Johannes Wulff

Johannes Wulff, Johannes Charles Wulff, 11.1.1902-29.12.1980, forfatter. Født i Kbh, død på Herlev hospital, begravet Hareskov kgd. W. og hans fem brødre voksede op i en kælderlejlighed under Kbh.s univ. på Frue plads. Faderen var kustode på universitetsbiblioteket hvis sale næsten hørte med til hjemmet for børnene der tidligt hjalp til med at passe lokalerne. W. har i sine fire erindringsbøger Fjerne år, 1960, Syndere og frelste, 1965, Student i alverden, 1968 og Tyk og glad som sædvanlig, 91A beskrevet barndomsårene i det baptistiske hjem, søndagsskolen på Nørrebro, vækkelsesmøderne og skolegangen, først i Nansensgade, sidst i Vestre Borgerdyd hvorfra han blev student 1921. Nu fulgte nogle år med universitetsstudier i fransk og tysk, garderobejob på universitetsbiblioteket, hans eget "psykologiske laboratorium med det besøgende publikum som grundmateriale" som han allerede var i fuld gang med at bearbejde, samvær på frokoststuen i Studiegården med ligesindede jævnaldrende: Jens Aug. Schade, Sigfred Pedersen, Johannes Weltzer, Mogens Jermiin Nissen m.fl. – Var W. veget uden om hjemmets nærgående religiøsitet nærmede han sig – som andre i vennekredsen – himmelrummets kloder i kosmisk livsfølelse. Herom vidner den første digtsamling Kosmiske Sange, 1928, en række ekspressionistiske, naivt humoristiske digte, skrevet ved omstillingsbordet mens W. var telefonpasser på dagbladet København, og Nyt Harpespil, 1929. S.å. fik han sit gennembrud som forfatter med romanen O, Ungdom!, en sørgmunter, underfundig historie om forelskelser.

Allerede i de første bøger findes træk som går igennem hele forfatterskabet. Grundlæggende i W.s kunst er hans enestående talent for at undre sig, at se miraklet i alle ting. Denne forundring giver W. et skær af naivitet, men blev også vejen til stor livsvisdom og psykologisk indsigt – og til et væld af inspirationer. W.s udtryksform er præget af en stærk blufærdighedsfølelse, han distancerer sig helst fra det han skriver om, eller nærmer sig ad omveje i ly af sin karakteristiske humor der ytrer sig i en bevidst sproglig kejtethed. O, Ungdom! fik med det samme stor succes, men mange mente at W.s forfatterintellekt måtte være snævert knyttet til ungdoms usikkerhed og forelskelser. Sandt nok spiller forelskelser en stor rolle i hele forfatterskabet, men W. fik levet og skrevet sig gennem alle livets aldre. Omtrent 40 bøger nåede han at udgive foruden en lang række artikler og kronikker. I 30erne kom en række romaner hvor kærlighedens forviklinger blandt vege unge mennesker igen er hovedtemaet som gennemspilles i en halvt underbevidst, halvt sanset fortælling; Elskovs Under'kom 1931, Lykken kommer flyvende, 1934 og Et Menneske saar og høster, 1935. De har ikke debutbogens uskyldige charme, og kompositionen har slagside, men der er mange fine detaljer. Fra denne tid stammer den velskabte Trollerolle, 1939 hvor W. fremviser et nyt livs mirakel i en fortryllende far/barn skildring. Gennem det følgende tiår kom en ny romanrække, Fast ansat, 1940, Midt i Livet, 1944, Den anden Ungdom, 1948 og Jerikos Mure, 1951. I de sidste møder man mennesket i krise, drømmernaturen som afspores i sindssyge og helbredes gennem ny erkendelse af kærligheden.

W. holdt af at skrive i jeg-form, men derfor ikke altid om sig selv. Han havde en sjælden evne til at krybe ind i andres væsen og se tilværelsen derudfra, hvad enten det var ting, planter, dyr eller mennesker han ville fortolke. I Katten der fik feber, 1952, som er en allegori på menneskelivet og krigsårene, har han originalt forenet menneskelighed og dyresind. – 1957 var "jeg" Hunden Bonzo. – Ingen har skrevet så venskabeligt om cyklen som W. Som 63-årig foretog han en Italiensrejse på cykel, og 1966 kom Eventyr i Italien om W.s underfulde Italien. Efterhånden kom han ind på at skrive i en kortere form som også lå bedre for hans stilfærdige snakkende facon. Selv kaldte han sin personlige fortælleform mumlen (Man gaar og Mumler, 1930, Nye Mumlerier, 1933), en rummelig betegnelse som dækker over essays, noveller, rejsebeskrivelser, drømme, dyrefortællinger. Kunsten er at kunne fornemme en indre mumlen og opfange det fjerne kor af alt levende. Mest vellykket inden for denne genre er Mor ta'r til byen, 1950 hvor børn og voksne, dyr og planter snakker og tænker i én harmonisk forening – et familieliv der kunne ligne W.s eget i huset ved skoven med kone og børn, katte og hunde. Hver formiddag cyklede W. fra Hareskovby ind til sin stamcafé ved Nørreport for at se på menneskemylderet, skrive og tegne. Han var en af de mange digtere der også er bildende kunstnere. Det er i øjnene det sker er en af hans bogtitler, og der er stor overensstemmelse mellem hans tegne- og skrivekunst. Han tegner som han skriver: lidt skævt forsorent, meget udtryksfuldt og fantasifuldt. 1977 udstillede han første gang på Galerie GI. Strand.

Erindringsbøgernes mosaik af korte fortællinger viser at der kan trækkes linjer fra barndommen op gennem hele hans liv og digtning. Især kredser han om den religiøse opdragelse, forældrenes tale om synd og frelse som skræmte den blufærdige dreng væk fra deres tro, men alligevel virkede i ham livet igennem. Efter den kosmiske ungdomsdigtning møder man spekulationer om skyld og soning i kærlighedsromanerne. W. har gendigtet Johannesevangeliet, og overalt i digtsamlingerne fornemmer man det religiøse gemyt som efterhånden mere beskæftiger sig med godheden end med Gud. W.s personlige humanistiske evangelium er udtrykt i titlen på de Udvalgte digte 1972 Vi som er hinanden. I W.s kunst er der en lyrisk understrøm som undertiden bryder frem i det bedste af prosaen, og som blev til et væld af digte. De er mest i en fri urimet form, og styrken i de vellykkede af dem ligger i de overraskende ordsammenstillinger og tankeindholdets fortættelse. Midt i livet udsendte han nogle digtsamlinger præget af personlig krise og verdenskrig, men også af sprælsk fantasi. Særlig skal Evighedsbruden, 1949 fremhæves. – I sin alderdom skrev W. en række digte som blev kulminationen af hans lyrik. En større intensitet og vildskab præger disse digte både sprogligt og indholdsmæssigt. Rækken indledtes 1969 med Fløjtetønde, 1970 kom Jeg tror min sandten at jeg lever, 1976 Smiler du lidt endnu, 1978 Det er i øjnene det sker og (posthumt) 1981 Så vidt jeg ved. Man møder her nye urovækkende sider af den gamle digter, på en gang mere ung og oprørsk end før, med på de moderne tider og skikke, forelsket som altid, og dog helt bevidst om sin alder, beredt på sin død. Der er en indre sammenhæng i det store forfatterskab og en ubestridelig originalitet som sikrer at W.s bedste ting vil huskes.

W. fik Carl Møllers legat 1930, H. C. Andersen-mindemedaljen 1931, H. C. Andersen-legatet 1963, Georg Brandes legatet, Astrid Goldschmidts legat, Drachmann legatet, Johannes Ewald legatet, Anckerske legat, Jeanne og Henri Nathansens mindelegat, Oehlenschläger-legatet 1974, Emil Aarestrup-medaljen 1977, og blev æresmedlem af Dansk forfatterforening 1977.