Joachim Richard Paulli

Joachim Richard Paulli, 2.9.1691-31.3.1759, justitssekretær, forfatter. Født i Kbh, begravet i Petri k. P. opnåede anselige stillinger inden for administrationen; 1717 sekretær i hofretten, 1729 medlem af den regulerende bygningskommission efter branden, s.å. konsumptionsinspektør ved Kbh.s toldbod, 1730 kammerråd, 1734 justitssekretær og arkivar i rentekammeret. Fra den ekscentriske far, hvis ulykkelige agitationsrejse faldt i hans barndom og ungdom arvede han en urolig hang til mangeartet virksomhed, også til mystik, som ikke blot viser sig i hans prosaskrifter, men også dukker frem selv i regnskaberne fra hans pensionskasse (i skiftet efter ham). Hans økonomiske forhold var altid derangerede; han var som andre i tiden fuld af projekter; bl.a. til forbedring af sine egne pengesager fik han 1747 kgl. bevilling på oprettelsen af en enkepensionskasse med sig selv som direktør. Han var en godmodig mand der gerne anerkendte andre; han førte et gæstfrit hus og hævdede sig trods fantasteri og gæld i sit embede til sin død; en brav, fornuftig og habil mand i andre ting end komedieskrivning, kalder den bidske Ludvig Holberg ham. Han besad slægtens, ikke mindst faderens lyst til at skrive og udfoldede sig på mange områder. I sin egenskab af embedsmand ved retterne og ved toldvæsenet udgav han registre til danske og norske lov (1738), til kirkeritualet og toldrullen (1744). Interesse for arkæologi og mystik fik ham til, da det andet guldhorn blev fundet (1734), at udgive et skrift om det; de ledsagende billeder, hævder han, er efter de nøjagtigste målinger (tysk udg. 1734, dansk 1735). På et par væsentlige områder viste han forståelse for tidens nye litteraturformer og det nye læsende publikum, borgerskabet. Da den danske skueplads åbnedes 1722 under stor interesse fra landets ledende mænd, var P. en af de høje embedsmænd der søgte at støtte den; samtidig med Holberg skrev han for skuespillerne originale danske stykker i Molières og hans efterfølgeres stil: Dend seendis Blinde, 1723 (tjeneren Mascarille søger at forene de unge ved at få den gamle formynder til at tro at han er blind), Julestuen og Masqueraden, 1724 (kasseret af skuespillerne til fordel for Holbergs to stykker) og med engelsk motiv Naturen over Optugtelsen, 1724. Rimeligvis af P. er en lille dygtig pjece der vil belære det uøvede danske publikum om, hvad der er det virkelig værdifulde ved et teaterstykke og ved dets udførelse (Kort Underviisning, hvorledis Comoedier med Nytte og Skiønsomhed kand sees, forfattet til een bereedelse for de Danske Skue-Spil, 1726 eller 28). Rent galt kom P. imidlertid af sted da han, der forgudede Molière, men ikke havde rigtig sans for Holbergs storhed, 1724 fandt på at "forbedre" og "omstøbe" Holbergs "Politiske Kandestøber" og foreslå Holberg gensidigt medarbejderskab. "Omstøbningen" havde et venligt forord til "min kiære, gode Hans Mickelsen" med anerkendelse af dennes betydning for den danske skueplads og for P. selv.

Men Holberg forstod ikke spøg, når nogen rørte ved, endsige omstøbte hans værker; han gennemheglede i en lille bidsk pjece (Tvende splinder nye Breve) den omstøbte kandestøber og rystede P. af sig.

Foruden komedien havde P. også blik for andre moderne litteraturformer der passede borgerskabets nye læsekreds: den periodiske presse og romanen. I Dend Christopbyggelige Tiids-Fordriv I-IV, 1734-37, giver han i regelmæssige hæfter -til samme pris som aviserne – på en tynd roman-tråd allehånde besynderlige emner som helten kommer i berøring med: hekse, kort- og taskenspillerkunster, besøg i et bogtrykkerværksted, alt med en symbolsk udlægning i kristelig apologetisk retning – en forløber for Erik Pontoppidans roman Menoza (1741). Af samme art er hans Forblummed Correspondence med opbyggelig Forklaring der over, 1746. P. er blevet noget handicappet ved at skrive samtidig med Holberg og lidt latterliggjort ved sit sammenstød med ham. Hverken i opbygning, karaktertegning eller lune tåler hans stykker nogen sammenligning med Holbergs. Betænkes må det dog, at han foruden Holberg er den eneste forfatter der har ydet originale dramatiske bidrag til Grønnegadeteatret. Tiden så dem heller ikke, da de var nye, under samme synsvinkel som vi; Grønnegadeskuespillerne var vel tilfredse med Dend seendis Blinde; den blev ved at opføres efter forfatterens død (lige til 1768); og da Den politiske Kandestøber 1729 blev oversat til svensk (af Magnus Lagerström) var det ikke i Holbergs, men i P.s affattelse.