Odin Wolff, 23.4.1760-16.8.1830, forfatter. Født i Kbh, død sst. (Helligg.), begravet sst. (Helligg. kgd.). W. blev student 1778, privat dimitteret, og 1783 cand.filol. I en årrække underviste han i flere kbh.ske skoler i sprog og udgav flere lærebøger, en engelsk, en tysk, en fransk og en latinsk læsebog samt en fransk-dansk og dansk-fransk ordbog. Han blev dekan på kommunitetet 1792 og 1814 dets arkivar. Som lærer var han dygtig og energisk, men han kunne være vanskelig at omgås med universitetet gerådede han i proces da fakultetet fandt hans anmærkninger til en indsendt naturvidenskabelig disputats fornærmelige. Han sendte derfor arbejdet til Göttingen ogmodtog herfra diplom som dr.phil. Med boghandler Simon Poulsen var han ven og kammerat fra rusåret. I dennes ugeskrift Morgen-Posten var han flittig medarbejder, og da Poulsen 1794 fortsatte ugeskriftet med månedsskriftet Journal for Politik, Natur- og Menneske-Kundskab var W. fra begyndelsen så godt som eneredaktør af dette, men overtog selvstændigt udgivelsen fra 1798. Det fortsatte til udgangen af 1829 og danner en række på ikke mindre end 144 bind. Indholdet er broget, dog navnlig af historisk og naturbeskrivende art, men også adskillige oversættelser af oldtidens klassikere; R. Nyerups karakteristik (1800) af indholdet som "moxen altsammen Oversættelse" passer i alt fald ikke på de senere årgange. Flere af W.s egne afhandlinger, oprindelig trykt i tidsskriftet, blev senere udgivet, til dels i udvidet og noget omarbejdet form, som selvstændige skrifter, bl.a. en biografi af Griffenfeld, 1820 og Vitus Bering, 1822. Hans største værk var bearbejdelsen af L. M. Chaudon og F. A. Delandine: Nouveau Dictionnaire Historique, et universal-biografisk leksikon der kom på dansk 1807-19 med den lidt misvisende titel Historisk Ordbog I-XI. Udvalget var suppleret med originale artikler om nordiske personer. Trods en del kritik blev værket dog modtaget som det fortjenstfulde værk det var og blev flittigt benyttet. – Tit. professor 1811. Rang i 6. klasse nr. 13 1814. Medlem af Det kgl. norske videnskabernes selskab i Trondhjem.

Familie

Forældre: sekondløjtnant ved de norden-fjeldske skiløbere, senere generallottoadministrator Odin Henrik W. (1733-1803) og Martha Christine Hoppensach (ca. 1738-87). Ugift.

Ikonografi

Mal. (Fr.borg).

Bibliografi

Fr. Bokkenheuser i Vor ungdom, 1895 625-41. Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad I, 1916 152.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig