Olivia Sandström

Olivia Sandström, Olivia Wilhelmine Rosalia Sandström,  30.6.1847-11.4.1894, forfatter. Født i Kbh. (Mos.), død sst., urne sst. (Mos. Vestre). S. hed det meste af sit liv Olivia Levison, og hun skrev som regel under pseudonymet Silvia Bennet. Hun udgav novellesamlingerne Min første Bog, 1874 og Gjceringstid, 1881, romanen Konsulinden, 1887, biografien Charles Bradlaugh, 1892, og hun oversatte for sin bror (uden at få sit navn nævnt) Paul Bert: Livet og Livsfunktionerne. Hun fik desuden trykt noveller i Illustreret Tidende og Tilskueren og artikler i Politiken og Kvinden og Samfundet. – S. hører til de kvindelige forfattere, for hvem "det moderne gennembrud" blev en "Gjæringstid", men netop ikke noget gennembrud. Hun havde litterært talent, kritisk sans, belæsthed, berejsthed og sprogfærdighed (hun lærte sig bl.a. russisk), og hun kom i 1870erne i venskabelig og faglig kontakt med "gennembrudsmændene". Georg Brandes var således nær ven af hendes bror, og Erik Skram blev hendes litterære ven og rådgiver. Men hun fik hverken personligt eller som forfatter nogen lykkelig tilværelse. Alt tyder på, at hun havde et depressivt sind der socialt kan forklares ved, at hun længe var ugift, længe måtte passe sin syge mor, ingen uddannelse fik og altid var stærkt bundet til sin bror og sine mandlige rådgivere. Af breve kan man se, at disse ikke har vidst hvad de skulle stille op med dette kvindetalent og denne kvinde. "Den eneste grundige Tjeneste man kunde gjøre hende var at forvandle hende til et Mandfolk og den kan man jo netop ikke gjøre", skrev Georg Brandes til hendes bror (22.2.1875). Og Erik Skram, hendes litterære rådgiver, måtte spørge Brandes, om hun kunne skrive eller ikke (23.3.1879). "Hvad skal jeg sige til Spørgsmaalet!", svarede han. "Hvad er det man kalder Talent? Hvis hun følte sig lykkelig, fik noget Solskin, mødte sympati o.s.v. havde hun maaske Talent" (27.3.1879). Men S. fik ikke dette "solskin". Brandes selv skrev fx først om hende da hun var død. Hendes litterære utryghed blev forøget af – det kan man se i hendes breve til Erik Skram – at hun med sit kritiske hoved kunne se, at hans kunst ikke var stort bedre end hendes, og dog fik han en central placering i det litterære gennembrud. Erik Skram fandt at hun skrev om specielle og atypiske problemer. Hun svarede, at det er relativt hvad der er typisk (5.1.1880). – Sin sympatiserende, men kritiske holdning til Brandes-fløjen viste S. gennem sine indlæg i sædelighedsfejden (Politiken februarmarts 1887). Depression, uopfyldte erotiske behov, dybtgående identitetskonflikter og ambivalente forhold til mandlige rådgivere er hovedtemaer også i S.s forfatterskab. Karakteristisk -også i titlen – er novellen Indespærret (fra Gjæringstid). Hendes roman Konsulinden kan læses som historien om en jeg-svækket pige der bliver kastebold for omgivelsernes påvirkning, indtil hun ender som villigt redskab for en præsts vel-gørenhedsforanstaltninger. Trods denne depressive linje går der også gennem S.s bøger en stærk overlevelsesvilje: "et Menneske har ikke Ret til at give fortabt" (Min første Bog). En markant beskæftigelse med skyld og soning ("Liv for Liv" fx i Min første Bog) peger på en afgørende prægning fra S.s jødiske miljø som hun i øvrigt ikke skildrer i sine fortællinger. Den eksistentielle forvirring der er forfatterskabets hovedtema giver sig forskellige litteraturtekniske udslag, bl.a. i hendes brug af fortæller-teknik: hun vælger ofte mandlige jeg-fortællere der meddeler andre mænd en kvindes historie (Indespærret, fx).

Den kunstneriske værdi af S.s forfatterskab er svingende. Hun har sin styrke og sit særpræg ved sin sikre psykologiske indsigt, sine realistiske billeder (fra og med Gjæringstid) af pige- og kvindeliv i gennembrudsperioden, sin impressionistiske stil og fortælleteknik og ved sine fint-rammende formuleringer. "Der er Andet i Verden end Lykke" (Min første Bog), "Hvorfor mener De for Resten, at De er unyttig og overflødig? En Mand vilde ikke længe finde sig i at være det" (Gjæringstid), "Ens venner er da ikke Trækdyr man spænder for en Aftens Kedsomhed" (brev til Erik Skram 28.2.1880), "Adda Ravnkilde burde have levet – for at skildre os Lidelsens Epos, for at lære de mange, der er ved at bukke under, at man kan lide og dog leve" (anmeldelse af Adda Ravnkildes posthume To Fortællinger i Kvinden og Samfundet 1885, nr. 1).

S. var "magnetnaalsikker" i sine indsigter, som Georg Brandes skrev i sin nekrolog. Desuden var hun en markant repræsentant for det moderne gennembruds kvinder.