Meïr Goldschmidt, oprindelig Meyer Aron Goldschmidt, 26.10.1819-15.8.1887, forfatter. Meïr Goldschmidts familie på mødrene og fædrene side var indvandret i 1700-årene fra Tyskland og var velstillede jødiske handelsfolk. Også Meïr Goldschmidts far var købmand. Hjemmet var ikke særlig ortodoks og opvæksten i Vordingborg ikke synderlig jødisk præget. Senere lærte han dog de jødiske ritualer nærmere at kende da han seks år gammel kom i huset hos en onkel i København. 1827 købte faderen en gård i Valby, og Meïr Goldschmidt blev atter indlemmet i det daglige familieliv. Efter tre års forløb måtte faderen sælge gården og blev i stedet handelsmand i København. Ved et skibsforlis blev han ruineret, sandsynligvis fordi han blev snydt for forsikringssummen. Meïr Goldschmidt tog sig faderens kranke skæbne meget nær og har flere gange behandlet den i sit forfatterskab. Til faderens ulykker kom en personlig bitterhed ind i Meïr Goldschmidts liv da han ved studentereksamen fik en urimelig lav karakter i religion og derfor ikke udmærkelse. Et behov for personlig og familiær oprejsning har Meïr Goldschmidt i sine memoirer selv tolket ind i sit liv. Hjemmet var ellers muntert og åbent.

Faderen var af sind sikkert letsindig, moderen en kærlig men principfast opdrager af i alt fire børn hvoraf Meïr Goldschmidt var den ældste (en bror Moritz blev senere medgrundlægger af firmaet Crome og Goldschmidt). I erindringerne har Meïr Goldschmidt ofte hentydet til sin jødiske isolation, men hvor meget den har betydet for hans udvikling, og hvor meget han har brugt den til litterær staffage er svært at afgøre. Den jødiske ortodoksi han havde lært at kende i onklens hjem gled i baggrunden da han kom i skole i det v. Westen'ske institut og dér lærte en lys kristen humanisme at kende. Af lærerne spillede især grundtvigianeren Peter Rørdam, K.C. Nielsen og bestyreren V.A. Borgen vigtige roller. Sidstnævnte, forfatteren til guldaldertidens stilistik, Vejledning til Affattelse af Udarbejdelser i Modersmaalet, rettede med kærlig omhu Meïr Goldschmidts skoledigtning og har givetvis haft betydning for Meïr Goldschmidts på én gang kunstfærdige og klare stil. Faderen, der efter fallitten slog sig ned i Næstved som brændevinsbrænder og brygger, nærede meget store forhåbninger til sønnen, men Meïr Goldschmidt var efter at have taget filologikum 1837 ikke særlig ivrig efter at komme i gang med studierne.

Med instinktiv sikkerhed valgte han at blive journalist og påbegyndte i oktober 1837 kun 17 år gammel udgivelsen af Nestved Ugeblad eller Præstø Amts Tidende. Meïr Goldschmidt blev under hele redaktionsperioden boende i København og sluttede pr. 1.1.1839 avisen sammen med Edvard Meyers Callundborg Ugeblad til landsdelsavisen Sjællandsposten eller Nestved og Callundborg Ugeblad (udk. to gange ugentlig). Hans egentlige hensigt var at lægge hovedvægten på det litterære stof, men snart opdagede han behovet for en lokalt orienteret og engageret provinsavis. Han præsterede med sin pen hvad man kalder aktiv journalistik: at skrive engageret og gribe direkte ind i offentlige anliggender. Til trods for de mere neutrale programartikler var Meïr Goldschmidt i praksis en temmelig radikal redaktør hvilket bragte bladet stor udbredelse og mange fjender. Januar 1840 anlagde Næstved borgerrepræsentation sag an mod ham for udokumenterede beskyldninger. Meïr Goldschmidt tabte sagen men havde forinden, pr. 1.1.1840, afhændet bladet for 200 rigsdaler. Foreløbig lod han sig ansætte ved det ærkekonservative organ Dagen, hvad han senere fik at høre for. I et par artikler i august 1840 stillede han sig på regeringens side og angreb oppositionen for ubesindighed og despoti, og – mere i overensstemmelse med hans senere holdning – for ikke at interessere sig for samfundets ringest stillede, husmændene.

En ny retning fik Meïr Goldschmidts liv først da han sammen med Poul Chievitz og andre jævnaldrende i den venstreorienterede studentersammenslutning Academicum fostrede ideen om et nyt politisksatirisk ugeblad efter fransk forbillede. Man fandt frem til navnet Corsaren, men af den oprindelige gruppe blev snart kun Meïr Goldschmidt tilbage fordi han var den eneste der var uafhængigt stillet. Det var da også hans penge bladet blev startet på 1840. I et par programartikler søgte han at gøre rede for bladets linie og påberåbte sig herved "juste milieu"-begrebet, lige langt fra begge parter, dvs. regering og kongemagt på den ene side, oppositionen på den anden. I praksis blev holdningen atter langt mere radikal end programartiklerne gav udtryk for. Nogen entydig holdning fik det aldrig. Det slingrede en del fra side til side, ofte kun optaget af at finde en aktuel skydeskive hvad den senere strid med Søren Kierkegaard blev et fatalt eksempel på. Visse mærkesager afstak dog kursen: anti-royalisme gående mod republikanisme, for trykkefrihed, parlamentarisme og almindelig valgret, forsvar for samfundets underste klasser og skepsis overfor de skandinaviske modeoverdrivelser. Litterært set stillede Corsaren sig på den unge anti-Heibergske retning. Manglen på positivt formulerede standpunkter giver bladet et vist anarkistisk skær. Meïr Goldschmidt holdt med held kursen fri fra de liberale politikeres omklamring, og omend kongemagt, regering og statsadministrationen absolut var de mest foretrukne skydeskiver faldt der også drøje hug af til oppositionen.

Fra starten blev bladet fulgt med interesse af politimyndighederne, og det varede ikke længe før den første beslaglæggelse af i alt ca. 40 faldt. Meïr Goldschmidt undgik længe selv at blive stillet til regnskab for bladet idet han benyttede en række skiftende stråmænd som redaktører. Det var en politik han ikke var stolt af og som blev en væsentlig anklage mod ham. 1843 skar højesteret igennem og idømte ham seks gange fire dages fængsel, livsvarig censur samt en bøde på 200 rigsdaler (det samme beløb som han havde solgt Sjællandsposten for) pga. fire artikler i numrene 3, 11,21 og 22. Meïr Goldschmidt følte sig uretfærdigt behandlet og temmelig deprimeret efter domsafsigelsen, men det trøstede ham at han efter at første del af fængselsstraffen var udsonet blev hilst med demonstrativ hjertelighed i Det kgl. teater af oppositionspolitikerne Carl Ploug og Jens Giødwad. Efter fængselsopholdet rejste Meïr Goldschmidt 1843 en månedstid til Paris, den første af en lang række udenlandsrejser der gjorde ham til kosmopolit. I øvrigt deltog han nu mere og mere i den almindelige politiske aktivitet i samtiden. Juni 1843 var han, på opfordring af Carl Ploug, med i studentertoget til Uppsala, en af de første og største skandinavistiske manifestationer, og i juli 1844 var han i anledning af den sønderjyske sprogkamp s.m. N.F.S. Grundtvig, Orla Orla Lehmann, Carl Ploug og Laurids Skau taler ved mødet på Skamlingsbanken. Som jøde der ofte havde fået sin "fremmedhed" udpeget indledte han beskironisk med at sige: "Hvad vil jeg imellem jer?", men han blev gemytligt hilst velkommen, og talen vakte genklang Senere hen fortrød han sin lille demonstration.

Også på anden vis søgte Meïr Goldschmidt ud over Corsarmiljøet, og på tilskyndelse af P.L. Møller debuterede han 1845 med romanen En Jøde. Hovedpersonen forlover sig ind i en kristen familie, men hans egen pirrelighed kombineret med familiens modvilje forårsager snart et brud. Som en utilpasset Byronhelt deltager han i frihedskampe rundt omkring i Europa, men ender, han der troede på det evige liv og den evige poesi, som ågerkarl i København. Bogen vandt udbredelse, måske hjulpet frem af de indblik i jødiske miljøer Meïr Goldschmidt på Heinesk vis gav offentligheden, og han udsendte året efter et bind Fortællinger. Det er en blandet samling: jødiske genrebilleder, filosofiske fortællinger, fantastiske historier og virkelighedsnære skildringer (Tømmerpladsen, der havde været trykt i årbogen Gæa for 1846). Meïr Goldschmidt prøvede her forskellige genrer af, som senere skulle forene sig i hans digtning.

Interessen for stadig at skulle være vittig i Corsaren aftog naturligvis med årene, og i de sidste to af ham redigerede årgange, 1845-46, medvirkede i'stigende omfang skrivende medarbejdere. Bladet havde nu nået det imponerende oplag på 3000 eksemplarer, og i oktober 1846 afhændede han det for den betragtelige sum af 1500 daler. Forud var gået en episode der kom til at kaste lange skygger for de implicerede parter. I efteråret 1842 havde Meïr Goldschmidt truffet digteren og kritikeren P.L. Møller, og de indgik snart et nært venskab, dog præget af indbyrdes konkurrence og drillerier. Møller skrev undertiden bidrag i Corsaren og redigerede bladet under Meïr Goldschmidts Pariserrejse i 1843. Op imod julen udsendte han den førnævnte æstetiske årbog Gæa hvori han i en anmeldelse gjorde sig lystig over Kierkegaards Skyldig – Ikke-Skyldig. Angrebet traf Kierkegaard hårdt fordi den anmeldte tekst afspejlede hans egen forlovelse, og han reagerede skarpt i et avisindlæg hvori P.L. Møller identificeredes med Corsaren. Indtil da havde forholdet mellem Goldschmidt og Søren Kierkegaard været godt, og sidstnævnte var ofte blevet rost i Corsaren. Nu udbad han sig imidlertid at blive udskældt i bladets spalter "ligesom andre respektable forfattere", og denne udfordring lod Meïr Goldschmidt ikke sidde på sig. I et halvt år haglede satiren ned over Kierkegaard, der reagerede overordentlig ømfindtligt og følte sig som martyr for pøbelens forfølgelse. Episoden betød for ham en ny vending i forfatterskabet, for P.L. Møller at han til en vis grad mistede borgerskabets agtelse, og endelig for Meïr Goldschmidt at han – i det mindste da han læste i Kierkegaards senere udgivne Papirer om den rolle han havde spillet i Kierkegaards liv – tog sit ungdommelige fribytterliv op til revision.

Efter at have afhændet Corsaren drog Meïr Goldschmidt på en udenlandsrejse 1846-47 der gik gennem Tyskland, Østrig, Italien og Schweiz. Det var hans primære hensigt at opsøge europæiske politikere og revolutionære for at samle stof ind til en journalistisk løbebane. Det lykkedes over al måde, og hjemkommen til Danmark udmøntede han sin således personligt tilegnede viden i tidsskriftet Nord og Syd der udkom i 12 år fra 1847 til 1859. Nord og Syd var af en helt anden karakter end Corsaren. Det var ikke et satirisk men et orienterende organ der holdt læserne godt underrettede om begivenheder i ind- og udland. Ved reportager fra Meïr Goldschmidts stadige udlandsrejser, personkarakteristikker, politiske oversigter og debatindlæg lå det langt forud for tilsvarende periodiske skrifter i samtiden. Meïr Goldschmidt var en mester i at dyrke eksemplifikationen og give stoffet en dramatisk form, og som sådan var han Danmarks første moderne journalist i en tid hvor avisernes væsentligste indhold bestod af officielle meddelelser og aftryk af taler. Et åbent spørgsmål er det dog, hvor reportagen hos Meïr Goldschmidt hører op og digtningen begynder. Et par forsøg på at fortsætte bladet under titlerne Hjemme og Ude og Norden (1861-62) mislykkedes. Nord og Syd havde ikke noget egentlig politisk program, men forholdt sig kritisk over for nationalliberalismen. Det foranledigede en kreds af konservative godsejere til at henvende sig til Meïr Goldschmidt for at gøre ham til deres talsmand. Overraskende nok gik Corsarens tidligere redaktør ind i kompagniskabet, men indså dog snart fejltagelsen. Episoden betød at Meïr Goldschmidt måtte døje megen spot, ikke mindst fra socialisten Frederik Dreier der udgav et helt skrift mod Goldschmidt: M.A. Goldschmidt. Et Litteraturbillede, 1852, der ikke alene håner Meïr Goldschmidts politiske omskiftelighed men også rammende ironiserer over hans journalistiske og litterære stil.

På det personlige plan havde Meïr Goldschmidt også gennemgået rystelser i disse år. 1846 fødte hans veninde Johanne Sonne ham en søn og to år efter en datter. For at legitimere børnene (han var ikke sikker på at være far til datteren) indgik han ægteskab med moderen, men at det var af proformakarakter fremgår bl.a. af at Meïr Goldschmidt blev boende sammen med sin mor og søster. 1852 blev han atter skilt. Han måtte således opretholde to husholdninger og derfor arbejde hårdt for at holde Nord og Syd igang. I 1853-57 var det for det meste optaget af mammut-romanen Hjemløs der så at sige er vokset ud af journalistikken. Mange af personerne er portrætter af tidens ledende personligheder fra litteraturens og politikkens verdener: Carl Ploug, P.L. Møller, Orla Lehmann, Kristian Arentzen, Meïr Goldschmidt selv etc. og mange af de episoder romanens helt oplever rundt om i Europa er direkte kalkeret af efter Meïr Goldschmidts egne rejseindtryk. Grundtanken i romanen er den at man mister sit livs bestemmelse ved at svigte den kvinde man oprindelig var bestemt for. For sit forræderi må hovedpersonen betale med år af sit liv, og først da hans bod er udsonet dør han i fred med verden og sig selv. Bag denne udgang ligger en ny verdensanskuelse der kom til Meïr Goldschmidt i halvtredserne: nemesis-filosofien, troen på at man straffes for sine forseelser i dette liv, at livet 'går op'. Denne filosofi blev fra nu af grundlæggende for Meïr Goldschmidts selvforståelse og ledetråd i adskillige af hans værker. Årene efter afslutningen af Hjemløs var for Meïr Goldschmidt en krisetid. 1861, 42 år gammel, rejste han til London i den hensigt at bosætte sig der og blive engelsk forfatter. Han flyttede ind hos en fætter, diamanthandleren Benjamin Rothschild, og fik et par af sine værker oversat til engelsk. 1863 forlod han pludselig byen, måske pga. uoverensstemmelser med den jødiske menighed dér, måske pga. et forhold til Rothschilds hustru Hester. Meïr Goldschmidt rejste til Rom, og her kom der endelig atter gang i hans forfatterskab. Den nye inspiration skyldtes formentlig at han i Rom traf sin ungdomselskede Christiane Stilling (gift med filosoffen P. Stilling). De sværmede sammen i Rom, og hun optræder i adskillige af hans nye fortællinger.

Tresserne blev en meget produktiv periode hvor Meïr Goldschmidt udelukkende helligede sig sit skønlitterære forfatterskab. En ny digtart, sagndigtningen, bragte fornyelse i hans forfatterskab der fik et mere mytisk præg. Det eksotiske, romerske miljødanner en virkningsfuld baggrund for den første samling efter det nye gennembrud: Fortællinger og Skildringer I–III, 1863-65. De i en vennekreds fortalte, løst sammenknyttede fortællinger danner i øvrigt forbillede for vennen Vilh. Bergsøes roman Fra Piazza del Popolo. Bind tre i samlingen, fra 1865, rummer Meïr Goldschmidts tredie roman Arvingen der i siri struktur er en gentagelse af Hjemløs. Nemesis virker overalt og er også grundlaget for den næste bog Breve fra Choleratiden, 1865 (senere titel: En Roman i Breve). Med Kjærlighedshistorier fra mange Lande, 1867 der er digtet over vidt forskellige sagn og eventyr ville Meïr Goldschmidt vise kærlighedens sejr over døden. Nemesisfilosofien knyttet til jyske lokaliteter finder vi i de to psykologiske studier Den Vægelsindede paa Graahede, 1867, og Ekko'et, bragt i Smaa Fortællinger, 1869 der bygger på Meïr Goldschmidts to Jyllandsrejser i 1865 og -66. Rejserne er beskrevet i Dagbog fra en Reise paa Vestkysten af Vendsyssel af Thy, 1865 og En Hedereise i Viborg-Egnen, 1867. Mens nemesistanken i Meïr Goldschmidts forfatterskab ellers fremstilles gennem realistiske begivenheder og med psykologiske begrundelser, udtrykkes den i Meïr Goldschmidts sidste roman Ravnen, 1867, gennem overnaturlige, eventyrlige tildragelser der griber ind i en ellers realistisk handlingsgang. Denne blanding gør romanen til et af Meïr Goldschmidts mest problematiske værker, men i bipersonen, den jødiske kommissær Simon Levi, skabte han en af sine mest originale og populære figurer. Han går igen i fortællingen Maser (fra Smaa Fortællinger) hvor Meïr Goldschmidt skildrer hans såre menneskelige kvaler da han har arvet en kæmpeformue. En anden jødisk type har Meïr Goldschmidt mesterligt tegnet i billetsjoveren Avrohmche Nattergal, 1871. Meïr Goldschmidts litterære produktion gik nu næsten i stå. En samling Fortællinger og Virkelighedsbilleder 1–III. 1877-83 er for halvdelens vedkommende genoptryk.

Meïr Goldschmidts forsøg på at skrive for teatret blev aldrig nogen succes: En Skavank, 1867, den anden Verden. 1869, og Rabbien og Ridderen, 1869. Posthumt udkom endelig Smaa Skildringer fra Fantasi og Virkelighed, 1887. I 1870erne var Meïr Goldschmidt optaget af videnskabelige studier af nemesis-begrebet. Resultatet fremkom i bind to af Livs Erindringer og Resultater, 1877 der er et videnskabeligt set ganske uholdbart forsøg på at vise at nemesisideen har virket gennem alle primitive religioner. Første bind af værket er de egentlige erindringer der dog kun dækker tiden indtil 1846. Det er meget smukt skrevne, næsten poetiske skildringer af barndommen og Corsartiden, men de er meget usikre som kilder til Meïr Goldschmidts liv. Han har med værket ikke mindst villet forsvare sig overfor de heftige anklager der var kommet frem i Kierkegaards Papirer (1869ff), og dertil kommer at han med flid har indlagt nemesis-ideen i sit eget liv med tilbagevirkende kraft. Meïr Goldschmidts person kan næppe siges at have været helstøbt: dertil er omsvingene i hans liv for påfaldende ligesom hans skæbnefilosofi tyder på en vis manglende personlig viljestyrke. Hans politiske og åndshistoriske indsats i 1840erne med Corsaren var imidlertid af stor betydning. Med sin elegante satire bortblæste han den nimbus der dengang omgav den højeste magt. Som digter var han både influeret af romantikken og den fremvoksende interesse for virkeligheden. Realistiske virker ikke mindst hans psykologiske skildringer af bl.a. barndomsindtrykkenes betydning for et menneskes dannelse.

Meïr Goldschmidt er den første danske forfatter der sætter det psykologiske i centrum. Romantisk er på den anden side hans opfattelse af at overnaturlige kræfter styrer verden. Selv i hans mest realistiske fortællinger åbner der sig pludselig et vindue ud mod evigheden. Hvor det sker hører han til blandt de største.

Familie

Meïr Goldschmidt blev født i Vordingborg, døde på Frederiksberg og er begravet i København (Mos. Vestre). Forældre: købmand Aron Goldschmidt (1792-1848) og Lea Levin Rothschild (1797-1870). Gift 19.9.1848 i Tårnby med Johanne Marie Sonne, født 14.3.1825 i København (Garn.), 19.10.1900 sst., d. af skibsfører Johan Peter Sonne (ca. 1797-1826) og Johanne Margrethe Schou. Ægteskabet opløst 1852. – Bror til Moritz Goldschmidt og Ragnhild Goldschmidt.

Ikonografi

Flere karikaturer i træsnit fra 1840erne, bl.a. i Corsaren. Menes afbildet på tegn. s.m. Kierkegaard og P.L. Møller af J. Th. Lundbye, 1846. Tegn. af J.V. Gertner, 1849 (Fr.borg). Mal. af E. Jerichau Baumann, 1852 (sst.). Træsnit 1886 efter foto fra 1850erne. Tegn. sign. J. Kayser, 1852 (Fr.borg). Buste af J.A. Jerichau (sst.). Antages afbildet på mal. af A. H. Hunæus, 1862, Store Bededagsaften (St.mus.). Tegn. af H. Olrik, 1863 (Fr.borg), gengivet i træsnit af H.P. Hansen, 1888. Afbildet på stik af Magnus Petersen, 1868, af nord. digtere. Træsnit 1868 samt af H.P. Hansen, 1870. Buste af O. Evens, 1872 (Nordjyllands kunstmus.). Træsnit af H.P. Hansen, 1877, gentaget 1886 og samme type skåret af C. Pauli, 1887, efter tegn. af F. Henningsen. Tegn. af B. Middelboe, formentlig 1882. Træsnit af C.L. Sandberg, 1863, og efter dette af H.P. Hansen s.å. Buste af Aksel Hansen, 1887 (Fr.borg) og 1919 (Odense bys mus.; Allégade i Kbh.). Linoleumssnit af K.J. Almquist, 1942. Foto. – Mindetavle på fødehuset i Vordingborg.

Bibliografi

Udg. Poetiske skrifter I-VI 11, 1896-98. Meïr Goldschmidt i folkeudg. 1–VIII, 1908-10. Corsaren, udg. Uffe Andreasen, 1977ff.

Kilder. Meïr Goldschmidt: Livs erindringer og resultater I-II, 1877 (ny udg. ved Morten Borup I-II, 1965). Breve fra og til Meïr Goldschmidt, udg. Morten Borup I–III, 1963. Breve til hans familie, udg. Morten Borup I-II, 1974. En brevveksling om kvindens stilling i samfundet. Ludovica de Bretteville og Meïr Goldschmidt, ved Gotfr. Appel, 1979.

Lit. Josef Fischer om slægten Goldschmidt i Tidsskr. for jødisk hist. og lit. II, 1921 35-52. P.L. Møller i Arena, 1843 49-83. Fr. Dreier: Meïr Aron Goldschmidt, 1852. Otto Borchsenius: Fra fyrrerne, 2.saml., 1880 231-325. Samme: Hjemlige interiører, 1894 1-86. L. Dietrichson: Svundne tider III, Kria. 1901 83-114. Vilh. Bergsøe: Eventyr i udlandet, 1905 169-71 224-46. Hans Brix: Gudernes tungemål, 1911 (ny udg. 1963) 126-38. Vilh. Andersen i Edda I, Kria. 1914 75-87. Hans Kyrre: Meïr Goldschmidt I-II, 1919. D. Simonsen i Tidsskr. for jødisk hist. og lit. I, 1919 67f 122-25 185-87. Jul. Salomon sst. 137-60. Samme sst. II, 1921 11-34. Hans Kyrre sst. III, 1925 1-40. C. Klitgaard sst. 176-83. G. Brandes: Saml. skr. 2.udg. II, 1919 405-22. Paul V. Rubow: Goldschmidt og Kierkegaard, 1952. Samme: Goldschmidt og nemesis, 1968. Helge Toldberg i Festskr. til Paul V. Rubow, 1956 211-35. Elias Bredsdorff: Goldschmidts Corsaren, 1962 (rev. udg. m. titlen: Corsaren, Goldschmidt og Kierkegaard, 1977). Mogens Brøndsted: Meïr Goldschmidt, 1965. Samme: Goldschmidts fortællekunst, 1967. Morten Borup i Danske studier, 1966 106-18. Ejgil Søholm sst. 1968 27-59. Samme sst. 1972 122-25. H.V. Gregersen i Sønderjydske årbøger, 1967 110-52 (heri brevveksl, med Laur. Skau). Kn. Wentzel i Kritik nr. 10, 1969 52-89. Samme: Fortolkning og skæbne, 1970 13-38. Ib Bondebjerg i Kritik nr. 23, 1972 5-24. Kenneth H. Ober i Orbis litterarum XXIX, 1974 231 14. Samme: Meïr Goldschmidt, Boston 1976. Papirer og breve i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig