Dansk Biografisk Leksikon

Knud Poulsen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Knud Poulsen,  16.8.1881-27.4.1946, forfatter, journalist. Født på Frbg. (Vartov), død i Brøndstrup. P. blev student 1900 fra Schneekloths skole og cand.phil. n.å. Som fagstudium valgte han juraen, men på grund af æstetiske interesser og vandrelyst opgav han universitetseksamen og embedsudsigterne. 1907-12 foretog han en rejse jorden rundt med ophold i Australien og Californien hvor han slog sig igennem ved lidt af hvert, som guldgraver, fåreklipper, skov- og landarbejder. Senere opholdt han sig i perioder på Færøerne og i Norge. Fra 1913 boede han på Djursland. – Som journalist begyndte P. i bladet København hvortil han 1905-20 var knyttet som medarbejder. Herfra overgik han 1921 til Politiken. Han vandt som kronikør en skare trofaste læsere, "indviede" der forstod at skønne på hans lunerige og yndefulde stil. Af avisartikler og kronikker blev der bøger. Sin forfatterdebut fik P. med Breve fra det fiærne, 1915, der optager skildringer fra den store rejse, især fra Australien. Hans næste bog, Ungdom, 1918, indeholder en større komponeret fortælling Vingeskudt, en udløber af 90ernes ungdomsbøger, men nogle mindre skildringer (bl.a. Den lille By) må til for at fylde bindet ud. Siden holdt han sig til epistlens form, som han gjorde til sin særlige genre: Breve fra Danmark, 1922 hvor han tager Djursland i besiddelse som sit specielle hjørne af Danmark, Vandringer, 1928 og Breve fra Ensomheden, 1936, hans sidste bog. Jævnsides med denne poetiske journalistik har han leveret en lang række oversættelser af engelsk romanlitteratur (bl.a. Jack London, Joseph Conrad og John Galsworthy). – Ingen af 90ernes lyrikere tilegnede sig med større inderlighed end P. dansk natur, selv i den sludfulde, grå oktober. Men for P. blev aldrig som for Ludvig Holstein, hans nærmest beslægtede mellem 90ernes forfattere, naturindtrykkene til panteistisk al-poesi. Over for naturen er han stadig kun bymennesket der må slæbe hele sin daglige "upoetiske" verden med sig. Naturskildringen er kun stemningsbaggrunden for hele det slyngede net af tankeassociationer der gør brevene til fragmenter af en praktisk livsfilosofi, små menneskelige prædikener af en særegen danskkøbenhavnsk tone.

Familie

Forældre: overrets-, senere højesteretsassessor Jonas Nicolai Johannes P. (1836-1914, gift 1. gang 1867 med Rebekka Magdalene Brandt, 1848-73) og Marie Elisabeth Lemming (1854-1911). Ugift.

Ikonografi

Mal. af A. Lofthus, 1907 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Ludv. Holstein i Politiken 16.8.1931 og 30.9.1936. Samme: Et minde, 1943 107-19. Cai M. Woel: Troubadourer II, 1934 163-69. Aage Houken: K. P.s liv og forfatterskab, 1949 (heri bibliografi). Tom Kristensen: Til dags dato, 1953 89-92. Samme i Danske digtere i det 20. årh., ny saml. 1955 135-50. – Papirer i Kgl. bibl.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Joseph Conrad
egl. Teodor Józef Konrad Korzeniowski , 3.12 ...Artikel i Den Store Danske
journalist
medarbejder ved nyhedsbureau, dagblad, fagbla ...Artikel i Den Store Danske
Californien
... California , stat i det vestlige USA mo ...Artikel i Den Store Danske
landarbejder
landbrugsmedhjælper , person ansat ved et landbrug ...Artikel i Den Store Danske
Politiken
dansk avis, grundlagt i København 1884 af bl. ...Artikel i Den Store Danske
Djursland
halvø ved Kattegat midt på den jyske østkyst, ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
UAn
18/07/2011
OFriis
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki