinger består den af en række lyrisk højspændte og fortættede situationssuggestioner mens de episke tråde og overgange er svage. Ligesom i digtene om Hervert Sperring og i romanerne vises hovedpersonens udvikling gennem møder med kvinden, men modsat de andre værker ender Mogens harmonisk og idealistisk og ligner derved en skitse til en dannelsesroman.

De tre lykkelige år 1870–73 førte ved løsningen af flere betydelige opgaver frem til J.P. Jacobsens gennembrud som videnskabsmand og forfatter. Og dog ville det være forkert at fremstille ham i denne periode som en energisk aktivist, i kontrast til på den ene side 60'ernes puerile fantast og på den anden side til den senere dødsmærkede, høje og smalle, langsomme og ludende "Excellence" (A. Kielland), dekadencens prototype. Når han i breve senere hen klagede over sin "nordcimbriske Tyngde" og et "seigt Drømmerblod" og kaldte sig et "perpetuum stabile" der aldrig kunne blive færdig med noget før i sidste øjeblik og helst under stærkt pres udefra, så er dette intet nyt. Også i sommeren 1872, under en lang algefisketur hjem gennem Jylland, var han klar over sit vegetativ-impressionistiske væsen: "(Jeg) har opdaget at jeg egentlig er skabt til at drive. Jeg sidder hver Dag 3 à fire Timer i Træk paa en Bro, et Rækværk eller noget andet opstaaende og ryger det utroligste Antal Cigarer og saa lader jeg Asken falde ned i Vandet og saa siger det Ssss og saa kommer der Ringe og det morer mig."

I juni 1873 brød J.P. Jacobsen op til en næsten fire måneders dannelsesrejse over Tyskland og Østrig til Norditalien. Hovedstationerne var Dresden - hvorfra han fulgtes med Edvard Brandes til Prag, Wien, Salzburg, München, Tyrol, Riva, Milano, Venedig og Firenze. Han valgte som opholdssteder fortrinsvis de byer hvor der fandtes gode museer og gallerier, for lige siden barndommen havde han sat pris på de store renæssance- og barokmestre i billedkunsten. Flere af de lokaliteter som han så på sine rejser kom til at danne de sydlandske kontrastrum i digtningen: Nürnberg, Salzburg, Clarens, Riva, Bergamo, Avignon. I Firenze fik han en blodstyrtning og rejste straks hjem. Da han midt i okt. ankom til Thisted, udmattet og afmagret, konstateredes en vidt fremskreden lungetuberkulose. Kun 26 år gammel var han blevet angrebet uhelbredeligt af århundredets sygdom. Ved en fedekur i hjemmet kom han sig så meget at han kunne genoptage et romanprojekt han havde påbegyndt inden afrejsen. Ligesom i Gurresange havde han valgt et guldaldertema: den berygtede Marie Grubbe, vokset op som adelig frøken på Tjele, gift med kongens bror, fraskilt og gengift, flygtet med en staldkarl og død som Marie Færgekone på Falster. Emnet, en kvindes sociale synken, kompenseret ved en tilsvarende stigen til erotisk selvrealisation tiltrak ham som aktuelt problem, psykologisk udfordring og mulighed for at udtrykke noget i ham selv. De to første kapitler tryktes i okt. 1874 i programnummeret af brødrene Brandes' nye tidsskrift Det nittende Aarhundrede under titlen Af Maria Grubbes Barndom. Interieur fra det syttende Aarhundrede. Samme måned kunne han vende tilbage til Kbh. hvor vennerne boede, og hvor sproglige og historiske kildestudier til romanen var mulige. Arbejdet skred kun såre langsomt frem, i sept. 1875 trak han sig igen tilbage til Thisted for at blive færdig, og i dec. 1876 udkom omsider hans første bog, Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede – hvor undertitlen netop betegner den farve-, lyd- og rytmemættede situationsstruktur der udmærker hele hans fortællekunst. Bogen blev modtaget med begejstring af både kritik og publikum; andet oplag fulgte i foråret 1877, tredje i 1882.

Straks efter den store debutsucces tog J.P. Jacobsen fat på sin næste bog, den modne realisering af en ungdomsplan, romanen Atheisten af Hervert Sperring og Mogens-problematikken: "Denne ... er et personligt Regnskab, jeg er kommen ind paa at gøre op" (brev 1878). Det var måske uheldigt at vælge en vag "nærtid", som han sagde, mellem 1848 og 1864 i stedet for den samtid som han, omend utydeligt, sigtede til, og denne tilbageskuen førte også til misforståelser og skuffelse blandt vennerne. Men flere gange under udarbejdelsen forberedte han dem på at han hverken kunne eller ville skrive kamp- og tendensprosa: "Jeg er for æsthetisk i god slet Forstand til at kunde indlade mig paa disse direkte Prokurator-indlags-Digtninge, hvor Problemer siges at stilles under Debat mens de kun postuleres løste, (det gjælder baade tilhøjre og tilvenstre)" (brev 1880). Ganske vist ville han fremstille ideologi ved at vise "hvor vanskeligt det er at være Fritænker, med Traditionernes og Barndomserindringernes Sirenerøster paa den ene Side, og Samfundets Fordømmelsestorden paa den anden. Men i min Fortælling staar dette kun med bløde, ubestemte Omrids, tilslørede og farvedruknede af Elskovsdrømme og Elskovslidelser, Elskovslængsler og Elskovsanelser" (brev 1878). At fuldføre den psykologiske udforskning af den ulykkelige elsker og digter Niels Lyhne, der skulle blive periodens prototypiske "trætte" antihelt, tog ham fire møjsommelige år.

Med det Anckerske rejselegat (okt. 1877-marts 1878) flygtede han fra Nordens kolde årstid i sept. 1877 til kurstedet Montreux-Cherneux ved Genfersøen hvor han boede på pension Bellevue i over syv måneder; helbredet var tåleligt. Efter et ophold hjemme i Thisted fra maj til okt. 1878 foretog han sin tredje og sidste rejse til syden, igen på legat. Målet var Rom og nåedes over Sydvesttyskland og Sydfrankrig. I et halvt år boede han i Via dei due Macelli, nød byens kunstskatte og omgikkes flittigt de nordiske digtere, malere og billedhuggere i Skandinavisk forening; her var han vidne til Henrik Ibsens forgæves agitation for kvindeligt medlemsskab. Inden hjemrejsen i juni 1879 blev han under en tur til Napoli og Pompeji og et ophold på Capri alvorligt syg. I Thisted afsluttede han i dec. 1880 Niels Lyhne. Den anmeldtes og solgtes dårligere end debutromanen, delvis fordi Herman Bangs skandalesucces Haabløse Slægter vakte så stor opmærksomhed i denne julesæson. Andet oplag kom først 1885 efter hans død.

I maj 1881, efter seks års fravær, flyttede J.P. Jacobsen for sidste gang til Kbh. Han holdt sig nu mest inde i sin toværelses lejlighed i Ny Adelgade 5 og modtog gamle og nye venner; blandt de sidste den norske digter Alexander Kielland og hans familie under deres ophold i Kbh. 1881–82. I maj 1882 kom han på finansloven og fik den længe ønskede digtergage. Samme forår udsendte han sin tredje og sidste bog, Mogens og andre Noveller (2. udg. i Samlede Skrifter 1888). Af de seks tekster var de fire genoptryk fra forskellige tidsskrifter: titelnovellen havde været trykt i Nyt dansk Maanedsskrift 1872, den psykologiske kriminalhistorie Et Skud i Taagen i Det nittende Aarhundrede, 1875, skæbneskitsen To Verdener Nutiden og samtidig i Møllers Hjemmet 1879 og det lyrisk-hypotetiske proverbe Fra Skitsebogen (Der burde have været Roser) i Otto Borchsenius' Ude og Hjemme, 1881. Kun to var nye: Pesten i Bergamo om flagellanternes indtog i Sodoma, der ved det tætte, nådeløse klimaks og den apokalyptiske udladning er hans mest ekspressive stykke kortprosa, og Fru Fønss om en sen altforstående kærlighed; det afsluttende brev siges at være skrevet under tårer som et farvel til vennerne. Så kunne han ikke arbejde mere; et fortællende Faust-fragment er afbrudt efter to sider. I to år endnu holdt han sig i Kbh. 1882 tilbragte han de tre sommermåneder i Vallø stifts gæstgiveri, tilskyndet af sin skole- og studiekammerat og medicinske rådgiver lægen Emanuel Fraenkel. Berømmelsen og almindelig deltagelse virkede trøstende på ham: "Da det har staaet i Kjøge Avis at jeg opholder mig herude, staar baade Stiftsdamer, Daadyr og Skovturende stille for at se paa mig", hedder det i et brev. 1883, ligesom flere gange før, tilbragte han denne årstid sammen med Vilhelm Møller og hans kone Agnes i Humlebæk. I juli 1884 opgav han lejligheden og rejste hjem. Han døde den 30.4.1885, til sidste øjeblik fuld af hensyn over for familien. Begravelsen fandt sted 9.5. og ledsagedes af avispolemik omkring hans syn på religionen. Hans og familiens gravsteder er de eneste bevarede på den gamle kirkegård ved Thisted kirke.

Blandt det moderne gennembruds mænd i Nordens litteratur er Herman Bang blevet det ene, J.P. Jacobsen det andet danske verdensnavn, især i de tysksprogede lande. Mens Bang forvandlede Georg Brandes' realistisk-naturalistiske poetik til naturalistisk-impressionistisk fortællekunst fjernede J.P. Jacobsen sig længere henimod en impressionistisk-symbolistisk prosalyrik. Det er derfor kun konsekvent at han blev forbilledet for 90'ernes digtergeneration i Danmark, og at "die Jacobsen-Mode" nært er knyttet til århundredskiftets jugendstil. Talrige vidnesbyrd i værker og breve af tyske kunstnere beviser Niels Lyhnes stilling som identifikationshelt for en hel generation. Både Stefan George (1893) og Rainer Maria Rilke (1914) har publiceret oversættelser af bl.a. Michelangelo-arabesken, og Arnold Schönberg har komponeret Gurrelieder for soli, kor og orkester (1899–1910).

Familie

J.P. Jacobsen blev født i Thisted, død sst., begravet sst. Forældre: købmand, kaldet grosserer, Christen Jacobsen (1813–97) og Benthe Marie Hundahl (1815–98). Ugift.

Ikonografi

Træsnit af J. som barn, af H. P. Hansen, 1889. Tegn. af Viggo Wørmer, 1865. Mal. af E. Josephson, 1879 (Fr.borg), efter dette træsnit 1882. Træsnit af H. P. Hansen, 1881, og efter dette 1883. Pastel af Axel Helsted, 1884 (Fr.borg), efter denne mal. af samme 1901, tegn. af Fr. Andersen, radering af Helsted 1885 og træsnit af A. Bork s.å. Træsnit 1885. Relief af J. Takanen. Mal. med ulæselig signatur (Thisted mus.). Relief af R. C. Rasmussen (gravstenen). Afbildet på E. Henningsens tegn. "Bogstaveligheden" (Fr.borg). Radering af J. Borchert, 1921. Statue af Axel Locher udst. 1934. Tegn. af Horst Janssen. Buste af J. Galster (Århus kommune-bibl.). Afbildet på mal. af V. Neiiendam udst. 1944. Foto. – Mindestøtte i Thisted. Mindeplade på fædrenehuset ved Thisted havn. Mindesmærke i Hansinelund ved Ølgod.

Bibliografi

Bibliografi. Saml. værker V, 1929 417–47.

Udg. Saml. værker, udg. Morten Borup I-V, 1924–29. Saml. værker. Romaner. Noveller. Digte. Breve, udg. Frederik Nielsen I-VI, 1972–74.

Kilder. Breve fra J. P. J., udg. Edv. Brandes, 1899 (4. udg. 1968; tysk udg. I–11, Berlin 1919). Saml. værker V-VI, 1973–74 (breve).

Litt. Herman Bang: Realisme og realister, 1879 (2. udg. 1966) 68–96. Gustaf af Geijerstam: Ur samtiden, Sth. 1883 91–120. Georg Brandes: Det moderne gennembruds mænd, 1883 140–207 (2. udg. 1891, også i Saml. skr. III, 1900 (2. udg. 1919) 3–38). H. S. Vodskov: Spredte studier, 1884 195–204. Vilh. Andersen i Samtiden, 1905 410–23 449–63 (også i forf.s Litteraturbilleder II, 1907 (2. udg 1946) 124–68). Georg Christensen: J. P. J., 1910 (2. opl. 1923). Hans Brix: Gudernes tungemål, 1911 (2. udg. 1962). Anna Linck: J. P. J., 1911 (3. udg. 1947). Søren Hallar: Synselementerne i naturskildringen hos J. P. J., 1921. Samme: J. P. J.s hjem og barndom, 1950. Paul V. Rubow: Litterære studier, 1928 (2. udg. 1949) 154–62. Oluf Friis i Tilskueren, 1929 I 149–64. Samme i Festskr. til Paul V. Rubow, 1956 269–79 (på tysk i Orbis litterarum XIX, 1964 90–106). Alrik Gustafson: Six Scandinavian novelists, Princeton 1940 (2. udg. 1967) 73–122. Brita Tigerschiold: J. P. J. och hans roman Niels Lyhne, Göteborg 1945. A. Jolivet i Orbis litterarum V, 1947 1–11. Fr. Durand sst. XXII, 1967 272–82. Bengt Algot Sørensen sst. XXXIII, 1978 253–79. Walther Rehm: Experimentum medietatis, München 1947 184–239 (også i forf.s Gontscharow und J., Göttingen 1963 92–165). Aage Knudsen: J. P. J. i hans digtning, 1950. Frederik Nielsen: J. P. J., 1953 (3. udg. I-II, 1968). Ruth Schmidt-Wiegang i Beiträge zur deutschen und nord. Literatur. Festgabe für Leopold Magon, Berlin 1958 359–76. Stefan Zweig: Europäisches Erbe, Frankf. a. M. 1960 137–47. Frédéric Durand: J. P. J. ou La graviation d'une solitude, Caen 1968. Paul Krager: Studier i komparativ lit., 1968 197–207. Jørgen Ottosen: J. P. J.s Mogens, 1968. Omkring Niels Lyhne, udg. Niels Barfoed, 1970 = Værkserien (m. bibliografi). Kn. Wentzel: Fortolkning og skæbne, 1970 85–99. Erik Lunding i Probleme des Erzählens in der Weltlit. Festschr. für Kate Hamburger, Stuttg. 1971 195–211. Jørgen Dines Johansen i Tegn, tekst, betydning. Festskr. til Sv. Johansen 1972 241–65. Omkring Fru Marie Grubbe, udg. Jørgen Ottosen, 1972 = Værkserien (m. bibliografi). Horst Nägele: J. P. J., Stuttg. 1973. Sv. Ole Madsen: J. P. J., 1974. Bernhard Glienke: J. P. J.s lyrische Dichtung, Neumünster 1975. Jørgen Holmgaard: Interieur fra det 19. årh.s borgerlige kultur, 1976. Peer E. Sørensen i Analyser af moderne da. lyrik, udg. Per Olsen I, 1976 13–68.

Papirer iKgl. bibl.

Læs også om J.P. Jacobsen i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om J.P. Jacobsen
J.P. Jacobsen
I.P. Jacobsen , Jens Peter Jacobsen , 7.4.1 ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Edvard Brandes
Carl Edvard Cohen Brandes , 21.10.1847-20.12 ...Artikel i Den Store Danske
Alexander Kielland
1849-1906, norsk forfatter; bror til Kitty Kiell ...Artikel i Den Store Danske
Bergamo
italiensk provinshovedstad i udkanten af Posl ...Artikel i Den Store Danske
Naturalismen - J. P. Jacobsen
De ideer, Georg Brandes skabte røre om med sine forelæ ...Artikel i Dansk litteraturs historie
At være til på sin egen måde - Fru Marie Grubbe
De første to kapitler af Fru Marie Grubbe. Interi ...Artikel i Dansk litteraturs historie
Dresden
hovedstad i den tyske delstat Sachsen. Dresde ...Artikel i Den Store Danske
Faust
den trolddomskyndige og forvorpne intellektue ...Artikel i Den Store Danske
Botanisk Tidsskrift
se Dansk Botanisk Forening . ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
BGlie
18/07/2011
  • Læst 2759 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki