L.C. Poulsen

L.C. Poulsen, Lars Christian Poulsen, pseudonym C. Staun,  24.3.1866-3.1.1950, forfatter. Født i Staun, Farstrup sg, død i Kbh. (Advents), urne på Bispebjerg kgd. P. voksede op i et meget fattigt hjem; han viste i skolen et fortrinligt nemme, men allerede ti år gammel kom han ud som vogterdreng og efter sin konfirmation i to år til herregården Krastrup. Sognerådsformanden på stedet fattede interesse for ham og skaffede ham amtsunderstøttelse til Emdrupborg højskole som han besøgte i vinterhalvåret 1883-84. Sommeren 1884 var han karl på herregården Vår. For sin løn og med lidt understøttelse fra Ålborg amts skolefond rejste han om efteråret til Kbh., kom på Blågårds seminarium og fik 1886 præliminæreksamen. Han underviste privat, sled sig frem til student 1890 og blev n.å. cand.phil. Han ville være læge og fik kantussen 1893, men penge til fortsatte studier havde han ikke. En årrække levede han af tilfældige bestillinger, led ofte ligefrem nød, men dyrkede i sin fattigdom lidt af alle videnskaber: kemi, sprog, litteraturhistorie osv. Ved venners hjælp kom han 1907 på Meyer og Detlefsens laboratorium hvor han var ansat som laboratorieassistent til 1938. S.å. blev han lotterikollektør. Sine første poetiske arbejder, et par digte og noveller, fik P. trykt i Tidens Gang 1905-06 under pseudonymet C. Staun som han også siden benyttede, og som han gjorde vidt bekendt med Proletardrengens Læreaar, 1911 (tysk udg. 1913). Denne bog er en af vor litteraturs krasseste proletarromaner, lige langt fra Karl Larsen og fra Martin Andersen Nexø. En dansk forudsætning er Carl Hansens Spild og en indirekte "litterær" tilskyndelse har de proletarnoveller været som flere af datidens blade jævnligt bragte. I Proletardrengens Læreaar findes den sikreste viden om et af tilværelsens skumleste områder, storbyens bundfald. Uden litterære prætentioner, med sørgmodig, stundom ironisk nøgternhed fortæller P. om en begavet dreng, søn af en fordrukken far og en forslidt mor, og hans ikke helt vellykkede vægren sig mod sine fornedrede og fornedrende omgivelser. Et menneskeligt dokument, vederhæftigt og uden svindel, og samtidig et opgør med proletarens fjender: brændevinen, skøgevæsenet, smudspressen og borgerskabets forlorne velgørenhed. Af en helt anden karakter er Under Dommen, 1916 der kun vakte ringe opsigt, men hvori P. nedlagde et betydeligt kunstnerisk arbejde og som tungt og alvorligt skildrer en himmerlandsk bondeslægts bukken under, åndeligt og materielt, i livtag med sig selv og med de nye tider og metoder i sidste halvdel af forrige århundrede, med sympati for den underlegne og med drøje udfald mod hulheden i højskoleromantikken og hårdheden i den moderne andels-bondes nytteteorier. Siden offentliggjorde P. af skønlitterært kun en lille fortælling Hændelser (Gads da. Mag. XVI, 1922) der viser hans stadig aggressive sociale og menneskelige interesse ligesom de artikler han skrev i Tidens Stemme. P. har været redaktør af Huslejeren (1917-32) og tilsynsførende ved Meyers Vareleksikon (fl. udgaver) og Meyers Konversationsleksikon (I-IV, 1920-21).