Karl Bjarnhof

Karl Bjarnhof, Karl Otto Bjarnhof, 28.1.1898-19.6.1980, forfatter. Født i Vejle, død i Nærum, urne på Mariebjerg kgd. B. voksede op i et fattigt arbejderhjem hvor det jævnlig kneb med at skaffe det daglige brød, og hvor der ofte herskede et spændt forhold mellem hans mor og hans svensk fødte "far" (som ikke var hans biologiske far). De bitre erfaringer fra barndomsårene danner utvivlsomt baggrund for den medfølelse med samfundets stedbørn som kommer til udtryk i store dele af hans forfatterskab. B. havde svært ved at følge med i skolen på grund af sin nedsatte synsevne som han dog længst muligt søgte at bevare som en dyb hemmelighed. Et vendepunkt i hans liv indtrådte da det blev konstateret at han led af grå stær, og da det kunne forudses at han efterhånden ville miste synet helt. Men med sin overordentlige viljestyrke og sin fremragende intelligens forstod han at overvinde dette handicap så at han endog har kunnet bestride poster der normalt forudsætter at man har synet i behold, således da han i en årrække redigerede Social-Demokratens kronik. Når nogen bragte ham et manuskript sagde den blinde redaktør gerne: "Ja, jeg skal se på det." B. begyndte sin professionelle karriere som organist i Køge (1920–30), og musikken har aldrig sluppet sit tag i ham. Endnu på sine gamle dage dyrker han ivrigt klaverspillet og medvirker som cellist ved private kammermusikaftner. Som journalist (fra 1930) beskæftigede han sig bl.a. med musikkritik, og han var som nævnt kronikredaktør i årene 1941–47. Derpå blev han knyttet til Statsradiofonien (nu Danmarks radio) hvor han vakte beundring hos lytterne – senere også seerne – ved sin helt personlige, frigjorte og afslappede interview-form under rubrikkerne Sagt på tomandshånd og Kaminpassiar; i årene 1952–56 var han tillige chef for speakertjenesten.

B. debuterede som forfatter 1932 medmen hver sin Vej som blev efterfulgt af bl.a. Møl og Rust, 1935, Livets Elskere, 1937, I hvert Fald Solskin, 1948 og Romersk kvartet, 1970. En international succes opnåede han med sin modige erindringsroman Stjernerne blegner, 1956 og dens fortsættelse Det gode lys, 1957 hvori han åbenhjertigt beretter om sin barndoms trængsler og om den blindes sorger og glæder. Romanen Den korte dag er lang nok, 1958 som både medfølende og indigneret skildrer et døgn på et blindeinstitut blev af B. selv dramatiseret under titlen Den korte dag, både som radiospil og som skuespil, opført på Det kgl. teater 1960 i Torben Anton Svendsens iscenesættelse og med Clara Pontoppidan, Maria Garland, Lily Weiding og Kirsten Rolffes i hovedrollerne. Blandt B.s senere bøger er der især grund til at fremhæve de tre biografier eller biografiske romaner Historien om Sascha, 1961 (om Sascha Wamberg) Tango Jalousi, 1969 (om komponisten Jacob Gade) og Støv skal du blive, 1972 (om Niels Steensen) der alle vidner om en forbløffende sjælelig indlevelsesevne og grundige forstudier. Efter at have overstået et alvorligt hjertetilfælde skrev B. 1976 Timeslag som indeholder dagbogsnotater fra rekonvalescenstiden, refleksioner, noveller og erindringsportrætter (bl.a. af Poul Reumert og kammersanger Emil Holm), og hvori det er lykkedes ham med sin fornemme stilkunst at samle disse vidt forskellige elementer til et harmonisk hele.

Sammen med vennen Christian Elling tog B. i 1960 initiativet til oprettelsen af Det danske akademi hvis sekretær han var i de følgende otte år. Han har modtaget Adam Oehlenschläger-legatet 1959, Henri Nathansens mindelegat 1964, H. C. Andersen-legatet 1971 og flere andre hædersbevisninger.