Jakob Hansen

Jakob Hansen, Peter Jakob Mathias Hansen,  7.12.1868-1.4.1909, forfatter. Født i Hasle, død i Kbh., begravet sst. (Bispebjerg). H. voksede fra sit andet år op i Neksø og blev i drengealderen ven med M. Andersen Nexø. Han var efter konfirmationen nogle år i snedkerlære, men gik derefter ind i realskolen i Neksø hvor han tog alm. forberedelseseksamen 1888, læste siden en del på egen hånd og tog 1890 studentereksamen i Kbh. Han gav sig ikke til noget fagstudium men arbejdede med energi på at lære mest muligt, matematik, sprog, skønlitteratur, filosofi, religionshistorie. Han fablede i sine senere år om et vældigt værk, en menneskehedens historie der skulle være syntesen af hans kundskaber og hans tanker om menneskelivet. Men den fattigdom han levede i nødte ham til foreløbig at opgive arbejdet, og 1892 tog han tjeneste som karl på en jysk herregård. Efter sin soldatertid begyndte han sin skønlitterære virksomhed. Det blev ham dog ikke muligt gennem den at skabe sig en eksistens, og han tog derfor tjeneste som grusgraver ved jernbanen. Sult og forceret åndeligt arbejde undergravede hans konstitution; han fik tb og døde ti år senere i svær armod og blev begravet på fattigvæsenets bekostning. H.s første litterære arbejde, jeg-romanen En kritisk Tid, 1897, vakte betydelig opsigt, i visse kredse forargelse ved sin utilslørede analyse af et bevidsthedsliv hinsides ondt og godt og ved sine lige så utilslørede skildringer af makabre situationer. Den fik dog, såvel i konservative som radikale blade, også anerkendelse både for den sanddruhed hvormed emnet var behandlet, og for den galgenhumor hvormed det stundom blev oplivet. Endnu mere end debutbogen viser hans næste bog, oldtidsromanen Neroplis, 1899, hvor splittet hans syn var; åndeligt set var han aristokrat, med foragt for overklassens materielle nydelsessyge – på den anden side følte han en instinktiv medlidenhed med de forurettedes og undertryktes elendighed. Det han drømte om var en menneskeåndens revolutionering, og han blev socialt og politisk aldrig partimand, han havde blikket åbent såvel for overklassens som underklassens brøst og så med samme skarpe klarsynethed på begge klassers laster og egoisme. Det mest differentierede indtryk af hans væsen får man gennem hans novellesamlinger hvor selv de mest lyriske stykker har en idé, ofte fremstillet med en overlegen dialektisk evne der er vidnesbyrd om hans selvstændige betragtning af menneskets fundamentale eksistensvilkår. Selv udgav han tre novellesamlinger: Menneskenes Døtre, 1900, Drømme der svandt, 1902, De levendes Land, 1905; efter hans død kom 1912 samlingen Golgatha med en fortale af Andersen Nexø. H. oversatte 1907-08 Edgar Poe: Hemmelighedsfulde Fortællinger. H.s stil var ikke sikker og derfor ofte kunstnerisk set virkningsløs, men hans klare forstand og hans betydelige menneskekundskab opvejer de stilistiske mangler.