Konrad Simonsen, Konrad Emil Eickstedt Simonsen, 28.12.1876-1.11.1945, forfatter. Født i Kbh. (Helligg.), død i Glostrup, begravet Kirke Værløse. S. blev student 1898 fra Lyceum, tog magisterkonferens i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie 1904 og blev dr. phil. 1909 på afhandlingen Goethes Naturfølelse. Han havde fra barndommen næret en glødende interesse for litteratur, og allerede i sit rusår udgav han et versificeret drama Hadrian. På lange rejser besøgte han det meste af verden og boede bl.a. tre år i Nordafrika. Under sin søgen efter erkendelse og livslykke bevægede han sig gennem en lang række standpunkter. Som ung var han en begejstret tilhænger af Georg Brandes, men rettede i dec. 1912 i forelæsninger på universitetet et voldsomt angreb på ham og den jødiske ånd i Danmark, hvorefter en pibekoncert bragte forelæsningsrækken til ophør. Siden bevægede han sig gennem genidyrkelse, kommunisme og katolicisme hen imod en apostolsk kristendom, indtil han i sine senere år gennem parapsykologiske studier nåede over i okkultismen. S. udgav Georg Brandes, 1913 (tysk udg. 1914), Den moderne Mennesketype, Kria. 1917, Dostojewski, 1924, romanen Den ny Adam I-III, 1919–22 og den selvbiografiske Tusind og eet Liv, 1926. Han oversatte endvidere Walther Rathenaus Zur Mechanik des Geistes, 1918, holdt forelæsninger i Kbh. og Oslo, og var medarbejder bl.a. ved Aalborg Stiftstidende, Arbejderbladet og Tidens Stemme.
Forældre: litograf, udgiver af "Punch" Carl Nicolai Marius S. (1828–1902) og Louise Oline Dihm (1838–1909). Gift 16.4.1925 i Marseille med Minna Brock, født 12.6.1876 i San Francisco (gift 1 . gang 1902 med journalist Peder Petersen, født 1872), d. af våbenmaler Gustav B. (1849–87) og Vilhelmine (Minna) Hansine Zwinge (1847–87, gift 1. gang med skibsfører Tange-Olsen). Ægteskabet opløst 1934.
Mal. af to franske og en bulgarsk kunstner samt af Torrild og K. Windfeld-Hansen. Foto.
Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1910 49. Univ. årbog 1912–13 995f. Walther Rathenau: Briefe, 4.opl. I, Dresden 1927 179f 214f 303f. – Didrik Arup Seip i Kirke og kultur, Kria. 1913 46–56. Sv. Leopold: Tres talenter, 1918 174–76. Louis Levy i III. tid. 8.7.1923 (anm. af Den ny Adam). Knut Hamsun: Artikler, Oslo 1939 189f.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki