Mads Hansen

Mads Hansen,  23.7.1834-2.4.1880, forfatter, gårdejer. Født på Sterregård i Hundstrup, Sydfyn, død sst., begravet sst. H. var hele sit liv bonde. Han bestyrede først familiegården for sin far indtil han 1877 overtog den selv. I hans barndom prægede mormoderen hans fantasiverden ved at indføre ham i folketroens eventyr og viser. Landsbyskolens mangelfulde undervisning søgte han senere at råde bod på ved læsning på egen hånd, og han deltog fra sin tidligste ungdom i egnens åndelige rørelser, såvel skyttesagen som højskolesagen optog ham. På grund af sin smukke håndskrift blev han straks efter konfirmationen sekretær for et par sogneråd og fik indblik i administrative forhold der satte ham i stand til senere ofte at bistå folk med skøder, kontrakter, testamenter o.l., ligesom han på det landbrugsfaglige område var en foregangsmand. H. spillede violin og klarinet og optrådte en tid lang som spillemand ved fester. Han oprettede såvel en sangforening, hvor der også trivedes foredragsvirksomhed, som en læseforening og en husflidsforening. Danmarks nederlag 1864 i forbindelse med tabet af hans forlovede gav stødet til et åndeligt gennembrud, skildret i Opvaavni, 1870. Under indtryk af guldalderdigtningen, især af B. S. Ingemann og H. C. Andersen, skrev H. en række sange der blev overordentlig populære og stadig synges. Med ukueligt håb til Danmarks fremtid trods nederlaget kastede han sig ud i arbejdet for skyttesagen og skrev bl.a. Ivor Barndom vi hørte Kartovernes Brag, Til Vaaben, Brødre! lag Bøssen fat, Fremad Kammerater, med Bøssen i Haand! der har betydet mere for skyttesagen end mangen højstemt tale. Til en faneindvielse i den skyttekreds han selv havde oprettet kom han med sangen til nordens kvinde Vi har sagt det saa tidt, og du ved det saa godt. Også for højskolesagen arbejdede H.; på hans initiativ oprettedes 1868 skolen i Vester Skerninge med Anton Nielsen som forstander. 1867 udsendtes de Sange der ikke alene gjorde "Ungkarl M.H." kendt landet over, men også satte ham i forbindelse med den jydske bondepige der senere blev hans hustru. Disse digte, hvoriblandt den smukke lovprisning af Fyn Perle paa Havets glindsende Vove og den dæmpede, men stolte selvbekræftelse Jeg er en simpel Bondemand er af de bedst kendte, gjorde overordentlig lykke fordi en bonde her for første gang i dansk litteratur fandt lyrisk udtryk for sine tanker og følelser. Sange, 2. Samling, 1870 og Markblomster, 1873 vandt ikke tilnærmelsesvis den samme yndest, skønt de står på højde med forgængerne, præget som de er af den fynske blidhed og musikalske vellyd der er det egentlige særpræg ved H.s poesi. Uden større originalitet er de guldalderefterklange, bedst husket idag måske Jeg veed, hvor der findes en Have saa skjøn, 1870, men de giver enkelt og følsomt udtryk for en tænkemåde som fik Carl Ploug til at karakterisere H. som "en adelsmand i bondekofte". H. skrev flere skuespil, bl.a. Enken og Holger Danske der dog ikke er trykt, men ofte opført på amatørscener. Digtningen optog aldrig H. så stærkt at han ophørte med at være bonde; han blev tværtimod en af foregangsmændene inden for det praktiske landbrug og udgav Husmandsbogen, et broderligt Ord til Smaafolk, 1873 og Gaardmandsbogen, et broderligt Ord til den danske Bonde, 1877 som indeholdt såvel landbrugstekniske som åndelige bidrag.