Martin A. Hansen

Martin A. Hansen, Martin Jens Alfred Hansen, døbt Alfred Martin Jens, 20.8.1909-27.6.1955, forfatter. Så lidt som sit for- og modbillede Johannes V. Jensen er Martin A. Hansen hjemstavnsforfatter, og dog lader hans hele værk sig læse som én Stevnshistorie. Han gav sin barndomsegn nationalt og epokalt perspektiv. Værket er bestemt i sin vækst og modning, sin billedverderi og sit livssyn af barndommen ved Tryggevælde å, manddommens indtryk af den tyske besættelse af Danmark og efterkrigsårenes kulturkrise. Til landets natur, historie og samtidens voldsomme hændelser er få forfatterskaber bundet så stærkt som hans.

Martin A. Hansen voksede op på østsiden af Tryggevælde å, men afledte tidligt den indre spænding i sit sind, som kun kunne forløses i kunst, af modsætningen mellem det fædrene retssyn og lyse bondesind fra Stevns herred og tungsindet, det troldske og fantaserende fra mødreneslægten på vestsiden af åen i Skovbolandet (Bjæverskov herred). Begavet med dramatisk fantasi digtede han sin egen dualisme ind i eller op på slægtsmodsætninger hvis realindhold er tvivlsomt, men hvis forestillingsindhold fik uendeligt perspektiv ved tilknytning til herredsmyter og sagn om dansk folkesind. Mytiske hovedskikkelser er Odin og Thor, vikingetidens hovedguder, hvis lokale variant, ellekongen eller klintekongen, forener deres modsatte karakterer i sit fredløse værnesind som Martin A. Hansen gjorde til urbillede for sit eget på grund af bitre erfaringer gjort under besættelsen, da han forsvarede de lovløse stikkerdrab.

Det fattige barndomshjem hvis kår han delte med sine to søstre, Inger Elisabeth (f. 1911) og Karen Bodil. (f. 1914), gav drengen tryghed inden for en familie hvis sammenhold var bestemt af den elementære kamp for det daglige brød. Hjemmets ånd var sjælden ved at forene kristen tro med radikale politiske anskuelser, kendt andetsteds i Danmark fra venstre-grundtvigianske miljøer, men kun periferisk berørt af dem. Snarere var der tale om en enfoldig almuefromhed og forsynstro med levende sans for næstens tarv. Martin A. Hansens tidlige forestillingsverden prægedes af denne kristne omsorg for de levende medskabninger, men tillige af oprøret imod den, en drengevildskab som gerne hengav sig i uskyldige udskejelser og drømme om en særegen, storslået skæbne. Drømmene blev stimuleret af skolegangen i Strøby Egede hvor lærer Erik Heding blev en vejviser for hans ideale stræben og gjorde ham bevidst om sit eget lyse hoved. Imod slægtstraditionen – og sine dominerende fastres tilintetgørende syn på al intellektuel og pædagogisk gerning som udtryk for dovenskab – valgte Martin A. Hansen selv at blive lærer da han afsluttede sin skolegang 1923. Men først måtte han i tre år arbejde som tjenestedreng dels hjemme, dels på nærliggende gårde i sognet. Disse tre år fik skelsættende betydning: en ukendt følelse af frihed, det nære forhold til naturen, til dyrene i mark og stald og bevidstheden om at magte enhver både fysisk og mental udfordring grundfæstede hans selvtillid, så beskeden han ellers var, og gav fortælleren et uudtømmeligt fond af sansede indtryk hans sproglige fantasi kunne øse af.

Tjenestedrengen kom på Haslev seminarium hvor han med sin gode forstand, sin ubestikkelige karakter og uregerlige opfindsomhed hurtigt blev en af dem man lagde mærke til. Han havde let ved at lære og brugte sin tid – i behersket opposition til skolens indremissionske ånd – på famlende digteriske forsøg, journalistik og historiske amatørstudier, gerne i samarbejde med de nærmeste kammerater med hvem han også blev politisk vakt. Hans sympati lå på den yderste venstrefløj. Det var landproletariatets skæbne han solidariserede sig med uden at denne politiske interesse dog afsnøredes til det døgnaktuelle. Tværtimod søgte han dens forankring i et mere omfattende, historisk fordybet livssyn. Men en overgang var Martin A. Hansen darwinist, tilbeder af den moderne teknik og ateist. Under prøvevalget på seminariet 1929 stillede han op for kommunisterne. Man forstår at det ikke så meget var seminariets indflydelse han forsøgte at komme fri af som det var hjemmets og hjemegnens, den hele tyngende arv af kristelige anskuelser og "gammellivets" konservatisme.

Sin afgangseksamen tog Martin A. Hansen i foråret 1930. Det var midt under den værste krise, og nogen fast stilling fik han ikke før i eftersommeren 1931 (dog kortvarige vikariater i Køge og Odense). Han hjalp igen til hjemme ved landbruget, plejede sine digterdrømme, sine sværmeriske forelskelser og sin intellektuelt vidtløftige kamp for selvforståelse. Men fra og med han 1931 flyttede til København gjorde han sig gældende som en dygtig lærer hvis undervisning- fra foråret 1932 på Blågårds seminariums øvelsesskole – var langt mere avanceret end normalt. Arbejdshæfterne fra hans praktikundervisning er bevaret. I øvrigt synes den teoretiske side af pædagogikken ikke at have optaget hans tid og tanker i større omfang. At undervise har for Martin A. Hansen været en næsten organisk beskæftigelse lige ud af hans fantasi og indlevelsesevne i børns og unges sind.

Hvad der derimod optog ham var det miljø han nu oplevede, storbyens fattigkvarterer på Nørrebro, hårdt ramt af arbejdsløshed, hvor børnene levede en slags hordeliv ledet af rådsnare, despotiske drengetyper som håndhævede retsordenen ved lynjustits. Hansens iagttagelser er studier i primitiv fascisme. I disse tidlige københavnerår grundlagde han sine arbejdsvaner som var med til at nedbryde hans helbred. Efter endt arbejdsdag på skolen begyndte han sit intense slid ved skrivebordet som først hørte op, når sporvognene begyndte at rasle i det fjerne. Fra 1934–44 drev han rovdrift på sin råstyrke som han dels understøttede, dels undergravede ved umådeholden brug af medicin og tobak.

Ægteskabet 1935 var hans personlige livs lykkeligste handling men afbødede kun lidt hans vilde trang til skabende selvrealisation - som revanche over for et borgerligt arbejdes lønslaveri. Og hustruens bekymringer vejredes hen for hver ny bog han skrev, stadig med større myndighed og en tiltagende central placering i tidens litterære liv som efter 1946 gjorde ham til generationens hovedskikkelse. Debutromanen Nu opgiver han, 1935, og dens fortsættelse Kolonien, 1937, begynder i en erfaringsverden af dyb fortrolighed: kriseårene på Stevns, det fattige, til dels proletariserede landbomiljø som allerede Knuth Becker, Jørgen Nielsen og Hans Kirk havde skildret på andre lokale forudsætninger. Martin A. Hansen anskueliggør den kriseramte epoke i opgøret mellem to generationer på den samme gård. Kampen mellem far og søn er en kamp mellem gammeldags autoritær gårddrift og nye tanker om kollektivt drevet landbrug. Karaktertegningen er benhård, far og søn lige stivsindede. Men forfatteren tager ikke parti for den sidste, skønt sympatien ligger hos ham. Han spalter sig loyalt op i solidaritet med begges holdninger.

Heri er de to romaners styrke: Martin A. Hansen skriver sig redeligt frem til tvivlen om ideologiens og det kommunistiske kollektivs bærekraft, efter at han for længst har gennemskuet de arvede livsformers forfald. Og upåtrængende, bag det dybtgående kendskab til alle landbotilværelsens sider, dens mennesketyper, bevægelser og brydninger, aner man hvordan forfatteren gør "det lille Samfunds Biologi," som Martin A. Hansen skriver i et brev, til "Billedet paa det større". Med dette udvidede perspektiv – det større, dvs. det autoritære samfunds – og dermed bristede tro på såvel de liberale som de socialistiske ideers menneskelighed gik forfatterskabet i stå for en tid. I opgøret med sig selv og sin kunst vendte Martin A. Hansen sig bort fra tendenskravet i litteraturen og brød med den sociale, psykologiske, politiserende realisme til fordel for eksperimenter med en fri digtning som havde ældgamle rødder i norrøn og europæisk litteratur, i eventyr, sagn og myte.

Resultatet af mange forsøg blev den humoristiske eskatologi Jonatans Rejse, 1941. I denne pikareske roman forenede, han et både gammelt og nyt formsyn, en større fabulerende frihed og en menneskeskildring gennemtrængt af samtidens apokalyptiske stemning. Da den udkom var anden verdenskrig brudt ud og den tyske besættelse af Danmark for de fleste allerede blevet en vane, men for Martin A. Hansen en daglig pine, skam og forbitrelse. Bogen er skrevet til opbyggelse og opmuntring i en ond tid og fortæller om den kernedanske smed Jonatan og hans vimmelskaftede rejse sammen med den lille fornufts-fanatiker Askelad. Fanden, som smeden har lokket i en flaske, skal afleveres på rette sted hos landets konge. Men den onde slipper ud, og Jonatan må se sin ideale stræben gjort til intet under virkelighedens barske kår. Smeden er almuevisdommens, retssynets og den naive fromheds inkarnation, hvor Askelad står som personificering af moderne rabiat intellektualisme med blind tro på teknikkens velsignelser – en modstilling som ville virke noget beklemmende-reaktionær, hvis ikke forfatteren havde undergravet begge sine komiske heltes selvudfoldelse. Jonatan belæres om det onde som en magt, ikke uden for, men i mennesket, og Askelad tvinges til at indse de uhyrlige konsekvenser af rendyrket tro på menneskets ret og magt til at beherske verden. Læsere af romanen kunne få det indtryk, at dens facit var resignation – men i sit afkald på enhver ideologisk eller utopisk løsning på det ondes problem er den virkelighedsnær og hjertestyrkende i sin humoristisktragiske humanisme.

To tidsaldre, middelalder- og renæssancekultur, er den historiske sangbund under romanværket som gennemspiller tidløst-aktuelle problemer tæt på krigens virkelighed. Den samme tendens til i tilsyneladende tidløse eller historisk fjerne miljøer at træde samtiden nær fortsættes og forfines i Martin A. Hansens næste roman, hans kunstnerisk mest fuldkomne arbejde, Lykkelige Kristoffer, 1945. Den foregår på grevefejdens tid, men spejler besættelsens. Også her er helten, Kristoffer, en type fra et eventyrligt-middelalderligt univers, den rene viljes naive, uimodståeligt tragikomiske ridder. Han skildres af klerken, broder Martin, et raffineret selvportræt hvori Martin A. Hansen udleverer kunstneren, dvs. sig selv, som frygtløs iagttager og en kryster i handlingens verden. Han er med på heltens færd fra Halland til København hvor han bevidner hans død. Men selv denne bundløse skeptiker og æstetiske nihilist, af hvis pen der drypper sødme og gift og tragisk visdom, rammes i hjertet af Kristoffers umulige enfold og vovemod, på samme måde som hans navnebror, siddende de lyse sommeraftener nær Utterslev mose bøjet over sine papirer, blev ramt af frihedskampens offervilje som en anklage. I sin dagbog noterede han: "Martins Utryghed i Varberg er et forstærket Udtryk for ens egen i denne forfærdelige Tid", og i efterskriften til stykket om stikkerlikvidationerne, juli 44, følgende: "Det var næsten som at faa slaaet Koøjet ind og faa Søerne bagefter, da man blev sig fuldt bevidst, hvordan Romanens og Dagens Hændelser ligefrem flød sammen."

Beskæftigelsen med de to store romaner, især Lykkelige Kristoffer som tvang Martin A. Hansen til grundige kildestudier, fornyede hans tro på at det nærværende kan opklares af det fjerne, øjeblikket af historien. I essayistisk form skrev han i pauserne under den episke fremstilling stykker om middelalder og vikingetid hvori han gjorde op med den af Johannes V. Jensen inspirerede foragt for munke-kulturen og dyrkelsen af vikingetiden som en "ungtid". Han vendte den historiske betragtning på hovedet og skrev sine bidrag til en apologi for den kristne humanisme og barmhjertighedskult med tilsvarende hård fordømmelse af vikingehedenskabets udbrændte voldsideologi. Kampen mellem vestligt demokrati og nazisme var inspirationen. Men den havde en brod: kunne han nøjes med at skrive? Frygt for de nærmestes skæbne, ansvar for kone og børn holdt ham længe tilbage fra at søge kontakt med modstandsbevægelsen. Men i juni 1944 søgte bevægelsen kontakt med ham. To unge frihedskæmpere som havde været med fra begyndelsen, Bente Hammerich og Aksel Heltoft, opsøgte ham og bad ham bidrage til en illegal antologi, Der brænder en IId, og til det ligeledes illegale blad Folk og Frihed. Henvendelsen betød et vendepunkt i hans liv, appellerende til det frihedssyn og den forsvarsvilje som var kernen i hans hjemlige kulturarv. Nu kunne han endelig træde i karakter som forfatter.

To bidrag vejer tungt i hans omfattende illegale produktion: De ukrænkelige Cirkler, det eneste essay han optog i samlingen Tanker i en Skorsten, 1948, et opgør og selvopgør vendt mod æstetikerens og den intellektuelles forbehold over for den rå og blodige kamp. Det andet bidrag er Dialog om Drab og Ansvar, hans tungeste lod at gennemargumentere som skribent. Med sit livssyn forankret i retsfølelsen måtte han tøve over for de forståelige, men lovløse mord på tyskernes håndlangere som han her direkte skulle begrunde og forsvare. Han gjorde det, men på betingelse af et løfte om at de mænd, som skulle dømme og dræbe, ved åben og redelig rettergang efter krigen fik løftet ansvaret fra deres egne skuldre over på hele folkets. Det skete ikke. For mange menneskelige hensyn kom til at spille ind. Men Martin A. Hansen følte sig forrådt og fordømt, sat uden for folket, for retten og den kristne handlingsmoral. Ud af denne erfaring sprang på én gang hans dybeste digtning og dybeste personlige tragedie. Han følte sig som fredløs, men som fredløs i ellekongens billede, den retsløse der som genganger vogter og værner landets ret.

Kontakten med Bente Hammerich og Aksel Heltoft blev afbrudt da de i december 1944 blev arresteret af Gestapo. Martin A. Hansen fortsatte sin illegale skribentvirksomhed for Folk og Frihed, men var gået underjorden allerede i september 1944 og boede på forskellige adresser hos bekendte, indtil han i foråret 1945 måtte indlægges på Bispebjerg hospital for en nyrelidelse. Han oplevede befrielsen fra sin sygeseng. Efter krigen genså han de to unge frihedskæmpere som begge havde været i koncentrationslejr. De fortsatte nu sammen Folk og Frihed som legalt blad for at fastholde ånden fra den kompromisløse kamp og dermed opgøret med de lunkne levebrødspolitikere der igen kom til magten. Men Martin A. Hansen skrev før og efter al journalistik som digter i én mægtig inspiration der kom over ham i december 1944 og ikke aflod før hen på sommeren 1947. I denne periode skabte han de tre store fortællinger i Tornebusken, 1946, og skrev eller nyskrev de tolv noveller i Agerhønen, 1947 samt romanudkastet Kains Alter som henlå efter Hansens død blandt hans papirer.

Tornebuskens midterste fortælling, Midsommerfesten, er Hansens mest ambitiøse og - næst efter Løgneren, 1950 - hans mest analyserede og kommenterede arbejde. For ham selv stod historien som den egentlige fortsættelse af Jonatans Rejse og Lykkelige Kristoffer – "det her er Ilden, ny Digtning, ubehagelig, men min egen," skrev han i dagbogen. Meningen har været at den fortællende evne er sat definitivt fri af enhver episkrealistisk konvention og brugt i modernismens ånd som erkendelsesredskab over for tidens krise og konflikter. Den handler på ét plan om et marked i en provinsby, på et andet om kvinden som frelsende magt i et vakuum hvor Gud er syg, værdier som tradition og moral nedskrevet til det minimale og menneskers udbrændte sind truet af nihilisme. Dens originalitet ligger i samspillet mellem handlingsforløb med fiktive personer og forfatterkommentarer og -dialoger, både med den syge Gud og Læserinden som er alt andet end syg. Det sublime og grovkornede i denne indarbejdede dialog, som formelt bryder illusionen, oplader den reelt med uventet troværdighed. Mandsintellektet, såvel i hovedpersonen Georg som i Forfatteren, læges og heles i sin endeløse selvoptrevling af et elskovsmysterium hvis præstinder af hver sin orden er Klara, Alma og Læserinden.

Fortællingen er en moderne variant over et klassisk hovedtema i europæisk litteratur. Midsommerfesten flankeres til den ene side af Paaskeklokken, den mest helstøbte store fortælling Martin A. Hansen skrev, til den anden side af Septembertaagen, en fantasi over indkaldelse, krigsfrygt og dæmoni – en splittet historie hvis grundstof dels er barndomsminder fra den første verdenskrig, dels personlige erindringer fra den anden. De to fortællinger handler om det helliges magt og afmagt, den første om svulmende dødeligt liv som er velsignet, den anden om blind skæbne som er forbandet. Paaskeklokken blev skrevet før, Septembertaagen afsluttet efter det grandiose romanudkast Kains Alter som Martin A. Hansen konciperede december 1945–januar 1946. Det udvikler med skræmmende intensitet de tendenser til kunstner- og selvmistænkeliggørelse som allerede kan aflæses af broder Martin-portrættet i Lykkelige Kristoffer og portrættet af Forfatteren i Midsommerfesten. Men i Kains Alter var kunstnerfortælleren tænkt som rendyrket forrædernatur, lidende og ødelæggende i sin lidelse. Han ser landet, folket og tiden og dømmer hvad han ser, men er selv hjemfalden til dom. Romanen var anlagt som en slægts- og egnsskildring omfattende tre generationer, adskilt i tid fra ca. 1800 til 1930erne. Men projektet blev opgivet.

Lige så lysende det stod i inspirationens øjeblik, lige så brat slukkedes det da Martin A. Hansen opdagede et under roman-fantasien dybere liggende motiv: den nydende og ødelæggende kunstner er samtidig den vidende, og i sin viden den ansvarlige for sit folk og dets fremtid. Dette voldsomme motivskift fra en undergangsvision til en ansvarsbevidst traditionsviden satte Martin A. Hansen i besiddelse af, hvad han selv kaldte sit livs store sakrale drama. Men paradoksalt nok brændte digterevnen ud i denne besiddelse. Endnu en tid skrev han nye fortællinger, gennemkomponerede Agerhønen, 1947 og bearbejdede essaysamlingen Tanker i en Skorsten, 1948, men gjorde så holdt. Trods de dystre samtidsprægede noveller i Agerhønen (Ventesalen, Soldaten og Pigen, Manden fra Jorden) vidner samlingen om udstrålingen fra en anden kerne end den eskatologiske. Det er lyset fra barndommen som overstråler de fleste fortællinger. Men opbyggeligheden lå på lur (som i titelnovellen) og tvang Hansen til en radikal overvejelse af sin situation som kunstner. Han vidste at han 1949, da han fyldte fyrre, stod ved en skillevej.

Selvbesindelsen medførte at fiktionsdigtningen nu veg for den dokumentaristiske, historisk eller aktuelt-polemiske fremstilling af emner som bidrog til samtidens selvbesindelse. Denne udvikling som fortsatte helt til dødsåret 1955 blev kun afbrudt af én større fri skabelse, Martin A. Hansens berømteste, men langt fra betydeligste roman: Løgneren, 1950. Den blev skrevet som radioroman på et ældre novelleudkast, Isen bryder, fra 1945, og på forbløffende kort tid – under inspiration af det opbrud fra "kunsten", dvs. fra den æsteticerende livsholdning som er bogens grundmotiv. Løgneren er en dagbogsroman, skrevet af Sandøs degn Johannes Vig som dels iagttager, dels involveres i kærlighedstrekanten Oluf-Annemari-Ingeniøren, og som lider et afgørende nederlag på det handlingsplan hvor menneskeskæbner afgøres. Så langt er fiktionen troværdig og artistisk fuldkommen. Men i fortællingen indgår at dagbogen er ført et år efter de hændelser den skildrer, og i mellemtiden er Johannes Vig kommet til en erkendelse som er ensbetydende med en etisk skæbneaccept. Det virker som en hensigt der forstemmer. Martin A. Hansen har villet en vækst og modning hos sin hovedperson som hans leg både med det etiske og religiøse blokerer for. Elskovsforholdet mellem Johannes og Rigmor skulle – som i Midsommerfesten – indeholde et moment af frelsende mysterium, gennemspillet parallelt omkring den tekst fra Lukasevangeliet (11,14) som degnen prædiker over: uddrivelsen af den urene ånd. Degnen skulle forvandles fra en jæger og omstrejfer, bedårer og immoralist, til et menneske som vælger sine vilkår og ændrer sin tilværelse. Men han var ikke gjort af det samme stof som sin skaber.

Martin A. Hansen valgte selv fra nu af, med et udtryk af Johannes Vig, de faste kundskaber. Allerede før han i efteråret 1949 skrev Løgneren havde han to skibe på bedding: det polemiske essay Leviathan, 1950, og storværket Orm og Tyr, 1952, om vore forfædres tro. Leviathan publiceredes i en første-version i Heretica og gik direkte ind i det opgør tidsskriftets forfattere udkæmpede med repræsentanter for ideologiskdogmatiske retninger i tidens åndsliv såvel inden for naturvidenskab, marxisme, nyradikalisme og klerikalisme som inden for den social-realistiske skønlitteratur. Ud af opgøret, som Hansen foretog især med marxismen, fremstod hans retssyn som det bærende element i hans hele livsanskuelse. Og dette retssyn, den ældste arv fra tingalmuen i landsbygden i tidlig middelalder, er også den bærende vision i Orm og Tyr under fremstillingen af religiøse forestillingers konkrete, magiske eller rituelle udtryk fra stenalder til romansk tid. Som Martin A. Hansen under den tyske besættelse skrev om vikingetiden, men havde nazismen i tankerne, skrev han i Orm og Tyr om folkelige, livsopholdende og ondtafværgende magter som hans samtid forekom ham fattig på. Kun i friheds og retssynets navn, og på baggrund af besættelse og folkestrejke, mente han at kunne fremkalde forståelse for tidens dybeste savn.

Retssyn og forsynstro har i alle religiøse forestillinger, som Orm og Tyr beskæftiger sig positivt med, hørt sammen som udtryk for store og rolige guddomme, mennesker kunne føle tryghed ved. Men rets- og forsynstro i forhistorisk tid og romansk middelalder fandt Martin A. Hansen (som Vilhelm Grønbech) at den senere gotiske middelalders pilgrimssyn brød med. Da frelse og salighed med dette syn blev lagt ud i det hinsidige, forrådtes det dennesidige, og den rå magtstræben blev sat fri og intensiveret med stadig større beherskelse af naturen og samfundets indretninger. Pilgrimssynet førte direkte frem mod 1900-tallets kulturkrise. "Maaske er det en vel flot Forenkling," skrev Martin A. Hansen i et brev, men den var i hvert fald frugtbar. Orm og Tyr blev, med fremhævelsen af det livsvelsignende religiøse eksistensmotiv, et korrektiv til moderne gudløse tilværelsesforklaringer, og i sin redegørelse for opstandelsestanken i romansk kristendom kulminerer bogens udfordring til ateismen: "Har døden ingen guddommelig modstander, så viser den sig så mægtig, at den synes at være en dominerende egenskab ved selve livet. Den er virksom altid, den er på færde i et menneske længe før den fryser livet ud af ham, den er der som angst, skademagt, viljesbrist, ja alskens indre skade." Opstandelseskraften derimod holder livet rent, den er i det nærværende som Guds rige er i det nærværende.

Bogens titel hentyder til den folkelige myte om tyren som er gudskraft, og ormen som er dødsmagt, og kampen mellem de to i ubrydelig lovbundet spænding dér hvor mennesket begriber og bekræfter sine grundvilkår. Orm og Tyr blev forberedt på rejser i danske og højnordiske landskaber hvor kirker og fortidsminder blev studeret og tegnet af Sven Havsteen-Mikkelsen som illustrerede bogen med ca. fire hundrede træsnit. Forlængelser af disse rejser førte fortæller og illustrator til Øvre Gudbrandsdal i Norge 1950, til Sydslesvig 1951 og Island og Færøerne 1952 og selve rejsetemaet blev det sidste frydefulde i Martin A. Hansens liv. Det blev gennemspillet i tre bøger, Kringen, 1953, Dansk Vejr, 1953 og Rejse paa Island, 1954, hvoraf den sidste er så langt den værdifuldeste. De har alle naturoplevelsen som udgangspunkt for historisk fremstilling og refleksioner over nordisk folkesind og kultur. I dem alle søgte Hansen umiddelbare udtryk for sin identitet. Syd for Ejderen rejste han aldrig og ønskede det næppe heller. Den gamle rigsgrænse var for ham også en kulturgrænse, skønt han vidste hvor mægtig en indflydelse europæisk kultur gennem årtusinder har haft på den nordiske. Græsk og middelalderlig katolsk tænkning indgik da også som elementer i hans egen dannelse, såvel som impulser fra moderne amerikansk og europæisk litteratur. Men han frygtede kontinentet. Ikke for påvirkningen fra dets æstetiske kultur, men fra dets sociale og politiske. Ældgammel tradition for magtkoncentration under gudekejsere, despoter, soldaterkonger og diktatorer stod som skræmmende spor. Martin A. Hansen hadede og frygtede tillige den revolutionære ånd som var hans indgroede bondeinstinkt for fredelige reformer og retsordenens ukrænkelighed uafrysteligt imod, og kun alt for vel vidste han hvordan revolutionære bevægelser tilsyneladende uundgåeligt undergraver sig selv og udløser nye despotier. Derfor var Ejderen og Dannevirke for Hansen symboler på andet end tragisk rigshistorie. De var tillige symboler på levedygtigt demokrati og ældgammel folkesuverænitet.

Rejserne og med dem skabelsen af Orm og Tyr befriede Martin A. Hansen for skyldfølelsen fra krigens år, afklarede hans selvforståelse som vidende og værnende digter og historisk fortæller og gav ham de sidste fem år, da han levede med Vera og de to børn, Hans-Ole og Mette, i den gamle præstegård Salum ved Lejre, en stor ro og sjælden myndighed i tidens debat og litteratur. Men hans helbred som han drev rovdrift på siden de unge år, blev slidt ned under presset af det store arbejde især siden 1945. Frygt for en tidlig død som blev spået ham i studietiden, øgede hans indsats, og med den selvødelæggelsen, tobaks- og spiritusmisbrug, alt for få søvntimer, en i perioder næsten total søvnløs årvågenhed hvori inspirationen brændte med høj flamme, men på indsats af de sidste fysiske reserver. I maj 1953 konstaterede Martin A. Hansens læge blod i urinen efter et uheld i Stockholm hvor han i distraktion kom til at drikke en slurk tetraklorsurt kulstof og fik en perforering af den ene nyre. Efter nytår 1954 var han næsten konstant sløj eller virkelig syg. Han forberedte en ny novellesamling, udgivet posthumt under titlen Konkyljen, 1955, men savnede en ny stærk fortællende inspiration som først kom til ham på dødslejet, da han i april 1955 blev indlagt på Bispebjerg hospital hos professor Einar Meulengracht som stillede diagnosen uræmi. Sygdommen var uhelbredelig, og Hansen døde, efter udarbejdelsen af en omfattende dagbog hvori nye digteriske motiver gennemspilledes, den 27.6.1955.