Karl Schlüter

Karl Schlüter, Karl (ved dåben Carl) Vilhelm Thaulow Schlüter, 14.11.1883-18.11.1960, forfatter. Karl Schlüter blev cand.polyt. 1907 og var 1907–08 assistent ved Danmarks geologiske undersøgelse. 1908 kom han som ingeniør til Holmegårds Glasværk hvor han var driftsleder 1909–53. Han var 44 år gammel da han debuterede som forfatter, og har bortset fra enkelte noveller kun skrevet skuespil. På en række rejser rundt om i Europa med længere ophold i Italien og Spanien stiftede han bekendtskab med udenlandsk teater. Hans hovedinteresse var klassisk historie hvilket bl.a. har givet sig udslag i et hørespil om Cæsar, 15. Marts, 1938.

Karl Schlüter har bidraget væsentligt til den fornyelse af dansk teater som fandt sted omkring 1930. Ligesom Kaj Munk gav han teatret ideer og handling. Han har et sikkert dramatisk håndelag med sans for replik og situation, hans stykker rummer god psykologi og digterisk fantasi, men han overeksponerer undertiden den dramatiske effekt i brugen af krasse og makabre virkemidler. Hans dramaer har en mærkelig primitiv kraft, og de har givet en række af vore scenekunstnere (Poul Reumert, Else Skouboe, Eyvind Johan-Svendsen, Betty Nansen, Henrik Bentzon, Illona Wieselmann o.fl.) lejlighed til at yde stor kunst.

Karl Schlüters første dramatiske arbejde var et lystspil i Jens Locher-stil Borgerkrig der gik på Det ny teater 1928. Det næste var Under Jubelraabene på Betty Nansen-teatret 1931 (senere spillet på Carl Johan teatret i Oslo, Den nationale scene i Bergen og i Sverige på Folkets Park teaters landsturné). Det effektfulde melodrama Afsporet kom op på Det kgl. teater 1932 (siden spillet i de fleste større danske provinsbyer og på Blanche teatret i Stockholm; tr. 1942; oversat til engelsk, tysk, fransk, italiensk og ungarsk; filmatiseret 1942). Nu er det Morgen blev opført på Dagmarteatret 1934 (senere i Århus, Oslo (Nasjonalteatret), Åbo og i Island (under Reumerts gæstespil); oversat til tysk, svensk og finsk). Den sidste Time spilledes på Århus teater 1936, Brudesengen på Det kgl. teater 1937 (landsturné), Polarsvindlere (tr. 1940) og Planken ud - ! på Betty Nansen-teatret 1941.

Det livssyn der bærer Karl Schlüters dramaer er meget pessimistisk. Livet er lidelse. Mennesket er et mislykket eksperiment "af en stor koldblodig Forsker", siger overlæge Ruhne (Karl Schlüters talerør i Nu er det Morgen), og så meningsløs ubarmhjertig er Gud at han ikke tilintetgjorde mennesket da han så at eksperimentet var mislykket. Dette livssyn har sit udspring i et sind der er overordentlig følsomt for lidelse, og det der griber i Karl Schlüters dramaer er forfatterens stærke medleven, hans dybe medlidenhed med menneskene. For Karl Schlüter er menneskets (og ikke mindst lægens) primære pligt at gøre livet så lidt lidelsesfuldt som muligt. Dogmet om at bevare livet for enhver pris kan han ikke anerkende; der gives tilfælde hvor det er en barmhjertighedsgerning at bringe det til ophør (jvf. Nu er det Morgen). Døden bør ikke betragtes som noget afskrækkende, men som "den store Glæde, den sidste Belønning". I de fleste af sine dramaer stiller S. sine personer over for døden og viser os deres reaktioner. Den sidste Time er en dialog mellem en præst og en dødsdømt fange. Både i Afsporet og Brudesengen er hovedpersonen en ung kvinde der snart skal dø, og som forinden vil opleve livet intenst og ukonventionelt. Personerne hos Karl Schlüter er ikke helte; der er så få helte i virkelighedens verden hævder han, de fleste såkaldte heltebedrifter beror på svindel. Polarsvindlere er først og fremmest en satire over den svindel der camouflerer sig som videnskab, men har tillige et videre, et alment sigte. Vi svindler alle på den ene eller på den anden måde siger Karl Schlüter, vi foregiver alle at være lidt bedre, lidt modigere end vi er, vi vil alle gerne være helte.

Karl Schlüters livsbetragtning udelukker ikke, som man måske kunne tro, humoren; der findes rundt om i hans dramaer glimt af en viril humor som i nogen grad opvejer det dystre og makabre. – Karl Schlüters dramatik ligger på den efter-ibsenske linje; han har som sit store forbillede sat psykologiske problemer under debat, men er ikke uden selvstændighed og originalitet. Han er undertiden lidt for gammeldags tydelig i sin dramaopbygning og ikke altid på realistisk grund, men hans bedste skuespil rummer dybtgående karakterstudier.