Ole Johan Samsøe, 21.3.1759-24.1.1796, forfatter. Født i Næstved, død i Kbh. (Helligg.), begravet sst. (Ass.). S. voksede op i et velstående borgerhjem. Med sin privatlærer foretog han ofte udflugter til Herlufsholm blandt hvis disciple han i K. L. Rahbek fandt en kammerat der senere blev hans ven for livet. 1773 blev han sat i Kolding latinskole hvis rektor, den lærde antikvar Skule Thorlacius, satte ham meget højt og gav ham den smag for videnskabelig syssel som aldrig forlod ham. Måske har Thorlacius' særlige interesser også åbnet S.s øjne for den oldnordiske verden hvorfra han senere tog motiver til sine fortællinger. Han blev student 1773, tog filosofisk og (1779) filologisk eksamen, men fortsatte ikke de planmæssige studier. Han mente at kunne leve af arven efter faderen og derved frit at kunne dyrke de litterære interesser der drog ham stærkest. S. var en udpræget indadvendt natur, følsom og nervøs, med hang til alvor og tungsind, ringe selvtillid og ringe produktionsdrift der altid behøvede venners tilskyndelse og opmuntring. Da han var i begyndelsen af 20'erne tog disse anlæg på grund af en personlig oplevelse farve af de Wertherstemninger der var karakteristiske for perioden omkring 1770 herhjemme. Rahbek taler om "voldsomme Sindslidelser" hos S. Da også Rahbek var hårdt angrebet af Wertherfeberen besluttede S. "for at undfly sig selv" og være en trøster for Rahbek at ledsage denne på en udenlandsrejse. I sommeren 1782 rejste de til Kiel, derfra over Leipzig, Dresden, Prag, Wien, Mannheim, München til Paris. S. fulgte flere steder forelæsninger over græsk litteratur og syslede selv med Plutarchstudier, men rent con amore. Han havde senere planer om at lave en læsebog med historiske biografier efter Plutarchs mønster, men de blev ikke udførte. Ellers dyrkede vennerne hver deres personlige interesser: S. kunstsamlingerne, hvor navnlig hollænderne skal have fængslet ham, og Rahbek teatret. Rejsens plan bestemtes for en stor del af de berømte skuespilleres spillesteder. Okt. 1784 var S. hjemme igen, sjæleligt sundere, men med en næsten opbrugt arv, så han måtte se sig om efter en levevej. Da der et års tid efter blev oprettet en skole for de kgl. pager søgte S. efter en vens opfordring pladsen som lærer der, men kom aldrig til at føle nogen tilfredsstillelse ved arbejdet – bl.a. på grund af sit moderne syn på adelen og dens privilegier hvorom også en anonym artikel i Minerva 1790 vidner. Pageskolen blev ophævet 1791, og S. var igen fri med 300 rdl. i ventepenge. Han havde imidlertid forlovet sig og måtte se sig om efter yderligere ressourcer. Forlovelsen blev ganske vist hævet "med indbyrdes Højagtelse" fordi han med sit skrupuløse sind ængstedes for et ægteskab, men alligevel betrådte han igen lærervejen, først ved Borgerdydskolen i Kbh., en kort tid ved Vor Frue skole og derefter igen ved Borgerdydskolen fra efteråret 1793. – På dette tidspunkt havde S. allerede indledt sit forfatterskab. I en litterær klub han i sin ungdom var medlem af skulle deltagerne efter tur forelægge et originalt litterært arbejde. S. indleverede Frithiof, en fortælling med det kendte sagaemne som Eric Julius Biörners Kämpadater havde gjort tilgængeligt. Med sin strenge selvkritik lod han det ligge en del år, og kun en nær vens ubetingede ros gav ham mod til at lade det trykke, og kun anonymt, i Rahbeks Minerva 1786. To andre fortællinger fulgte: Hildur og Halfdans Sønner (den sidste også anonymt i Minerva 1794). Disse fortællinger er ikke upåvirkede af P. F. Suhms oldnordiske, men skrevet i en langt mere sober stil. De er stærkt prægede af tidens følsomhed, fulde af tårer og ofre på dydens og fostbroderskabets altre. Meget oldnordiske er de ikke, men de er ikke uden psykologi (navnlig i Roriks tungsindige skikkelse i Halfdans Sønner), og deres patos har et præg af deres forfatters sjælelige adel, som kan føre tanken hen på Carsten Hauchs nordiske fortællinger. En ungdomsven af S., historikeren Jørgen Kierulf, var 1794 blevet medlem af Det kgl. teaters direktion. En bemærkning af ham fik S. til at forsøge sig som dramatiker. 1795 havde han til teatret indsendt Dyveke, et Sørgespil, et femaktsdrama på prosa. Det blev spillet første gang 30.1.1796, få dage efter sin forfatters død og er i alt opført 77 gange. Det hævder smukt sin plads midt i pausen mellem Johs. Ewalds og Adam Oehlenschlägers nationalhistoriske dramer. Det har sin tids mangel på sans for det historisk karakteristiske. Personerne handler og ræsonnerer ud fra 1700-tallets opfattelse af det ædelt menneskelige: det følsomme hjerte, dyden som selvopofrelse og venskab til døden. Trods Dyveke-motivet er det mere et skuespil om venskab end om kærlighed. Det er også mere oplysningstidens end Christian IIs tids synspunkter der høres i diskussionen mellem Torben Oxe og Knud Gyldenstierne end adelens fordomme. Karakteristikken er i det hele ganske usammensat, enten ren uskyldighed eller sort skurkagtighed. Kun i kongens og fru Sigbrits figurer er der en indirekte, men dramatisk ganske virkningsfuld psykologi. Dyveke selv er lutter blidhed, uskyld, trofasthed og uselviskhed, men har et ubestrideligt poetisk og flere steder malerisk virkende lys over sig og "en sød Melankoli" som samtiden ganske særlig fandt behag i; Dyveke blev oversat til svensk, tysk, hollandsk, engelsk og fransk. S. havde planer om et Marsk Stig-drama, hvortil udkast foreligger, og om et Tordenskioldskue-spil, men blev syg ved nytår 1796 og døde få uger senere. Rahbek udgav hans Efterladte digteriske Skrifter I–II, 1796, med en fyldig biografisk karakteriserende indledning.

Familie

Forældre: koffardikaptajn Jørgen Mauritsen S. (ca. 1706–79) og Anna Tobyren Saabye (død 1768). Ugift.

Ikonografi

Silhouet af J. C. Weitlandt (Kgl. bibl.) Relief af N. Dajon (på gravmælet), raderet af A. P. Madsen, 1868. Hele gravmælet raderet af G. L. Lahde, 1811, af W. H. Lizars, 1823 m.fl. – Mindeblad stukket af A. Flint efter tegn. af B. Thorvaldsen.

Bibliografi

K. L. Rahbek i S.: Efterl. digteriske skr. I–II. 1796. Jens Bertel Møller i Vor ungdom, 1883 158–70. Fr. Rønning: Rationalismens tidsalder II-III, 1890–99. Paul V. Rubow: Saga og pastiche, 1923 (2. opl. 1968) 9f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig