P.M. Trojel, Peter Magnus Trojel (Trøjel, Trøyel), 3. el. 6.7.1743-16. el. 17.12.1793, forfatter, jurist. Født i Fuglevig præstegård, Vissenbjerg sg., Odense amt, død på Annebjerggård ved Nykøbing S., begravet i Højby. T. blev student 1759 fra Odense (privat dimitteret med rektors testimonium), tog n.å. baccalaureusgraden, 1762 teologisk eksamen og var 1764-65 alumnus på Borchs kollegium. Han førte derefter en noget omtumlet tilværelse, havde forskellige huslærerpladser og var ofte i økonomiske vanskeligheder. 1773 tog han juridisk eksamen og blev s.å. auditør, men ked af militærlivet tog han allerede 1778 sin afsked; 1780-81 var han som sekretær hos grev J. H. Knuth på rejse i Holsten og Mecklenburg, men ellers ernærede han sig sig som juridisk manuduktør, søgte forgæves adskillige embeder og tilbragte sine sidste år (fra 1783) hos broderen F. W. Trojel på Annebjerggård. Hans juridiske forfatterskab er ikke stort; den retshistoriske disputats De legum Daniæ atqve Norvegiæ in naufragos humanitate, 1764 blev i udvidet skikkelse trykt på dansk (Om de Danske og Norske Loves Omsorg for Skibbrudne) 1767 i Kbh.s Adresse-Contoirs Juridiske, Medicinske og Oeconomiske Tidender. 1776 udgav han Juridiske Tilskuer hvoraf der kun udkom 37 numre. – T. var medlem af det 1775 stiftede danske litteraturselskab, nær ven af Johannes Ewald og ordfører for den kreds der 1778 ville sikre denne en årlig digtergage. Af Ewald er han påvirket i sin digtning, der 1773 begyndte med de anonyme Prøver af danske Satirer i poetiske Breve, som i øvrigt viser tilbage til klassiske forbilleder. Som satiriker er T. hvas, mere en streng revser end en spøgefuld spotter; satirerne, der er ret knappe i formen, er T.s hovedværk. I slægt hermed er hans Ode til Dumhed (først trykt 1778 i Almindeligt Dansk Bibliothek). Desuden har han skrevet en del digte inden for andre genrer, lejlighedsvers (fx Lev Christian, lev til sneehvid Alder) og drikkeviser (fx Jeg er en Mand, som har saa vidt omvandret); fra årene i Odsherred stammer den gemytlige Odsingernes Reise til Friderikssund i en slags folkevisestil. Knud Lyne Rahbek kaldte T. for "Ewalds maaskee genialeste Jævning"; for os har han en mere beskeden plads på linje med mange andre oplysningspoeter.

Familie

Forældre: sognepræst til Vissenbjerg Thomas T. (1702-69) og Elisabeth Ancher (død 1793). Ugift. – Bror til F. W. T., J. K. T. og Peder Kofod T.

Ikonografi

Klippet silhouet af C. Limprecht fra 1780erne (Kgl. bibl.), efter denne radering 1801 og træsnit 1886.

Bibliografi

Udv. digte af P. M. og P. K. Trøjel I–II, 1801 (heri biografi af F. W. Trojel og karakteristik af K. L. Rahbek). Månedsskriftet Ny Minerva, 1807 III 1-36 50-52 83-90 132-56. K. L. Rahbek: Erindr. I, 1824 91 214 255 273 386; III, 1825 66; IV, 1827 251. Chr. Molbech: Dansk poetisk antologi II, 1832 70-109. [Fr. Barfod:] Poetisk læsebog, 1835-36 575-80. A. D. Jørgensen: Johs. Ewald, 1888 60f 180f. Fr. Rønning: Rationalismens tidsalder II, 1890. Hakon Müller i Fyns stiftstid. 25.3.1941.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig