Niels Møller, Niels Laurids Møller, 11.12.1859-16.3.1941, forfatter. Født i Svendborg, død på Frbg., urne på Søndermark kgd. M. skulle have været skipper som hele sin slægt, men det huede ham ikke at passe roret om natten. Han gik en tid i Troense realskole; som fjortenårig kom han igen til Svendborg og fik præliminæreksamen i Kbh. to år senere. I skoletiden skrev han digte og læste ivrigt poesi, bl.a. Chr. K. F. Molbechs Dante, F. Schlegels Shakespeare og en del tysk poesi; en af de bøger som havde grebet ham allerede i Svendborgtiden var Goethes Faust. Men sin indvielse til digter fik han gennem C. Wilsters Homer som for bestandig gjorde ham til grækernes lærling. Efter eksamen var han i nogle år på retsskriverkontoret i Svendborg; så forberedte han sig på et kursus i Kbh. til studentereksamen som han fik 1881. 1887 blev han juridisk kandidat og allerede s.å. ved M. Galschiøts mellemkomst ansat som assistent ved Statsanstalten for Livsforsikring hvor han 1917 avancerede til kontorchef og afgik med pension 1922. I en årrække var han lærer i litteratur ved Statens lærerhøjskole. Kbh. kom han aldrig til at holde af. Han lærte i årenes løb sit fædreland grundigt at kende på vandringer og cykleture, udlandet besøgte han aldrig. M.s originale poetiske forfatterskab er indskrænket til fire digtsamlinger og to bind noveller. Mindst personlige er de sidste: Hændelser, 1890 og Koglerier, 1895. De indeholder sømandsfortællinger af en krassere realisme end Holger Drachmanns og psykologiske analyser af stor skarpsindighed. Gerne vælger M. jeg-formen; det monologiske foredrag ligger for hans fortælletalent. Digtene rummes i samlingerne Efteraar, 1888, Røster, 1897, Egelunden. 1920 og Senhøst, 1939. I en tung og kunstlet form der minder om, at de græske lyrikere og R. Browning og A. C. Swinburne var hans lærere, forkynder han her et dyrekøbt livssyn. Gennem bitre digte om livets ubarmhjertighed hæver han sig til en mandig og resigneret livsforståelse. Som de største værdier dyrker han arbejdet, erindringen og betragtningen. En rig og fin naturfølelse præger alle hans digte. Endvidere var M. en meget benyttet kantate- og lejlighedsdigter. – Meget større af omfang er M.s oversættelser, hvoraf kun de vigtigste skal nævnes: Aiskylos' Agamemnon, 1891 og Perserne, 1918, Sophokles' Antigone, 1894, Euripides' Bakchanter, 1931, et udvalg af R. Brownings dramatiske monologer under titlen Granatæbler, 1894, Shakespeares Kong Henrik IV, Købmanden i Venedig og Hamlet, 1901. Det er digterisk medfølende gendigtninger af en ofte meget dristig sprogkunst. I sine gengivelser af de græske tragikere går M. ikke af vejen for rim og alliterationer i korsangene og kan stundom være så dunkel som originalerne i sproget. Han optager her som i sin originale digtning en rigdom af gamle ord i sit foredrag og skyr al letkøbt glathed i versifikationen. Sammenlignet med Thor Langes fordanskninger er hans udpræget virile og uromantiske. På sine ældre dage oversatte han også græsk prosa: Pseudo-Longinos' Den store Stil, 1934 og Aristoteles' Ethica Nicomachea, 1936. Desuden indeholder M.s digtsamlinger en lang række oversættelser. Endnu et tredje, humanistisk forfatterskab foreligger fra M.s hånd. Allerede fra 1890erne var han flittig bidragyder til tidsskrifter og samleværker med større og mindre litterære og historiske studier. I Illustreret Tidende, Tilskueren og navnlig Nordisk tidskrift (Letterstedt) har han offentliggjort talrige boganmeldelser og essays, hvoraf mange er særdeles vægtige og skarpsindige; et udvalg foreligger i samlingen Nattevagter, 1923. Af hans historiske arbejder kan fremhæves afsnittene om nederlandsk, amerikansk og engelsk historie i Folkenes Historie som han selv var medredaktør af. Men M.s hovedværk er den omfangsrige og dog meget tæt skrevne almindelige litteraturhistorie, han udgav under titlen Verdenslitteraturen 1928-31. I modsætning til vist alle værker af den art er den skrevet på førstehånds og som det tit synes ganske friske indtryk af den litteratur den behandler. Om litteraturhistoriske problemstillinger bekymrer M. sig ikke stort, men det er ham magtpåliggende at give et træffende og sandt billede af hver tidsalder og ethvert betydeligt forfatterfysiognomi; han er loyal og medfølende over for sit emne og tilstræber aldrig paradokser. Fremragende er især behandlingen af oldtidslitteraturen og af engelsk poesi; lyrikken har M.s udtalte forkærlighed på de andre genrers bekostning. Det bør tilføjes at bogen er usædvanlig nøjagtig i det faktiske. Den står som et prægtigt vidnesbyrd om en svunden alders høje åndsdannelse. – Udvalgte digte under titlen Annabella og andre Digte 1931.

Familie

Forældre: skibsfører Lauritz M. (1833-83) og Louise Nielsen (1833-96). Gift 2.4.1890 i Kbh. (Jac.) med Jenny Christiane Augusta Muller, født 5.6.1862 i Kbh. (Frels.), død 17.8.1919 på Frbg., d. af løjtnant Jens Christian M. (1833-1922) og Christiane Vilhelmine Dorthea Andresen (1825-91).

Udnævnelser

R. 1922.

Ikonografi

Tegn. af Kr. Kongstad, 1898. Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag. XXVII, 1933 619-28. N. M. -Valdemar Vedel. En brevveksl. 1885-1915, udg. Knud Bøgh, 1959. – Vilh. Andersen: Litteraturbilleder, 1903 173-80. Oscar Geismar i For kirke og kultur XI, 1904 413-26 (optr. i forf.s Nogle digterprofiler, Kria. 1906 17-33). Harald Nielsen: Vej og sti, 1916 134-50. J. P. Jacobsen: Afhandl, og artikler, 1919 455-59. Paul V. Rubow: Shakespeare på dansk, 1932. K. F. Plesner i Tilskueren XLVI, 1929 II 394-98. Samme i Nord. t. for vetenskap, konst och industri, Sth. 1941 136-44. Samme: Gode klerke, 1944 141-50. Festskr. til N. M., 1939 (heri bibliografi). Hans Brix i Berl. aften 17.3.1941. Hakon Stangerup i Nationaltid. 18.3.s.å. Harald Herdal: Mellem bøger og portrætter, 1970 117-37. Sigmund Skard: Andlet til andlet, Oslo 1974 128-54. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig