Johannes V. Jensen, Johannes Vilhelm Jensen, 20.1.1873-25.11.1950, forfatter. "Det er en Drift for sig, Kærligheden til min Grund og min Stamme. (...) Hele mit Liv er en Himmerlandsbeskrivelse." Denne bekendelse til hjemstavnen, dens mennesker og natur giver nøglen til forståelsen af Johannes V. Jensens forfatterskab. Drømmen om barndommens tabte land fik ham til at søge tilbage både i tiden og udad til fjerne egne for at komme i berøring med miljøer der kunne genkalde forfædrenes livsbetingelser og traditioner. Denne ekspansion i tid og rum, Johannes V. Jensens mytiske metode, måtte derfor atter føre ham hjem igen. Længslen måtte på et indre, genoplevet plan vende tilbage til den virkelighed hvorfra den var udgået.

Johannes V. Jensen modtog afgørende impulser fra forældrene. Moderen besad et nøgternt og praktisk livssyn men også et heftigt temperament og en levende fantasi – anlæg der arvedes af sønnen. Faderens omfattende botaniske og zoologiske kundskaber blev af grundlæggende betydning for Johannes V. Jensens senere naturstudier der gjorde ham til dansk litteraturs ypperste landskabs- og dyreskildrer, og for hans opdagelse af Darwins evolutionslære; den lærte ham at se mennesket som et led i en stadigt opadstigende, harmonisk udvikling. Familien, især moderen, var stærkt antireligiøs. Alligevel blev faderen i 1880erne grebet af periodens spiritistiske bevægelser og offentliggjorde et par bøger herom: Fordømmelseslæren, 1897 og Spøgeri, 1899. Faderens okkulte interesser der senere skarpt afvistes af Johannes V. Jensen, deltes af datteren, forfatteren Thit Jensen, der fra 1905 afholdt seancer i hjemmet. Alligevel blev spiritismen indirekte et udgangspunkt for den evighedslængsel og åndelige ekspansion der - på trods af al darwinisme - skulle blive så karakteristisk for Johannes V. Jensens forfatterskab.

Efter to år i Farsø skole, nogen privatundervisning i hjemmet og latinlektioner hos sognepræsterne i Farsø og Louns kom Johannes V. Jensen 1890 i Viborg katedralskole hvorfra han 1893 blev student. Samme efterår flyttede han til København for at studere medicin. Han bosatte sig på Frederiksberg, mens somrene siden 1913 tilbragtes i sommerhuset i Tibirke Bakker. I sin barndom havde Johannes V. Jensen især været optaget af spændingsromaner, rejsebeskrivelser og historiebøger. I Viborg modtog han, som senere skildret i bogen om Rudyard Kipling, 1912 sine tidligste litterære påvirkninger, især fra H. Heine, K. Hamsun, R. Kipling og Johannes Jørgensen, og her begyndte han også at skrive sine første uselvstændige, senromantiske digte. Stilistisk set er de fire digte Johannes V. Jensen januar 1894 fik trykt i ugebladet Journalen ligeledes efterklang selv om de indholdsmæssigt foregriber hans senere kamp mod den psykologiserende og indadvendte livsholdning der var karakteristisk ikke blot for 1890ernes litteratur men også – skulle det vise sig – for en uovervindelig del af Jensens egen personlighed. Uden store kunstneriske kvaliteter er endvidere de ti bloddryppende føljetonromaner han under pseudonymet Ivar Lykke leverede til magasinet Revuen 1895–98. Selv om de intet røber om Johannes V. Jensens senere sproglige mesterskab er de dog ikke helt uden betydning; således peger den første, Skatten paa Korsøgaard, frem mod Kongens Fald, mens Milliontyvenes Høvding, 1896 i sin handlingsgang foregriber Hjulet.

1894 tog Johannes V. Jensen filosofikum, bestod derefter en række indledende eksaminer og arbejdede som volontør på kommunehospitalets kirurgiske afdeling, men besluttede 1898 definitivt at opgive sit lægestudium; da havde han allerede haft sin egentlige romandebut med Danskere og Einar Elkær. Mellem disse to bøger ligger en kort Amerikatur 1896 der indledte Johannes V. Jensens lange række af rejser der bl.a. førte ham endnu fem gange til USA (sidste gang 1939), til Spanien 1898 som korrespondent for Politiken under Cubakrigen, til Tyskland, Frankrig og England, 1898–99, og til Paris 1900 som korrespondent for Socialdemokraten under verdensudstillingen. 1902–03 fulgte Jensens store jordomrejse over Malaccahalvøen, Singapore, Japan og USA, 1912–13 en rejse til det fjerne Østen, 1925–26 til Ægypten og Palæstina, 1928 til De kanariske øer og Rom, 1934 til London og 1948 til Frankrig; endvidere havde Johannes V. Jensen et nært forhold til Norge, besøgte landet flere gange og boede der i længere perioder 1897–98 og 1901. Jensen kom fast på finansloven 1910 og modtog siden 1932 statens særlige hædersgave. 1929 – i hundredåret for Adam Oehlenschlägers digterkroning – udnævntes Johannes V. Jensen til æresdoktor i Lund, 1944 tildeltes han Nobelprisen.

Den tilkæmpede balance mellem et udadvendt, optimistisk og materialistisk livssyn i darwinistisk ånd og en indadvendt, spirituel refleksion der kendetegner Johannes V. Jensens mytiske hovedværker er langtfra opnået i hans ungdomsbøger. Både Buris i Danskere, 1896 og titelpersonen i Einar Elkær, 1898, de to romaner om provinsstudenter og deres konfrontation med det moderne storbyliv er besatte af en lammende introspektion der hindrer dem i at acceptere et umiddelbart, instinktmæssigt forhold til livet og derfor slår ud i ironi og kynisme. For Buris antydes der en udvej af den fremadskridende opløsningsproces, og også Einar synes en overgang at have overvundet sin selvspejling mens han som artist rejser rundt med sin elskede, kabaretsangerinden Betty. Men da hun svigter, falder han tilbage i sine fantasterier og dør på et sindssygehospital: "Sektionen viste blød Hjærne." Johannes V. Jensen fornægtede senere sine to første bøger og foreslog, uretfærdigvis, at man skulle henregne dem til Johannes Jørgensens produktion. Selv om de har motiver og stemning tilfælles med flere af Jørgensens ungdomsromaner - slægtskabet med Hamsuns "Sult" og "Mysterier" er dog lige så tydeligt - fremstår Danskere og især Einar Elkær alligevel som selvstændige kunstværker ikke mindst i kraft af de skarpe psykologiske portrætter og fine impressionistiske naturscener.

Selvspejlingen forbliver et hovedproblem i de to rejsebøger, Intermezzo, 1899 og Skovene, 1904, begge skrevet under indflydelse af Heines springske og ironiske stil; den sidste nok også påvirket af Kipling i dens modstilling af den hvide mands civilisation og de indfødtes primitivitet. Intermezzo består foruden af en myte om længslen, Forsvundne Skove, af to selvironiske, erotiske fortællinger, Dolores og Louison, der bygger på indtryk fra Johannes V. Jensens to korrespondentophold henholdsvis i Spanien og Paris; desuden indeholder bindet det første af hans talrige angreb på F.W. Nietzsche hvis overmennesketeori, "den daarlige Darwinisme" (Jensen), Johannes V. Jensen senere så som den indirekte årsag til de to verdenskrige. Ind i Skovene, der humoristisk-satirisk skildrer Jensens ophold blandt malajer under jordomrejsen 1902–03, centreret omkring en tigerjagt der skal bekræfte jeg-fortælleren som en handlingens mand, har han strøet en overvældende rigdom af vittige indfald, eminente dyre- og naturskildringer og lyriske passager. Alligevel er den dominerende følelse hjemveen, længslen (kapitlet Isfuglen) der ledsages af indtrængende selviagttagelser "fordi jeg er mig bevidst lige ud i de yderste Forgreninger af mine Nerver".

Reaktionen mod den psykologiske jeg-analyse indledtes dog allerede under verdensudstillingen i Paris 1900. De omredigerede reportager herfra og fra Spanien samlede Johannes V. Jensen i programskriftet Den gotiske Renaissance, 1901 der munder ud i en entusiastisk bekendelse til kendsgerningen, syntesen, fremskridtet og maskinen der besynges i Walt Whitman-inspirerede prosahymner. Det tilsvarende praktiske, ekspanderende og teknologiske livssyn – udnævnt til menneskeåndens betydeligste manifestation – er kendetegnet på den gotiske, dvs. angelsaksiske race hvis oprindelse Jensen mente at finde i Himmerland.

Dets natur og befolkning skildres i Himmerlandsfolk, 1898, en samling realistiske fortællinger der udgør modvægten til Johannes V. Jensens introspektive bøger fra samme periode. De forøgedes med Nye Himmerlandshistorier, 1904 og Himmerlandshistorier. Tredie Samling, 1910 samt den separat udgivne fortælling Jørgine, 1926; en samlet udgave fra 1933 omfatter 31 historier. De tidlige fortællinger er præget af Johannes V. Jensens fascination af livets og sliddets meningsløshed (Tre og tredive Aar) og dødens uafrystelige tragedie (Elses Bryllup). Ukuelige skæbner tegnes derimod i Cecil, om en ung kvinde der i trods ægter en mand der forøder gården gennem sin drukkenskab, og i Kirstens sidste Rejse om menneskets stædige kamp mod naturkræfterne. Enkelte af de senere fortællinger er baseret på anekdotisk stof (Ane og Koen) eller et episodisk handlingsforløb (Andreas Olufsen), men ellers dominerer Jensens plastiske og præcise portrætkunst der fejrer triumfer ikke mindst i et farverigt, ofte grotesk, galleri af omflakkende særlinge som Lindby-Skytten eller Tordenkalven. Her, samt i en række overdådige, komisk-satiriske fortællinger som Syvsoverne eller Bakmandens Hund træder den humor og ironi frem som hæver Himmerlandshistorierne højt over samtidens øvrige hjemstavnsdigtning; den grunder i Johannes V. Jensens viden om sine personers fejl og nedrigheder der afbalanceres af hans dybe ærbødighed for de værdifulde traditioner de også er repræsentanter for.

Højdepunktet i Johannes V. Jensens fabulerende og deskriptive prosa er Wombwell om et berømt engelsk menageri der i et langt vogntog drager ned gennem Jylland og vækker anelser om den store, ukendte verden. Her gives ansatser til den himmerlandske topografi som Johannes V. Jensen præsenterer i tredie binds afsluttende essays. Et hovedstykkke er Himmerlands Beskrivelse der munder ud i nogle personlige betragtninger over hjemegnens og slægtens betydning for forfatterskabet. I den kulturhistoriske skildring, Hedebonden, hilses derfor fremskridtet velkomment i en resigneret tone og accepteres kun når det afhjælper bondens umenneskelige slid hvorimod det afvises når det medfører udslettelse af den gamle jyske bondekultur – Johannes V. Jensen er her langt fra den ukritiske hyldest til den moderne teknologi i Den gotiske Renaissance.

Den rent realistiske fortællekunst fortsættes med de to Amerikaromaner, Madame D'Ora, 1904 og Hjulet, 1905, inspireret af Jensens ophold i USA 1902–03 og forlagt til blændende beskrevne miljøer i henholdsvis New York og Chicago. Bindene skæmmes imidlertid af langstrakte monologer og dialoger der voldsomt angriber enhver metafysisk tro – i Madame D'Ora afsløres således en spiritistisk seance som den transcendentalt søgende opfinder, Hall, besnæres af, som ren svindel. Desuden anvender han stereotype, delvis parodiske kriminaleffekter og en grotesk karaktertegning der grunder sig i hans ønske om ikke at portrættere individer men stadier i menneskets udvikling. Yderpunkterne i disse stadier personificeres af abemennesket, religionssvindleren Evanston, og hans modstander, digteren Lee – af nordisk afstamning – der i Hjulet dræber Evanston (nu kaldt Cancer) og herigennem forvandles fra passivitet til en handlingens mand der fordømmer al æstetik som "bare en Sygdom i Sansen for Virkeligheden". USA er også scenen for enkelte og samtidig de mindst betydelige af fortællingerne i de tre bind Eksotiske Noveller: Singaporenoveller, 1907, Lille Ahasverus, 1909 og Olivia Marianne, 1915 der dog overvejende er lokaliserede til Kina og Java og bygger på Johannes V. Jensens rejser til det fjerne Østen. De mest værdifulde lever dog udelukkende i kraft af deres lokalkolorit og sproglige virtuositet og er i deres forenklede syn på europæernes liv blandt de indfødte endnu et eksempel på Jensens Kipling-interesse.

Johannes V. Jensen har selv peget på Goethes Faust som en bevidst parallel til Madame D'Ora. I romanen Dr. Renaults Fristelser, 1935 varieres igen Faust-sagnet i en stærkt fortænkt handlingsgang, der i modsætning til Goethes værk lader titelpersonen vinde over Mefisto fordi han er parat til helhjertet at acceptere øjeblikket, livet som det er. Svag er ligeledes Jensens næste og sidste roman, Gudrun, 1936, en naiv, forceret optimistisk lovprisning af københavnerinden som et etisk idealbillede.

En fornyelse af Johannes V. Jensens forfatterskab havde dog fundet sted allerede i 1900–01 med Kongens Fald i hvilken det lykkedes ham at sammensmelte de introverte, sjælelige og extroverte, naturalistiske elementer i sit forfatterskab til en mytisk komposition. Værket kan læses som en historisk roman – den betydeligste i dansk litteratur – der angriber den tvivlesyge og mangel på handlekraft som Johannes V. Jensen så som et hovedelement i danskernes psyke. Denne lammende skepticisme er levendegjort i Christian II og ikke mindst i hans følgesvend, bondestudenten og landsknægten Mikkel Thøgersen – ligesom hovedpersonerne i de første romaner to splittede og derfor golde naturer. Men Jensen har tillige brudt med den traditionelle romantype, idet han hverken lægger vægt på historisk korrekthed eller en detaljeret psykologisk karaktertegning. Drømmesekvenser af udsøgt poetisk skønhed veksler med brutalt realistiske voldsscener og forenes i en storslået, dybt pessimistisk vision af menneskets manglende evne til at gribe lykken. Mikkel, der er uden virkelighedssans og aldrig kan leve i nuet, er kun i stand til at handle når hans had besætter ham med en blind ødelæggelsesdrift. Derfor må han dræbe sin modpol, Axel, et sansemenneske uden tvivl og refleksion: al menneskelig stræben er således forgæves, kun døden bringer den efterstræbte hvile.

Perspektivudvidelsen er også karakteristisk for Johannes V. Jensens korte, meget ujævne prosatekster, Myter, som, efter ofte først at have været trykt som aviskronikker, blev udgivet i 11 bind mellem 1907 og 1944. I essays, skitser, rejse-, dyre- og naturskildringer, "Forsøg paa som i et Brændpunkt at samle Livets Væsen i en Drøm" (Jensen), præsenterer han, gerne med udgangspunkt i et koncist sanseindtryk, sine grundideer i symbolsk, fortættet form: en fuldstændig acceptering både af nuet og virkeligheden som oprindelsen til og endemålet for al længsel (Fusijama) og af den evighed der kan findes i naturens kredsløb (Nordisk Foraar). Hertil kommer Johannes V. Jensens tro på nødvendigheden af at skabe forbindelsesled til de fjerneste erindringer om vor races historie (Kondignogen) for at sikre en harmonisk udvikling af mennesket og påvise dets plads i en meningsfuld helhed (Darwin og Fuglen).

Flere af myterne udgør forstudier til romanrækken Den lange Rejse, 1908–22, en fantasi over menneskets udviklingshistorie der fra Johannes V. Jensens side var ment som et moderne, naturvidenskabeligt modstykke til de bibelske legender. Således er Det tabte Land, 1919 en darwinistisk skabelsesmyte om overgangen fra dyr til menneske i de førglaciale jyske regnskove. Bræen, 1908 er rækkens først skrevne og mest populære bind. Her har istiden drevet mennesket mod syd, kun Dreng trodser isen, grundlægger med Moa en ny slægt og tilvirker de første redskaber. I Norne-Gæst, 1919 følges nordboernes liv fra stenalderen indtil folkevandringstiden hvor Cimbrernes Tog, 1922 foregår. Her beretter han om himmerlændingenes udfart og kampe mod romerne. I Skibet, 1912 er den nordiske uddrift legemliggjort af vikingerne og deres togter til Middelhavet, i sidste bind, Christofer Columbus, 1921, af Columbus som Johannes V. Jensen allerede i Hjulet beskrev som en rødblond nordboer, og hans opdagelsesrejse. Jensen opfatter den trodsige ener som kulturfrembringeren og kampen mod kulden som den drivende kraft for fremskridtet. Karakteristisk for nordboerne, "den gotiske Race," er drømmen om varmen og solen. Denne drøm, der er Jensens forklaring på den religiøse følelse, ytrer sig som en udve der samtidig er en hjemlængsel efter det tabte land – en paradislængsel der finder sit konkrete udtryk i skibet og den gotiske katedral. Men da goten Columbus drager ud mod Indiens fabellande opdager han Amerika – virkeligheden; tilegnelsen af denne er menneskets egentlige opgave. Den lange Rejse er ujævnt skrevet, kun løst sammenhængende og antropologisk og arkæologisk uholdbar. Alligevel ejer værket et myldrende digterisk liv og må læses som en prosalyrisk hymne til mennesker, dyr og natur som en tæt forbundet del af alskabningen og til menneskets dragende længsel. Samtidig er det et storslået monument over Johannes V. Jensens stædige tro på nuets velsignelse med slutningens apostrofe "Ave Stella" som en henført bekendelse til jorden.

Denne dobbelthed udgør også udgangspunktet for Johannes V. Jensens første, epokegørende og meget personlige digtsamling, Digte, 1906 (senere udvidede udg. 1917, 1921, 1943 og 1948), udtrykt i disse linier fra det centrale digt Interferens: "Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under mødes/ med Overbevisningen om alle Tings Endelighed/da lever jeg." Samlingens mest karakteristiske tekster er en række prosadigte formede under indtryk af Goethe, Heine og Whitman, men i deres dristige billedsprog klart forbundet med den moderne hverdag og teknik (Ved Frokosten, Paa Memphis Station). Jensens følgende digtsamlinger er derimod domineret enten af mere traditionelle strofiske versemål – et tegn på hans stigende dyrkelse af den klassiske tradition – eller af stavrimede digte i oldnordisk stil. Med forkærlighed anvendes motiverne: barnet, kvinden som hustru og moder og endelig den danske natur, undertiden i dens vælde (Den jydske Blæst), undertiden i dens underfulde simpelhed (Envoi). Fælles for de bedste af Johannes V. Jensens digte er deres rytmiske kraft og fuldendte sammensmeltning af præcis iagttagelse, refleksion og vision.

I samarbejde med maleren og vennen Johannes Larsen udgav Johannes V. Jensen Aarstiderne, 1923, en række fugledigte der følger årets gang. Verdens Lys, 1926 indeholder lovprisningen til Danmark: Hvor smiler fagert den danske Kyst samt en række dybtfølte portrætdigte af hvilke Graven i Sne er en gribende hyldest både til kunstens uforgængelighed og til den danske digter, Jensen efterhånden følte sig dybest i slægt med, Adam Oehlenschläger. Hoveddigtet i Den jydske Blæst, 1931 er den poetiske selvbiografi Som Dreng skar jeg Skibe, i Paaskebadet, 1937 mindedigtet Længsel efter Bjørnson om en anden digter hvis livsfølelse og optimisme han kunne identificere sig med.

Med årene kan der konstateres et stadigt fald i Johannes V. Jensens skønlitterære produktivitet. Årsagen var en øget mistillid til poesien og fiktionsprosaen der udadtil resulterede i et stigende engagement i aktuelle, kulturpolitiske spørgsmål, i selve forfatterskabet i en koncentrering omkring aviskronikken og essayet med det formål at popularisere evolutionslæren. Med forlæggeren John Martin startede Johannes V. Jensen i juli 1906 sit eget dagblad, Pressen, der med den amerikanske boulevardpresse som mønster var domineret af sensationsstof, tegneserier og annoncer. Avisen havde dog hverken noget politisk eller kulturelt program og måtte lukke efter nøjagtig én måned. Samme år skrev Jensen i Politiken en artikelserie om sin USA-rejse i 1905, udgivet 1907 som Den nye Verden. Denne bog indeholder en bevidst uddybelse af programmet i Den gotiske Renaissance gennem dens lovprisning af de dynamiske kræfter i amerikansk journalistik, litteratur og samfundsforhold som det mest værdifulde udtryk for den nordiske karakter. Denne analyseres i Nordisk Aand, 1911 der indeholder en række portrætter af danske og norske forfattere – helten er Bjørnstjerne Bjørnson – og afsluttes med et voldsomt angreb på den hjemlige litteraturkritik som Johannes V. Jensen havde ligget i fejde med siden sit ufine udfald mod Herman Bangs homosexualitet i en avisartikel i 1906.

Langt vægtigere er Introduktion til vor Tidsalder, 1915, på samme tid en stimulerende filosofisk afhandling over Johannes V. Jensens eget livssyn og den kunstneriske fantasi, "paa een Gang gammeldags og moderne, baade bagefter og forud for sin Tid," og en rejsebog fra Jensens anden store Asienrejse 1912–13. Dens analyse af nordboerens længsel – fremhæves bør det bemærkelsesværdige afsnit om Singapores neogotiske katedral – gør bogen til et forbløffende mellemled mellem Den gotiske Renaissance og Christofer Columbus, samtidig med at dens forsøg på at forklare den religiøse følelse rent fysiologisk vidner om Jensens stadige tumlen med udødelighedsspørgsmålet.

Negative anmeldelser af Den lange Rejse af Henning Kehler i Politiken antændte endnu en af Johannes V. Jensens mange litterære polemikker og førte 1922 til et brud med bladet der varede lige til 1926. Kort efter bruddet begyndte han udgivelsen af sit eget tidsskrift, Forum, der blot overlevede et halvt år. Det indeholdt Johannes V. Jensens bedst formulerede opgør med "den daarlige Darwinisme" og bragte bl.a. Aksel Sandemoses debutfortællinger og nogle fugledigte illustreret af Johannes Larsen. Johannes V. Jensens interesse i denne maler og i billedkunsten overhovedet – ligesom broderen Hans Deuvs havde han selv malet og var ligeledes en duelig billedhugger – resulterede i disse år og senere i en række kunstbøger: Johannes Larsen og hans Billeder, 1920, Thorvaldsens Portrætbuster, 1926, Jydske Folkelivsmalere, 1937 og Thorvaldsen. Haandværkeren og Manden, 1938. Til disse værker slutter sig også essaysamlingen Form og Sjæl, 1931, endnu et vidnesbyrd om Jensens forkærlighed for klassicismen i kunsten.

I Æstetik og Udvikling, 1923 beskæftiger Johannes V. Jensen sig med litteraturen. Bogen er både en forklarende efterskrift til Den lange Rejse og et bidende angreb på den individualistiske romanform som udtryk for en persondyrkende "antikveret, førdarwinistisk Betragtning af Mennesket". Denne "umenneskelige Individualisme," som fx Nietzsche repræsenterede, så Johannes V. Jensen som den væsentligste årsag til de raceteorier der i disse år brød frem i Tyskland, og som han både nu og senere skarpt fordømte. En stærk polemisk, undertiden hadefuld tone, rettet mod kristendommen, er også fremherskende i Aarets Højtider, 1925, et kuriøst forsøg på at spore årets store mærkedage tilbage til deres hedenske baggrund. Mere positiv er Johannes V. Jensen i Evolution og Moral, 1925 hvor han forsøger at formulere en etik baseret på udviklingslæren. Men tankegangen er højst uklar og rodet, og først i artikelsamlingerne Retninger i Tiden, 1930 og Det Blivende, 1934 lykkedes forsøget idet han her baserer den etiske ledetråd på selve udviklingens gradvise bevægelse opad fra lavere trin. Beslægtet med disse værker var en længe næret plan om i fiktiv form at fortælle om dyrenes udvikling frem mod menneskeracen. Denne plan blev – betegnende nok – opgivet til fordel for en essayistisk behandling af stoffet i Dyrenes Forvandling, 1927 der året efter fulgtes op af Aandens Stadier, 1928, og 1941 afrundedes med Johannes V. Jensens sidste antropologiske skrift Vor Oprindelse hvori han lancerer sin "gradus"-lære, en fremhævelse af de glidende overgange inden for evolutionen på bekostning af et mere statisk artsbegreb.

I november 1929 begyndte Johannes V. Jensen sin oversættelse af Egils Saga der sammen med hans oversættelse af kvadene i Njals Saga og genfortælling af Grønlands- og Vinlandssagaerne indgik i trebindsudgaven De islandske Sagaer, 1930–32. Hans indledning, der fremhæver sagaerne som vidnesbyrd om en af kristendommen uberørt nordisk mentalitet kan læses som en forløber for den fortræffelige bog om Kvinden i Sagatiden, 1942. Til en nyudgave af Snorres Heimskringla, 1948 påtog Johannes V. Jensen sig endvidere den uhyre krævende opgave at oversætte de indskudte kvad, ialt 593 strofer.

I 1931 genoptog Johannes V. Jensen sin interesse for nordisk arkæologi og engagerede sig i en debat om at skaffe Nationalmuseet en bedre bygning. Han agiterede også for en fredning af oldtidsmindesmærkerne i en artikelserie udgivet samme år i Paa danske Veje, illustreret med egne fotografier og tegninger af Johannes Larsen. En række glimrende essays om Defoe, Swift og Goethe i Politiken vidner om at Jensen ellers i 1930erne især beskæftigede sig med udenlandsk litteratur; fra 1935 stammer således også en entusiastisk kronik om hans ungdoms forbillede, Heine. I disse år rettedes en voldsom kritik mod Johannes V. Jensens manglende politiske engagement. Som et svar kan man læse hans anmeldelse i Politiken 1933 af vennen Hartvig Frischs bog Pest over Europa i hvilken Jensen kraftigt tager afstand fra alle diktatoriske strømninger i tiden det være sig fascistiske eller kommunistiske; på sin 60-års fødselsdag fremhævede Johannes V. Jensen igen sin uafhængighed som freelance skribent fra alt partivæsen.

Før udbruddet af anden verdenskrig nåede Johannes V. Jensen både en rejse til Norge, skildret i Nordvejen, 1939 og til USA, skildret i den langt bedre skrevne Fra Fristaterne, 1939. Under besættelsen brændte han af forsigtighedshensyn sine dagbøger gennem 30 år og al korrespondance af personligt indhold, men fortsatte sit forfatterskab. I 1941 udkom således Mindets Tavle, en række kunstnerportrætter, 1943 den ubetydelige samling af etnografiske kronikker Folkeslagene i Østen. I 1942 udgav Johannes V. Jensen den langt mere personlige bog Om Sproget og Undervisningen, der foruden nogle sproglige studier indeholder den dybtfølte Tak til Sproget, Jensens egentlige afsked med litteraturen og dermed et vidnesbyrd om hans egen erkendelse af at hans skaberkraft nu tydeligt var i aftagende. Efter en operation i september 1948 lykkedes det ham at færdiggøre en bog om de store opdagelsesrejsende, Afrika, 1949 – hermed sluttedes på smuk vis ringen tilbage til barndommens yndlingslekture. Ellers arbejdede han mest på en nyudgave af Dyrenes Forvandling, Aandens Stadier og Vor Oprindelse men det lykkedes kun af afslutte første bind der udkom posthumt i 1951 undertitlen Tilblivelsen.

Johannes V. Jensens helbred var nu tydeligt svækket, og i sommeren 1949 indlagdes han med en virusinfektion (herpes zoster). Det lykkedes ham endnu at fuldføre enkelte artikler, af hvilke den mest betydelige er om Adam Oehlenschläger 1779–1850 i Politiken 20.1.1950, trykt i bogen Swift og Oehlenschläger, 1950. Smukt portrætterer han her sit digteriske forbillede som et ukunstlet, jævnt menneske der med sindsro accepterer sin død - en holdning tidligere udlagt i digtet Graven i Sne. Som efter skæbnens styrelse handlede Johannes V. Jensens næste artikel (Billedbladet 31.1.1950) om hans andet store forbillede, Darwin; endnu engang forsvares "den gode Darwinisme" mod de mange misfortolkninger. Disse to personligheder, digteren Adam Oehlenschläger og videnskabsmanden Charles Darwin symboliserer fint de to hovedlinier i Jensens forfatterskab. I hans senere år dominerede videnskaben; for eftertiden står digtningen som det mest værdifulde, som det der har evighedsværdi.

Georg Brandes' udtalelse: "Som Tænker er Johannes V. Jensen unægtelig kun næstbedst," har bevaret sin gyldighed. Indholdet af Johannes V. Jensens talrige artikel- og essaysamlinger, fortrinsvis om naturhistoriske, arkæologiske og antropologiske emner, er ofte baseret på dristige men tvivlsomme teorier og forhastede slutninger. Sprogligt kan man konstatere en drejning bort fra det lyriske og fantasifyldte henimod en forenklet sætningsbygning og en nøgtern, abrupt stil, der ofte virker søgt. Men heller ikke i sine essays fornægter sprogkunstneren sig; den mytiske teknik bryder ofte igennem når Jensen med udgangspunkt i den helt konkrete iagttagelse åbner for vældige perspektiver og uanede sammenhænge.

Johannes V. Jensens kritikere har ligeledes gerne overset at han som journalistisk skribent var fremragende. De blændende opfattede og skarpt sansede reportager i Den gotiske Renaissance blev i så henseende skelsættende for moderne dansk journalistik, og i det hele taget var bogen af afgørende betydning ved at indlede den vending bort fra fransk til anglo-amerikansk kultur der skulle blive så karakteristisk for de første årtier af 1900-tallet. Overhovedet var Johannes V. Jensen usædvanligt velorienteret om de aktuelle strømninger i tiden. Hans kendskab til USAs samfundsforhold var enestående, ligeledes hans fortrolighed med moderne amerikansk litteratur; vel nok som den første introducerede han således Jack London og Frank Norris i Skandinavien og Ernest Hemingway i Danmark. I denne forbindelse bør heller ikke hans store indsats som oversætter glemmes. Foruden hans fine gendigtninger af oldnordisk litteratur må fremhæves hans kongeniale oversættelse af Walt Whitmans lyrik, delvis trykt i Hjulet, i Digte og i et separat bind udgivet 1919 med vennen Otto Gelsted.

Kun på ét område var Johannes V. Jensen vitterlig uheldig – i hans forhold til teatret. Hverken hans egen dramatisering af Madame D'Ora som Sangerinden, 1921 (opført i Berlin 1917 og på Odense teater 1923) eller eventyrkomedien med kinesisk motiv Darduse, 1937 (opført på Det kgl. teater 16 gange 1937) med musik af Knudåge Riisager var vellykket, og en sand proteststorm rejste sig ved premieren på Hamlet (Det kgl. teater 24.4.1937) på grund af Johannes V. Jensens kontroversielle oversættelse.

Det blev som lyriker og myteskaber Johannes V. Jensen nåede det fuldendte, ikke mindst når han evnede at forene disse to elementer, som i Kongens Fald, Skovene, Den lange Rejse og en lang række af myterne og Himmerlandshistorierne hvor lange passager kan læses som tankefyldt, sublim prosalyrik. Hans første digtsamling grundlagde modernismen i dansk lyrik, og overhovedet er Johannes V. Jensen én af hovedfigurerne i dansk åndsliv gennem tiderne og den forfatter der har haft størst indflydelse i 1900-årene. Blandt de mange han har haft betydning for kan nævnes så forskellige forfattere som Tom Kristensen, Otto Gelsted, Aksel Sandemose, Paul la Cour, Martin A. Hansen, Albert Dam og Klaus Rifbjerg.

Familie

Johannes V. Jensen blev født i Farsø, Himmerland, døde i København og er begravet sammesteds (ukendtes grav, Bispebjerg kirkegård). Forældre: distriktsdyrlæge Hans Jensen (1848–1923) og Marie Kirstine Jensen (1849–1926). Gift 15.4.1904 i København (b.v.) med Else Marie Ulrik, født 20.5.1878 på Rosendal, Fakse sogn, Præstø amt, død 22.3.1968 i København, d. af forpagter Thorvald Hakon Ulrik (1844–1908) og Marie Margrethe Hillerup (1848–1919). – Bror til Thit Jensen.

Ikonografi

Tegn. af Kongstad Rasmussen 1898 og 1904. Mal. af H. Heyerdahl, 1903 og af L. Find, 1904. Karikatur af R. Blix, 1904 (Fr.borg) og af Eigil Petersen, 1905. Mal. af Vald. Andersen, 1905 og tegn. 1915. Buste af N. Hansen Jacobsen, 1906 (St. mus. Åbenrå mus., 1907 Vejen mus.) og 1914 (Århus kommunebibl.). Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt, 1907. Litografi af Henrik Lund. Mal. af Heyerdahl, 1908, af H. Vedel, 1909. Livs-maske af Kai Nielsen 1910–11. Afbildet på Peter Hansens mal. 1911 af museumsindvielsen 1910 (Fåborg mus.). Radering af Juel Madsen, 1917. Mal. af C. Kunwald, 1920 (Kbh.s bymus.). Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt, 1921 (Fr.borg), på to af H. Jensenius, 1922. Mal. af L. Find, 1927 (Fr.borg). Træsnit af K. Nørholm s.å. Linoleumssnit af K.J. Almquist 1932, 1947 og et senere. Mal. af Fritz Syberg, udateret (Fr.borg), 1932, 1936 og 1937, af Albert Naur 1934, 1936 og 1937. Buste af S. Wagner, 1933 (St. mus.). Mosaik af Ejnar Nielsen, 1939 (Stærekassen, København), tegn. dertil udst. 1936. Tegn. af Mogens Linck, 1937, af H. Jensenius udst. 1938, af Eigil Petersen 1939 og af H. Bendix s.å. og 1949. Livsmaske af Holger Winther, 1940. Tegn af Carl Jensen, 1942. Mal. af H. Vedel, 1947 (Fr.borg), skitse dertil (sst.) samt et andet mal. af samme. Tegn. af Sikker Hansen, 1945 (Kgl. bibl.), af K. Sinding-Larsen og af V. Neiiendam. Litografi af Ivan Opffer. Silhouet af Kirsten Wiwel (Kgl. bibl.). Frimærke graveret af C. Slania, 1973, efter tegn. af Povl Christensen. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Frits Johansen og Aage Marcus: Johannes V. Jensen. En bibliografi I–11, 1933–51.

Udg. Skrifter I–VIII, 1916. Skrifter I-V, 1925. Mytens ring. Efterl. myter og beskrivelser, udg. Carl Bergstrøm-Nielsen, 1957. Myter, udg. Aage Marcus, 2. udg. I–II, 1960. Himmerlandshistorier, udvidet udg. ved Aage Marcus, 1973.

Lit. Harald Nielsen: Moderne lit., 1904 1–23. Hans Brix: Gudernes tungemål, 1911 (2. opl. 1962) 189–95. Otto Gelsted: Johannes V. Jensen, 1913. Samme: Johannes V. Jensen. Kurven i hans udvikling, 1938. K.K. Nicolaisen: Johannes V. Jensen, 1914. Henning Kehler: Kronik og kritik, 1922 124–43. Samme: Poeter og pedanter, 1932 96–128. Oluf Friis i Nord. t. for vetenskap, konst och industri, Sth. 1923 256–74. Samme: Den unge Johannes V. Jensen I–II. 1974. Hilsen til Johannes V. Jensen på hans 50 års fødselsdag, red. Ludvig Holstein, 1923. Helge Rode: Det sjælelige gennembrud, 1928 158–76. H.P.E. Hansen: Johannes V. Jensen og hans tid, 1930. Hans Kirk: Johannes V. Jensen som mystiker, 1933. A. P. Ringsbo: Johannes V. Jensen, 1934. Harry Andersen: Studier i Johannes V. Jensens lyrik I, 1936. Samme: Studier i Johannes V. Jensens forfatterskab, 1972 = Festskrift udg. af Københavns universitet marts 1972. Gerh. Schwarzenberger: Die Biologie in Johannes V. Jensens Werk, Greifswald 1937. Alf Henriques: Johannes V. Jensen, 1938. Leif Nedergaard i Edda XL, Oslo 1940 424–43. Samme: Johannes V. Jensen, 1943. Samme: Johannes V. Jensen. Liv og forfatterskab, 1968. Frede Rasmussen: Johannes V. Jensen og udviklingslæren, 1940. Johannes V. Jensen 1873–1943, red. Felix Nørgaard og Aage Marcus, 1943. Alf Larsen: Ved Johannes V. Jensens død, Oslo 1951. Tom Kristensen: Til dags dato, 1953 72–87. Aage Schiøttz-Christensen: Om sammenhængen i Johannes V. Jensens forfatterskab, 1956 (2. udg. 1969). Ejnar Thomsen: Skribenter og salmister, 1957 60–67. Sv. Møller Kristensen: Digtn. og livssyn, 1959 92–121. Niels Birger Wamberg: Johannes V. Jensen, 1961. Jørgen Elbek: Johannes V. Jensen, 1966. Lars-Olof Franzén: Punktnedslag i da. lit. 1880–1970, 1971 47–52 180f. Peter Hallberg i Edda LXXVI, 1976 255–81. Villum Jensen: Min fars hus, 1976. Bo Hakon Jørgensen: Maskinen, det heroiske og det gotiske, 1977 = Odense univ. studies in Scand. languages and literatures VIII.

Papirer. Breve og manus, i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig