L.C. Nielsen

L.C. Nielsen, Laurits Christian (ved dåben Christian Laurits) Nielsen,  27.10.1871-11.3.1930, forfatter. Født på Holsteinsminde, død i Rom, urne på Vestre kgd., Kbh. N. gik på Sorø akademi, kom som 16-årig til søs og begyndte at læse til kadeteksamen, men opgav det. Han blev student 1894, privat dimitteret, var huslærer 1895-96 og begyndte samtidig sin litterære virksomhed ved – sammen med Viggo Stuckenberg – at redigere De Unges Bog til Holger Drachmann i anledning af digterens 50-års fødselsdag (1896). 1899-1900 var han redaktør af Illustreret Tidende og stiftede 1902 sammen med Johs. V. Jensen og Ludvig Holstein ugebladet Tidspunktet der kun fik et års levetid. 1910-11 var han medredaktør af dagbladet Riget, 1914-15 litterær redaktør ved Politiken og senere ved dagbladet Vort Land. Omend N.s forskellige ansættelser var af kort varighed – de usikre økonomiske kår han levede under var givetvis medvirkende til at nedbryde hans skrøbelige helbred – spillede han alligevel en betydelig rolle i det litterære liv. Han var nær ven med flere af tidens betydeligste digtere, Viggo Stuckenberg, Ludvig Holstein, Johs. V. Jensen, var 1901-08 konsulent hos Gyldendal og 1901-08 og 1915-16 instruktør ved Det ny teater. Han foretog talrige rejser i Europa, Kina, Japan og Amerika, var bidragyder til en lang række dagblade og magasiner, havde en udstrakt oversættervirksomhed og var forfatter af festsange, kantater og epiloger.

N. debuterede med en samling fortællende digte, Tre Mænd, 1897, en forherligelse af de store oprørere Kain, Judas og Spartacus. Den revolutionære tone dominerer ligeledes digtrækken Mit Land –, 1898, rettet mod den tilstand af politisk og åndelig forsumpning der for N. karakteriserede samtiden. Efter systemskiftet 1901 antog hans digtning en lysere klang og på en måde gjorde N. i sine næste digtsamlinger dét realistiske og folkelige gennembrud med, der samtidig fandt sted i hjemstavnslitteraturen. Vaardigte, 1901, Rejsen til Rom, 1904 og navnlig den centrale samling Vandringer, 1905 udstråler en ungdommens optimisme, dens længsel mod fjerne mål og nye oplevelser der kommer til udtryk i et stort antal rejsedigte. Men undertiden forbliver målet uopnåeligt – "Hvad jeg har set er intet; hvad jeg vil se er alt" – og livsbekræftelsen overskygges af et mismod der forstærkes af en bevidsthed om alle tings forgængelighed. Digteren bliver et hjemløst menneske, hos hvem udve og hjemlængsel afløser hinanden og således udgør forfatterskabets kunstneriske spænding. Denne antager i N.s anden betydelige samling Sange mod Solnedgang, 1920 der har sin forudsætning i en svær sygdomskrise, en forklaret tone af resignation i digte over menneskelivets utilstrækkelighed og dødens uafvendelighed. Mindre betydelige er N.s flg. digtbøger, I Regnbuens Rige, 1922, Thurah's Park, 1924 og Verdens lykkeligste Mand. 1926.

Af litteraturhistorisk interesse er den delvise nøgleroman De onde Aar, 1902 der ligesom Johs. V. Jensens ungdomsbøger, som den er påvirket af, giver et billede af 1890ernes fin-de-siécle stemning. Endvidere udgav N. drengebøgerne Drenge til Orlogs, 1899 og Fjernt fra Danmark, 1923 samt den svage novellesamling Historier, 1907. Af N.s øvrige værker bør nævnes mindeskriftet Frederik V. Hegel U, 1909 og kunstner-biografien Georg Jensen, 1920 der er oversat til flere hovedsprog.

N. var en udpræget lyrisk begavelse og egentlig kom han aldrig helt ud over 1890ernes selvkredsning og stemning af mismod og smerte der dog især i hans ungdomsværker har en særegen tone af trods. Hans styrke er den rige billedfantasi der dog kan løbe løbsk, og de klangfulde strofer. Han er den prægnante forms mester, derfor var han særlig heldig som minde- og kantatedigter, hvorom især samlingen I Sand og Sten, 1907 vidner. Ofte kniber det imidlertid med det rent stoflige i digtene, udtrykket bliver upræcist og tomt, hvilket giver mange af hans digte et overfladisk præg. En undtagelse danner Vort Hjem, du danske Jord, der stammer fra en universitetskantate (1906), den eneste af hans fædrelandssange der har vundet varig popularitet.