Jens Skytte

Jens Skytte, Jens Nielsen Skytte (ved dåben Schjødt), 11.2.1845-28.2.1928, forfatter. Født i Treide ved Fredericia, død i Vonsild sg., begravet i Kolding. S. tilhørte en gammel bondeslægt der gennem flere århundreder havde siddet som selvejere på Treide Næs; fra faderen der var jæger og friluftsmand og dertil en ypperlig fortæller, arvede han den umiddelbare sans for naturen og menneskelivet der er et fremtrædende træk i forfatterskabet. Han gik i landsbyskole, men interesserede sig mindre for lektierne end for at færdes i mark og skov, og efter konfirmationen deltog han i arbejdet på gården. Mens S. lå inde som soldat, traf han i Odense folkedigteren Mads Hansen der gjorde et stærkt indtryk på ham og fik ham på Vester Skerninge højskole; siden var han også elev på Askov og Skovgård, og 1877–80 virkede han som lærer på Vinding højskole ved Vejle; 1880 trådte han ind i Højskolebladets redaktion; 1886 trak han sig tilbage for udelukkende at leve som forfatter. S. debuterede 1873 i den af Mads Hansen og Anton Nielsen redigerede Den nye Almanak III, med nogle småsagn, genfortalt efter faderen, og 1888 udsendte han sin første bog, Jævne Folk der efterfulgtes af Bejlere, 1891, Gamle i Gaarde, 1894, Hjemstavnsbilleder. Sagn og Barndomsminder, 1895 og Ved Vejskjellene s.å., der alle indeholder mindre fortællinger og skildringer, hvortil stoffet på et par enkelte undtagelser nær, som meddeler oplevelser fra soldatertiden, er hentet fra hjemstavnen. Sit egentlige gennembrud fik S. med den store fortælling Færgefolk, 1896 der giver en følsom og humørfyldt skildring af sammenstødet mellem gammeldags bondematerialisme og det af skyttesagen og højskolebevægelsen fremkaldte åndelige røre i et østjysk fjordsogn i slutningen af 1860erne. Derefter fulgte flere andre større fortællinger, Guld og grønne Skove I-II. 1897–99, Folkene paa Lille Dyre, 1900, Arvesølv, 1903, Hjordkilds Have, 1907 og Fløjne Fugle, 1913. Pauserne mellem disse større arbejder udfyldtes af endnu en række mindre fortællinger, Fra Skov og Strand, 1899, Paa Sommerveje, 1904, Skovsti og Markvej, 1905, Brænding, 1909 og Bror Lun, 1912. Selv om S. ikke var lærer af uddannelse, tilhører hans værker dog nærmest den såkaldte skolelærerlitteratur. Hans stil har afgjort særpræg, spækket som den er med udtryk og vendinger fra hjemstavnen, fra hvilken han ligeledes stadig henter stoffet til sine bøger. Karakteristisk for S. er den udpræget jyske blanding af lune og følsomhed, hvormed han opfatter og gengiver mennesker og miljø; hans skildringer er i almindelighed tidsskildringer der i lighed med Zakarias Nielsens giver et indtryk af brydningerne mellem gamle og unge, og til trods for, at han overalt står som de unges forsvarer, føler han dog gennem slægt og oprindelse en så dyb samhørighed med de gamle at han fortæller om dem med forståelse, selv hvor deres meninger er ham imod.