Leif Panduro, Leif Thormod Panduro, 18.4.1923-16.1.1977, forfatter, tandlæge. Leif Panduros opvækst var præget af usikkerhed og omskiftelighed. Forældrene blev skilt i hans fødselsår og Panduro havde som barn ingen kontakt med faderen. Hans mor blev indlagt for skizofreni 1924, og drengen kom på et lille, godt børnehjem i Roskilde hos Thora Constantin Hansen. 1930 kom han tilbage til moderen og begyndte i 1. klasse i Korsgade skole i København. Men da moderen blev indlagt igen samme år, blev Leif Panduro anbragt i pleje hos morbroderen Gregers Panduro som var læge i Ringsted. Panduro gik i skole her, indtil han 1934 kom på kostskole i Birkerød. Weekenderne tilbragte han i Gentofte hos mosteren Jessica og dennes mand, Axel Gottschau, som var blevet indsat som formynder for Leif Panduro og hans mor.

Efter realeksamen fra Birkerød kostskole 1939 ønskede Leif Panduro at blive journalistelev, men da han ikke kunne få plads, gik han i lære som isenkræmmer i Ringsted. Han forlod lærepladsen efter en kort prøvetid og begyndte 1940 som discipelaspirant på apoteket sst. Panduro forlod også hurtigt denne plads og begyndte på forberedelseskursus til Tandlægehøjskolen i København. Han bestod 1942 adgangseksamen hertil.

S.å. gik han ind i modstandsbevægelsen, tilknyttet en militær ventegruppe. Han troede sig 1943 opdaget og eftersøgt af tyskerne og flygtede til Sverige hvor han fik job på en lak- og limfabrik i Helsingborg.

Han vendte tilbage og tog under Tandlægehøjskolens lukning 1944 arbejde på Nordiske Kabel- og Traadfabriker i København. 1945 arbejdede han for Københavns kommune med optælling af rationeringsmærker. De forskelligartede erhvervserfaringer udnyttedes senere rigt i forfatterskabet.

6.5.1945 ramtes Leif Panduro som frihedskæmper i maven af et vådeskud under en aktion på Jagtvejen i København. Året forinden var faderen, som Panduro havde fået kontakt med kort før krigen, blevet skudt som nazisympatisør. Besættelsestiden blev i Panduros personlige historie kulminationen af barndommens og ungdommens forvirring og ustabilitet, og der var lagt en grund for stadige traumer og fadersøgen og faderopgør.

Leif Panduro tog tandlægeeksamen 1947 og giftede sig året efter. I slutningen af studietiden pådrog han sig en angstneurose som han blev behandlet for i flere år af forskellige psykiatere. Som tandlæge arbejdede han først i Hillerød og senere, 1949, i Borås, Sverige. Hans arbejdsliv var fortsat omskifteligt. En privatpraksis i Søborg 1950 blev solgt allerede 1952. Derefter fungerede Panduro som provinsialtandläkare ved Folktandvården i Osby, Sverige. En privatpraksis i Esbjerg 1955 kunne ikke løbe rundt, og 1956 var han igen bosat i Osby. 1957, da Panduro udgav sin første bog, Av, min guldtand, var han skoletandlæge i Esbjerg. Den begyndende skribentvirksomhed førte ham nærmere hovedstaden, og 1962 blev han undervisningsassistent ved Tandlægehøjskolen og bosatte sig i Dragør. Ved siden af forfattervirksomheden havde han, forsigtig som han var, deltidsjobs som tandlæge indtil 1965. Herefter blev han forfatter på fuldtid.

Leif Panduros litterære ry, som skaffede ham mange hædersbevisninger, herunder Det danske akademis pris 1971 og optagelse i akademiet 1976, beror først og fremmest på hans produktion inden for to genrer: romanen og TV-spillet. Han skrev i alt 13 psykologiske og humoristiske romaner i en ofte stærkt stiliseret form, fra Av, min guldtand 1957 til Høfeber, 1975, og han var manuskriptforfatter på i alt 13 underholdende, socialt kritiske og i formen mere realistiske TV-spil, fra En af dagene, 1963 til Louises hus, 1977.

Hans folkelige popularitet hidrører imidlertid også fra hans velbeherskede rolle som multimediemand. Han var forfatter til fem egentlige hørespil og mere end 50 episoder i radioserien Karlsens Kvarter (1968-76). Han var medforfatter til syv filmmanuskripter, heriblandt det elskede sociale eventyr Harry og kammertjeneren, 1961. Han udfoldede en livlig journalistisk virksomhed som TV-anmelder, columnist og kronikør, med fast tilknytning til Politiken fra 1962. Og han var leveringsdygtig i stort og småt til radioens og fjernsynets underholdningsafdeling, Holdningsløse tidende (radiosatire 1967-75), Hov-hov (TV-revy 1968-70), Huset på Christianshavn (otte episoder til familieserie 1967-75) og kriminalserier, heriblandt Ka' De li' østers, 1967 og Smuglerne, 1970-71.

Leif Panduros litterære ry og folkelige popularitet kan måles i tal. Flere af hans romaner er trykt i 100.000 eksemplarer, og de var ved hans død oversat til 15 sprog. Hans TV-spil blev legendariske ved at rydde gader og forlystelsessteder for folk. Således havde Hjemme hos William ved premieren 1971 ifølge en af Danmarks radios frekvensundersøgelser 1,9 mio. seere, hvilket var 100.000 flere end til dagens TV-avis. Årsagerne til Panduros popularitet skal søges i et lykkeligt samspil mellem de muligheder tiden og medierne gav ham, og hans anlæg som menneskekærlig analytiker og kritisk underholder. I sin produktionstids sidste ti år var Panduro en slags nationalpsykolog. I sin forfattervirksomhed og gennem de utallige interviews han gav, blev han den som skulle skære igennem og stille nutidsdanskernes diagnose.

Han kunne ikke anvise medicin, men hans diagnoser oplevedes ved deres åbenhed som det, "man" ellers ikke talte om, som et skridt på vej mod helbredelsen.

Leif Panduros særlige område var de sociale fortrængninger. Ved digterisk stof forstod han "et uformuleret misforhold mellem den postulerede (vane, miljø, opvækst) virkelighed, og den man kender fra sig selv" (Politiken 28.8.1965, opr. i Hvilken virkelighed?, 1977). Hans romaner er enten udspaltningshistorier hvor enkeltpersoner kommer til at repræsentere den postulerede og den fortrængte virkelighed (De uanstændige, 1960), eller udviklingshistorier hvor en person bevæger sig fra en tvangsmæssig normalitet til et personligt gennembrud (Daniels anden verden, 1970). Udvikling og frigørelse er de tematiske nøglebegreber.

I TV-spillenes bredere livsbilleder ligger det socialt fortrængte som en ulmende undergrund der hele tiden vil kunne komme i udbrud. Ved at fastholde og iagttage sin egen mistilpasning som menneske og kunstner kom Leif Panduro frem til nogle grundlæggende modsigelser: forholdet mellem fornuften og aggressionen, bevidstheden og det dyriske, frihedstrangen og flugten ind under autoriteter. Den dybeste modsigelse, den mellem fortrængningens falskhed og fortrængningens nødvendighed, anså han for eksistentiel og uophævelig. Han ville og kunne ikke bygge noget tankesystem oven på denne indsigt. Hans eneste grundlag var humanismens normanfægtende tvivl. Hans program, som gjorde ham til en national anti-helt, var at sige tingene ligeud, uanset om de passede ind i noget program. I artikler og interviews kunne han tale om sin egen liderlighed eller dødsangst, som andre taler om deres karriere. Politisk placerede han sig søgende i centrum, stemte skiftevis socialdemokratisk og radikalt. Kulturpolitisk foretog han i offentlighedens øjne en bevægelse fra radikal, "vred ung mand" (Rend mig i traditionerne, 1958) til folkekær, altforstående underholder. Fundamentet for hans tænkning var imidlertid hele vejen igennem en psykoanalytisk influeret, humanistisk kriticisme.

Leif Panduro debuterede sent, med en god portion livserfaring som ballast. Hans første publicerede enkelttekst er den Brannerske novelle Regalierne (Politikens Magasinet 14.9.1952). Det blev kun til en snes uensartede arbejder i denne korte prosaform (samlet i Den bedste af alle verdener, 1974), som ikke gav ham nok plads til at fabulere. Bestillingsarbejdet Av, min guldtand, en charmerende idyl, er en overgangsform til romanen. Året forinden, 1956, debuterede han som dramatiker med Historien om Ambrosius, det første af fem hørespil (1956-65), hvoraf de fleste er i modernismens fantastiske og absurde stil. Samme dramatiske form, drevet over i en mere grotesk retning, dyrkede han i sine få og ikke betydelige scenearbejder, hvoriblandt enakterne Kufferten og Kannibaler i kælderen fra 1962.

Rækken af romaner, Leif Panduros betydeligste prosaindsats, kan ses som et trefaset forløb. Der er gruppen af værker, hvor verden ses gennem de unge systembekæmpere: Rend mig i traditionerne, 1958, De uanstændige, 1960 og Øgledage, 1961. De tre værker om 40-årskriserne, populært kaldet "tossetrilogien", udgør en gruppe for sig. Panduro undersøger her, siger han (Politiken 17.10.1965) den kulturelle skizofreni der postuleres som det normale. Splittelsen er skildret som fortrængning i Fern fra Danmark, 1963, som sygdom i Fejltagelsen, 1964 og som normalitet i Den gale mand, 1966. Disse tre "tragedier" får deres "komedie" med den lille eventyrlige roman Vejen til Jylland, 1966. Endelig er der gruppen af psykologiske kærlighedsromaner med synsvinklen hos den midaldrende elsker: Daniels anden verden, 1970, Vinduerne, 1971, Amatørerne, 1972 og Den ubetænksomme elsker, 1973. Som et grotesk efterspil kommer her Høfeber, 1975, første del af et ufuldendt romanværk.

TV-spillene som udgør Leif Panduros mest banebrydende indsats har et genremæssigt mere ensartet præg. De udgør en samlet Balzacsk roman i visuel form. Det er Danmarksbilleder en miniature fra velfærdssamfundet i 1960erne til krisesamfundet i 1970erne: En af dagene, 1963, Farfar til hest, 1966, I stykker, 1966, Farvel Thomas, 1968, Bella, 1970, Et godt liv, s.å., Hjemme hos William, 1971, Søndagen og Benny, s.å., Rundt om Selma, s.å., I Adams verden, 1973, Bertram og Lisa, Anne og Paul, (dobbeltspil 1974) og Louises hus (første del af en ufuldført trilogi), 1977. Som realist og moralist afdækker Panduro her livsløgnen i stort og småt.

TV-spillene, hvoraf de fleste blev realiseret kongenialt af instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt, satte ved deres livlige, mosaikagtige fortællemåde og deres rammende socialpsykologiske analyse en høj norm for dansk TV-teater i institutionens to første årtier.

Familie

Leif Panduro blev født på Frbg og døde i Asserbo, urne på kgd. i Melby.

Forældre: stud.polit., senere forsikringskonsulent Aage Petersen (1900-44) og lærer Anne Johanne Panduro (1894-1956). Navneforandring 1926. Gift 11.12.1948 på Frbg. (b.v.) med tandlæge Esther Larsen, født 7.11.1921 i Kbh., d. af fabrikant William Larsen (1889-1955) og Ellen Mortensen (1887-1955).

Ikonografi

Tre tegn. af Hans Lollesgaard, 1963 (Kgl. bibl.). Tegn. af Hans Bendix udst. 1963 samt 1970 (sst.). Tegn. af Paul Holck udst. 1971. Foto.

Bibliografi

Selvbiogr. artikler i Leif Panduro: Hvilken virkelighed?, udg. John Chr. Jørgensen. 1977. Jørgen Gustava Brandt: Præsentation, 1964 106-09. Lise Sørensen: Mands- og moderhjerte, 1964 (2. udg. 1969). Thomas Bredsdorff: Sære fortællere, 1967 (2. udg. 1968) 120-36. Jens Kistrup i Danske digtere i det 20. årh., 2. udg.III, 1966 529-44. Lars-Olof Franzén: Punktnedslag i da. lit. 1880-1970, 1971 128-33 192f. Lis Thorbjørnsen i Kirkens verden XIV, 1972 129-38. Orla Lundbo: P., 1973. John Chr. Jørgensen: Leif Panduro Radio. Film. Teater. TV, 1973. Samme: I Panduros verden, 1974. Samme: Litteraturkritik og kulturpolitik, 1976 21-45. Samme: "Venstrefløjen er humanismens rette arvtager", 1977 193-201. Søren Schou: Dansk realisme 1960-75, 1976 36-42 114-22. Bodil Wamberg i Kritik X, 1976 nr. 40 29-44. Birgitte Hesselaa sst. XI, 1977 nr. 42 140-43. Samme: Leif Panduro Romaner. Noveller. Journalistik, 1976 (heri bibliografi 327-55). Jørgen Holmgaard i Danmark 1965-75, red. Peter Madsen, Lund 1977 201-28. Mads Thranholm i Romanen som offentlighedsform, red. Jørgen Bonde Jensen og Karen Nicolajsen, 1977 59-85. Jørgen E. Tiemroth: P. og tredivernes drøm, 1977. P.s verden, red. Paul Hammerich, 1977. Bodil Wamberg: Den gale kærlighed, 1978. Johs. Møllehave i Danske digtere 3.udg. IV, 198295-116.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig