Karin Michaëlis, Katharina Marie Bech Michaëlis, 20.3.1872-11.1.1950, forfatter. Karin Michaëlis udgik fra et småborgerligt miljø, hvilket dog ikke har præget hendes liv. Fra et fattigfint provinsmiljø i Randers drog hun til Kbh. hvor hun forsøgte at uddanne sig til pianist hos Victor Bendix. I løbet af sit første ægteskab etablerede hun sig som internationalt kendt forfatter. Efter skilsmissen og et andet kortvarigt ægteskab voksede forfatterskabet og berømmelsen. Hun rejste meget, især i USA, men den senere del af sit liv tilbragte hun på Thurø.

Hendes produktion er overvældende både i omfang og i den psykologiske indsigt, den indeholder. Forfatterskabet omfatter ca. 70 titler på værker i bogform. Hun virkede desuden som journalist, foredragsholder og samfundskritisk og humanitær aktivist, uden at der var nogen klar politisk målsætning for hendes arbejde på dette område. Under første verdenskrig tog hun ikke parti for nogen af parterne, men da hun havde mange venner i Østrig deltog hun i hjælpearbejde der, hvilket satte hende i et dårligt lys i Danmark. I 30'erne viste hendes kontakt med de tysksprogede lande sig ved, at hun forvandlede sit hjem på Thurø til et asyl for flygtninge fra det nazistiske Tyskland.

Karin Michaëlis hører til den gruppe af forfattere som havde stor læseryndest i deres samtid, men ringe bevågenhed fra litteraturkritik og -historie. Hun havde fire store publikumsgennembrud; det første med de to romaner Barnet og Lillemor, 1902, det andet med Den farlige Alder, 1910 som blev filmatiseret i en tysk og en dansk version. Det tredje store gennembrud opnåede hun med sin erindringsroman Træet paa godt og ondt I-V, 1924-30 og det fjerde med børnebogsserien om Bibi I-VII, 1929-39. For Karin Michaëlis' vedkommende er den forbindelse som består mellem en forfatters liv og produktion særlig tydelig. Det rent fiktive forfatterskab er baseret på personlige erfaringer i mere eller mindre symbolske omformninger. I erindringsromanen balancerer hun mellem fiktion og virkelighed, mens Vidunderlige Verden I-III, 1948-50, er holdt i traditionel erindringsform. De tre trin på skalaen er udtryk for forskellige grader af censur, men paradoksalt nok er åbenhjertigheden størst, der hvor Karin Michaëlis lægger et slør af fiktion mellem sig selv og læseren.

Karin Michaëlis betragtede sig selv som specialist i kvindepsykologi og næsten al hendes fiktion har kvindelig hovedperson. Hun brugte megen energi på at udforske de kvindelige seksualbehov, især i de to overgangsaldre, pubertet og klimakterium. I Barnet har hun beskrevet en piges loyalitetskonflikt i forbindelse med forældrenes ulykkelige ægteskab. Den falder sammen med hendes første menstruation og ledsages af en mystisk sygdom der munder ud i hendes død, en død som må betragtes som et symbolsk udtryk for at blive voksen og parthaver i det vanskelige kærlighedsliv. Den anden overgangsalder optager en større plads i forfatterskabet. At Den farlige Alder opnåede så stor udbredelse skyldes snarere, at Karin Michaëlis med titlen fandt en iørefaldende betegnelse for fænomenet, end at bogen er enestående i forfatterskabet. Det fælles for Karin Michaëlis' beskrivelser af overgangsalderen er at de er henlagt til et borgerligt miljø hvor den kvindelige hovedperson gør status over sit hidtidige liv; hun oplever en heftig opblussen af seksuelle følelser som ikke rettes mod ægtemanden og dermed giver anledning til et udbrud fra ægteskabet. I alle disse bøger (Kyllingesorger, 1907, Familien Worm, ty. 1928, da. 1933, Justine. 1931) tales der åbenlyst om kvinders seksualitet, men når Karin Michaëlis kommer ind på det emne der optog hende mest, sadomasochismen, tyede hun til en symbolik der ligger tæt på den, som psykoanalysen opererer med. Hendes tre første bøger (Højt Spil, 1898, Fattige i Aanden, 1901, Birkedommeren, 1901) repræsenterer en næsten surrealistisk svælgen i psykiske og fysiske pinsler af enhver art, men efterhånden bliver det tydeligere, at det ømme punkt bag rædselsbeskrivelserne er den kvindelige masochisme. Den har sat sit præg på hele forfatterskabet, men kommer først direkte til syne i romanen Munken gaar i Enge. 1905. I den lange fortælling Over al Forstand, 1907, har temaet fået sit mest gennemarbejdede og bevidste udtryk. I de to sidste bind af erindringsromanen (Synd og Sorg og Fare og Følgerne), hvor hun har frasagt sig enhver forbindelse mellem sig selv og hovedpersonen, har hun givet en humoristisk-grotesk beskrivelse af en masochists kvaler. Men i tjenestepigen Flora Dorsjar, titelfiguren i Pigen, der smilede, 1929, har Karin Michaëlis integreret de sociale og psykologiske sider af masochismen.

Et andet hovedtema i forfatterskabet er barndommen, herunder forholdet mellem børn og forældre. Karin Michaëlis' beskrivelser af især mor-datter-relationen er baseret på oplevelser fra hendes egen barndom, idet hun selv forblev barnløs. I begge versioner af erindringerne og i den halvfiktive Mor, 1935, har Karin Michaëlis givet et meget kærligt og indforstået portræt af sin egen mor. Ud over erindringerne har Karin Michaëlis beskæftiget sig med barndom på flere måder; hun skrev bøger for voksne om børn (Barnet, Backfische, 1904), egentlige børnebøger (bl.a. Bibi-serien) og en sagprosabog om opdragelse (Glædens Skole, 1914). Den verden som beskrives i Karin Michaëlis' barndomsbøger er ikke en speciel pigeverden, men en barneverden hvor selve det at blive opdraget, at blive voksen har karakter af en gradvis undertrykkelsesproces. I Glædens Skole, som beretter om et radikalt skoleeksperiment i Wien, findes nogle ytringer om pigeopdragelse som både er reaktionære og progressive, men også temmelig tidstypiske. Karin Michaëlis' dyrkelse af det barnlige kommer også til udtryk i skrivemåden i hele forfatterskabet, i gengivelse af replikker, indre monolog og som gennemført stil i hele bøger. Karin Michaëlis har ofte ladet sine voksne kvindepersoner benytte sig af et barnligt sprog. Fantasi er det centrale i Karin Michaëlis' begreb om barnlighed og kvindelighed, to ting som hænger nøje sammen i forfatterskabet, hvilket tilsyneladende er en bekræftelse af en traditionel kvinderolle, men Karin Michaëlis' forestillinger om det barnligt-kvindelige ligger tæt op ad dem som den vesttyske sociolog Ulrik Prokop har fremsat i sin indflydelsesrige bog Kvindelig livssammenhæng (ty. 1976, da. 1978). Forfatterskabet er et spændingsfelt mellem en række yderpunkter. I sit liv formåede Karin Michaëlis at ophæve en del af de modsigelser som forfatterskabet udtrykker. At det kunne lade sig gøre skyldes måske, at hun fra begyndelsen lærte at leve både med sin styrke og sine svagheder.

Familie

Karin Michaëlis blev født i Randers, død i Kbh., begravet Thurø kirkegård. Forældre: telegrafist Jacob Anthoniensen Brøndum (1837-1921) og kransebinder Nielsine Petrine Bech (1839-1932). Gift 1. gang 29.10.1895 i Randers med forfatter Sophus Michaëlis, født 14.5.1865 i Odense, død 28.1.1932 i Kbh., s. af skræddermester Johan August Michaëlis (1832-1912) og Hedevig Greve (1834-67). Ægteskabet opløst 1911. Gift 2. gang 22.2.1912 i New Rochelle, New York, med amerikansk legationssekretær, senere professor i Berlin, dr.phil. Charles Emil Stangeland, født 1.5.1881 i Sheldahl, Iowa, død 1942 i USA, s. af Adolf Stangeland og Thora Marie Signeland. Ægteskabet opløst ca. 1917.

Ikonografi

Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1923. Mal. af Niels Hansen, 1939, og af Knud Seeborg. Linoleumssnit af K. J. Almquist 1942 og 1946. Tegn. af Oscar Kokoscha. Foto.

Bibliografi

K. M. i Kvinder ser i tidens spejl, 1947 19-33. Vidunderlige verden I-III, 1948-50 (selvbiografi). Breve i Bjørnstjerne Bjørnsons brevveksl, med danske 1875-1910 III, 1953. - Harald Nielsen: Af tidens træk, 1909 8-12. Kj. Elfelt: Litteraturen idag, 1926 53-56. Tom Kristensen: Mellem krigene, 1946 59-63. Agnes Henningsen: Skygger over vejen, 1955 62-66. Ulla Albeck i Danske digtere i det 20. årh. I, 1951 187-99. Niels Birger Wamberg sst. 2.udg. I, 1965 400-08. Susanne Fabricius sst. 3.udg. I, 1980 343-52. Mette Iversen i Litteratur og samfund, 1975 11-53. - Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer (2)

skrev Kirsten Klitgård

Et par tilføjelser:
KM boede de sidste par år af sit liv i København.
Ang. ægteskabet med Charles Stangeland: i 1917 blev de separerede, men først skilt 1930.
Ang. Ikonografi: i 2020 blev der opstillet en buste af KM i Randers, skabt af Gudrun Steen-Andersen.

svarede Jørgen Nørby Jensen

Tak for din kommentar. Biografisk Leksikon opdateres endnu ikke. Vi lader din kommentar stå, så den kan være til nytte for andre brugere af værket.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig