K.L. Kristensen

K.L. Kristensen, Kristen Larsen Kristensen,  2.4.1886-1.5.1944, forfatter. Født i Munkebo på Fyn, død i Kerteminde, begravet sst. K. arbejdede på faderens gård indtil han vinteren 1904–05 kom på Særslev højskole; her opdagede lærerne hans intellektuelle evner og tilskyndede ham til yderligere uddannelse. 1910 blev K. student fra Odense katedralskole, 1911 cand. phil., hvorefter han studerede sammenlignende litteraturhistorie og nordisk filologi ved Kbh.s univ. uden at tage nogen afsluttende eksamen på grund af sygdom. Han var på rejser i Sverige og Tyskland, modtog Sophus Michaelis' legat 1941, kom fast på finansloven 1944. K. debuterede med nogle digte i Illustreret Tidende 1917; først 1926 udkom hans debutsamling Aarsens Tid fulgt af Stavnsbundne Sange, 1928, Egn og Øde. 1929, Jord og Hjærte, 1933, Levende Land, 1934, Muld og Minde, 1937, Lønligt Lys. 1940 og Vi kalder vort Rige. 1942; 1944 udsendtes Mindets Træ, en samling efterladte digte. I hele K.s produktion fastholdes og uddybes én bestemt motivkreds, knyttet til hjemstavnen og naturen. Men ligesom Thorkild Gravlund, der har betydet uhyre meget for hans forfatterskab, opfatter K. ikke hjemstavnslitteraturen som en digtning udelukkende om jorden, gården og landsbyen. Der er altid et perspektiv bagud i tid. Sagnhistoriens personer og dyr lever i K.s verdensbillede der søger at forene naturindtryk med historiske eller mytiske elementer. K. havde to mål med sin digtning, både et sprogligt og et etisk. Han ville pege på de tidløse værdier der ligger i det fortidige, i slægten, og derigennem modvirke den rodløshed der karakteriserer det moderne menneske. Han søgte at forny sproget gennem brugen af gammeldanske ord, stavrim og versformer fra Eddadigtningen hvilket forlener hans stil med en vis markant tyngde, men også kan gøre den knudret og unaturlig. K. modtog megen litterær anerkendelse, men blev kun lidt læst. Hans store kulturhistoriske viden giver ham et sikkert herredømme over stoffet, men hans hang til at digte over de samme emner får store dele af hans lyrik til at virke monoton og docerende. K. har desuden udgivet en enkelt prosabog, Høst og Helg, 1929, folkloristiske studier grupperet omkring årets højtider. I Studier tilegnede Verner Dahlerup, 1934 har han skrevet en afhandling Svundet og svindende fra et Folkemaal.