Knud Hjortø

Knud Hjortø, Knud Anders Hjortø, 4.1.1869-25.11.1931, forfatter. I en selvbiografisk skitse (i Under det svindende Lys, 1933) nævner Knud Hjortø den afgørende betydning barndomsårene, forholdet til den omgivende natur og samlivet med gårdens folk, deres historier og overtro, har haft for hans forfatterskab. Ungdommens mystiskromantiske stemning blev dog afbalanceret af drengens brændende interesse for Bjørnsons og Blichers noveller og Holbergs komedier. Senere blev Bibelen, især Johannes' åbenbaring, en væsentlig inspirationskilde. Allerede som 15-årig var Knud Hjortø sig sit kald som digter bevidst, og han begyndte samtidigt at skrive sine første fortællinger som han – med karakteristisk selvkritik – kort efter brændte. Det første trykte bidrag kom mange år senere, Rejsebrev fra London (i Skanderborg Amtstidende 2.8.1898) og først 1899 debuterede Knud Hjortø med bogen Syner.

Sytten år gammel kom han til Jonstrup seminarium hvorfra han 1888 fik sin lærereksamen. Efter at have undervist i kort tid blev Knud Hjortø student 1891, var privatlærer i Aså 1891–93 og begyndte at studere fransk ved universitetet hvor han bl. a. fulgte forelæsninger hos Kristoffer Nyrop. Men det var Otto Jespersen der udøvede den største indflydelse på Knud Hjortø ved at vække hans interesse for det talte sprog og muligheden for at nærme det til skriftsproget. Knud Hjortøs filologiske studier, præget af stor viden og lydhørhed, er delvis samlede i Fra Ordenes Samfund, 1918 og Sprogets Luner, 1927 og danner et værdifuldt supplement til forfatterskabet. Som led i studierne rejste Knud Hjortø til Paris i 1896 og 1897, oplevede her sit digteriske gennembrud og opgav derpå en videnskabelig løbebane. Fra 1897–99 var han realskolelærer i Skanderborg, 1900–08 i Skælskør og 1908–12 lærer ved Vordingborg seminarium. Efter at have modtaget det Anckerske Legat 1912, der muliggjorde en rejse til Tyskland og Italien, opgav Knud Hjortø pædagogikken og levede herefter som fri forfatter. Først bosatte han sig i Vordingborg, afbrudt af nogle år i Roskilde, men flyttede 1923 til København hvor han, der i mange år havde lidt af en tiltagende synssvækkelse, til sidst blindhed, dræbtes ved en bilpåkørsel.

De fantastiske og allegoriske skitser i Knud Hjortøs debutværk er udpræget tidslitterære arbejder, bestemt af 1890'ernes symbolistiske strømninger, kaotiske og eksplosive i deres visionære studier af drøm og ubevidst sjæleliv. I de selvbiografiske romaner Kraft, 1902, og Grøn Ungdom og grå Sjæle, 1911 – om provinsstudentens møde med hovedstaden – gør Knud Hjortø imidlertid veloplagt op med tidens pessimisme og forfaldstendenser, og den tidlige novellesamling Hjemme fra Egnen, 1901, peger på en anden retning i forfatterskabet, nemlig den realistiske hjemstavnsskildring der videreføres i det rent naturalistisksatiriske portræt af småbylivet i romanen Folk, 1903, en præcis realisme der med mesterskab siden blev rendyrket i de to novellesamlinger Indensogns og Udensogns, 1919, og Ud for Skrænten, 1922, og som, sammen med den verden af drøm og mystik der skildres i Syner, danner kontrasten i de psykologiske og filosofiske romaner der er Knud Hjortøs vigtigste indsats.

Hovedværket er den Kierkegaardinspirerede trilogi Støv og Stjærner, 1904, To Verdener, 1905, og Hans Råskov, 1906. Handlingens tråd er spinkel, romanerne består af en række naturbilleder, syner og refleksioner, men de giver et usædvanlig rigt udbytte af menneske- og sjælekundskab. Hvert binds hovedperson ses i forhold til de tre sider af sjælelivet: fantasien, tanken og lidenskaben. De er alle tre af bondeslægt og forsøger at omsætte almuesindet til moderne selvbevidsthed, men lider skibbrud i dette forsøg. Ingen er nemlig i stand til harmonisk at udvikle alle personlighedens egenskaber; dette er trilogiens tragiske problem og tillige problematikken i Knud Hjortøs forfatterskab. Efter trilogien fulgte ironisksatiriske psykologiske studier over præstetyper, Præster, 1907, og over en bondepolitiker, Rasmus,1909 samt den tunge udviklingsroman Den fortabte Søn, 1910, det første forsøg på en idédigtning, der fuldføres med langt større kunstnerisk beherskelse i Faust, 1921, en fabel om manden der af døden får lov til at leve sit liv om igen, og den mytologiske Den gule Krønnike, 1923.

Betydeligere end disse værker er romanen Fru Herta, 1914, en ægteskabshistorie der analyserer forholdet mellem det nøgterne og robuste og det reflekterede og forfinede menneske. Tvelys, 1917, og den stærkt selvbiografiske Hans Heilums Nat, 1924, er bygget over samme kontrast, hvortil kommer et nyt spændingsmoment: modstillingen mellem drøm og virkelighed idet Knud Hjortø inddrager drømmen som det væsentligste led i karakterskildringen. Begge romaner glimrer ved dialektiske samtaler mellem mand og kvinde om kærligheden, et tema der varieres ustandseligt i næsten alle Knud Hjortøs bøger – ikke mindst i hans sidste novellesamlinger Drømmen om Kvinden, 1928, Kringelveje, 1929, Tre i Spillet, 1930, og Under Livets Træ, 1932, om menneskets stræben efter lykken som aldrig nås, mest på grund af den mangel på harmoni der findes endda hos mennesker der elsker hinanden. I sin sidste roman Svundne Somre og gamle Vintre, 1931, tager Knud Hjortø endnu en gang et gammelt motiv op til behandling: den unge mands flytten fra land til by, hans forvandling fra bonde til akademiker. Her er det lykkedes Knud Hjortø at skabe en syntese af den dobbelthed der bestemmer hele hans forfatterskab: brydningen mellem intellektuel grublen og virkelighedsnær iagttagelse.

Det er især den særprægede, ofte kuriøse, detalje Knud Hjortø har et skarpt blik for, udtrykt både i sproget og den psykologiske analyse. Fremfor alt er hans portrætter af kvinder og børn udført med stor finhed, selvom det skematiske og konstruerede i bøgernes komposition og menneskeskildring i øvrigt kan virke trættende. Det er i den kortere novelle – ofte først trykt i Berlingske Tidendes søndagsudgave – at Knud Hjortø oftest nåede mesterskabet. Det var samtidig her han fik det publikum i tale der ellers følte sig frastødt af dette forfatterskabs mærkelige blanding af eruptiv lidenskab og kølig intellektualisme, et særpræget forfatterskab – iøvrigt højt anerkendt af kritikken – der altid vil sikre Knud Hjortø en betydelig, omend eksklusiv plads i litteraturen.