Mogens Jermiin Nissen, 8.4.1906-2.11.1972, forfatter. Født i Hellerup, død i Lyngby, urne på Bispebjerg kgd. N. blev student 1925 og fik eksamen fra Statens biblioteksskole 1931. 1935 blev han ansat som bibliotekar ved Kbh.s kommunebiblioteker hvor han havde været medhjælper siden 1926, og avancerede 1953 til afdelingsbibliotekar. Som lyriker havde han debuteret 1923 med Stemninger og Billeder, for en større offentlighed dog først med Dråber i Dans 1927. Disse og de følgende samlinger, Hjertet og det grønne Løv, 1928, Stilhed, 1928 og Sange om To, 1929 indeholder især natur-, kærligheds- og refleksionslyrik. Generationsmæssigt hørte han til kredsen omkring Vild Hvede der i 1920'erne og -30'erne kom på universitetets frokoststue, forfattere som Sigfred Pedersen, Johannes Wulff og Jens August Schade. Efter en pause på tretten år genoptog han forfatterskabet, nu med et mere livsmoraliserende indhold. N. afslører selvbedragets forklædninger, han skriver med klogskab om følelserne der spiller bold med fornuften. Der sker i samlinger som Cirklen i Støvet, 1942, Malurt og Mumme, 1943 og Forklædninger, 1951. N. har udsendt to bind udvalgte digte: Ekko af årene, 1961 og Stiklerier, 1966. Ved siden af sin digtning var N. meget optaget af visekunsten og et fremtrædende medlem af foreningen Visens venner. Han var medlem af redaktionskomiteerne for Lystige viser fra bind 5, 1970 og Lystige viser for børn fra bind 2, 1967. Selv har han skrevet musik til en lang række digte. Vigtigst er kompositionerne til Halfdan Rasmussens viser, bl.a. udgivet i hæftet Noget om –, 1966. N. modtog Emma Bærentzens legat 1943, Forfatterforbundets legat 1945, Kai Hoffmann-legatet 1956 og Oehlensch- lager-legatet 1960.

Familie

Forældre: bogholder Lars Axel N. (1878-1961) og Dagmar Caroline Cathrine Rønnebæk (1880-1942). Gift 11.2.1932 på Frbg. med bibliotekar Else Solveig Hammer, født 23.7.1906 i Sæby, d. af apoteker Otto H. (1864-1945) og Augusta Sophie Andersen (1874-1957).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Erindr, i Berl. aften 22.7.1944. Interview i Socialdemokraten 2.1.1944. – Emil Frederiksen: Ung da. lit., 1945 (nyudg. 1951) 115-17.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig