Louise Bjørnsen

Louise Bjørnsen, Louise Cathrine Elisabeth Bjørnsen,  9.4.1824-27.12.1899, forfatter. Født i Roholte, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). B. blev tidlig faderløs og hun fik kun den undervisning moderen kunne give hende, indbefattet oplæring i husligt arbejde. Men hun var stærkt modtagelig for den litterære påvirkning hun også fik fra moderen, og 1855 udgav hun med Fr. Barfods hjælp sin første fortælling Hvad er Livet? under pseudonymet Elisabeth Martens. I en berettende stil, fattig på replikker og dramatiske optrin, skildrer B. en guvernantes stilling i datidens samfund: en faderløs middelklassepige der på nåde og barmhjertighed er i huset hos en velhavende familie, halvt som selskabsdame, halvt som tjenestepige, nedladende behandlet af herskabet. Denne "stille eksistens" forelsker sig lidenskabeligt i en ung maler men må blive vidne til at han vælger det mere glimrende parti: husets datter. Selv finder hun senere lykken i et lidenskabsløst ægteskab. Romanen tager undervejs karakter af kvindesagsroman, vendt både mod kvindens juridiske umyndighed og mændenes ejendomsfølelse i kærlighedsforhold. Men slutningen præges, som så mange af de første danske kvinderomaner, af resignation. Bogen der blev en stor publikumssucces blev en slags prototype for den snart efter blomstrende "guvernanteroman". Også B.s næste roman En Qvinde, 1860 blev en publikumssucces, og om end bøger som Fortællinger, 1866, Hvad behøvedes der for at leve, 1869, Fra Fortid og Nutid, 1878 samt Til Høstaftenerne, 1893 vakte mindre opmærksomhed udadtil havde B. erhvervet sig en ikke ubetydelig trofast læserskare. To af hendes senere romaner fortjener at fremhæves: Sangerinder, 1876 og To Søstre, 1890. Den forste fordi B. her har bevæget sig fra den noget biedermeier-agtige romanstil til halvfjerdsernes krav om problemdrama, den sidste på grund af dens stærke skildringer af lidenskaber hos en ung elskende kvinde.