Oluf Bertolt, 30.5.1891-5.7.1958, leder af Arbejdernes oplysningsforbund, historisk forfatter. Født i Århus, død på Frbg. hospital, begravet fællesgrav på Søndermark kgd. B. blev udlært som malersvend i Århus 1910 og rejste derefter et par år på faget i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig. Vintrene 1911–12 og 1912–13 var han på Askov højskole hvor navnlig J. Th. Arnfred og Jens Rosenkjær Fik betydning for hans udvikling. 1913–15 arbejdede han i Kbh. og læste samtidig til studentereksamen som han tog 1914. 1915 blev han af J. P. Sundbo antaget som lærer ved Esbjerg arbejderhøjskole og blev der til han 1920 knyttedes til Sundbos blad Vestjyllands Social-Demokrat. Da Tormod Jørgensen i Høng 1923 ville gøre et forsøg på at realisere Grundtvigs tanke at samle by og land i én skole tog han B. til lærer, og han virkede her til han 1925 af Harald Jensen knyttedes til det året før stiftede Arbejdernes oplysningsforbund hvis sekretær han blev 1930, forretningsfører 1947–57; 1925–37 var han tillige arkivar ved Arbejderbevægelsens arkiv. 1933–39 var han redaktør af Socialisten. Han var medlem af Radioprogramudvalget fra 1926 og formand for Esbjerg arbejderhøjskole 1934–57. I årene 1937–54 var han i Frbg. kommunalbestyrelse. Som foreningsmand og foredragsholder indtog han en stærk stilling inden for arbejderoplysningen, og som arkivar og forfatter har han givet væsentlige bidrag til sit partis historie i bøger som Tre danske Arbejderes Livserindringer, 1925, Pionerer, 1938 og Th. Stauning. Folkets Søn. Danmarks Statsminister, 1942 (s.m. H. C. Hansen) samt M. C. Lyngsie, 1944, En bygning vi rejser, I 1–272, 1954 og i sine artikler i Dansk biografisk leksikon, 1933–44; endvidere har han udgivet Fagforeningskundskab, 1949.

Familie

Forældre: arbejdsmand, kusk Jens Jensen (1861–1948) og Marie Kirstine Kristensen (1864–1926). Navneforandring fra Jensen, Oluf Berthold 30.11.1916. Gift 9.5.1919 i Engum med Else Brix, født 2.9.1892 i Engum, død 12.8.1984 på Frbg. (Flintholm), d. af sognepræst Harald Leopold B. (1849–1942) og Hertha Constance Balslev, f. Møller (1850–1928, gift 1. gang 1870 med personelkap. i Engum, senere sognepræst sst. Johannes Erasmus B., 1835–78).

Ikonografi

Mal. af Leo Thellefsen, 1955. Foto.

Bibliografi

Hjalmar Gammelgård i Arbejderhøjskolen nr. 39, 1950 21–22. Carl Thomsen sst. nr. 52, 1958 4–9. J. Th. Arnfred og Kristen Nørgård i Højskolebladet, 1958 336–37.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig