Pauline Worm, Pauline Frederikke Worm, 29.11.1825-13.12.1883, forfatter. Født i Hyllested, død i Kbh. (Matth.), begravet på Frbg. (Solbjerg). W. modtog sin første undervisning af sin far. 1838 blev han sognepræst i Kristrup ved Randers, og W. blev derefter sat i en pigeskole inde i byen. Kort efter sin konfirmation 1841 blev hun lærer ved skolen, indtil hun 1847 kom som privatlærer til Præstø. Her skrev hun et hyldestdigt til Frederik VII ved hans tronbestigelse; det kom først i Fædrelandet, siden som særtryk og er det første bevis for hendes afgjort digteriske begavelse, ligesom det vidner om hendes kraftige nationalfølelse. Langt stærkere end de fleste var hun grebet af ånden fra 1848 – frihedsånden, danskhedsfølelsen og den nordiske enhedstanke. Fra tiden i Præstø stammer også hendes første digtsamling En Krands af ni Blade, 1850 og romanen De Fornuftige I–II der dog først udkom 1857. På Mathilde Fibigers Tolv Breve af Clara Raphael svarede W. 1851 med Fire Breve om Clara Raphael til en ung Pige fra hendes Søster.

Hun sluttede sig til hende i tanken om kvindernes frigørelse, men tog mere realistisk på sagen, og især hævdede hun ægteskabets værdi og den jordiske kærligheds ret: "Thi Amor er ej lav, er han end lille". I kritikken af pigebørns skoleop-dragelse var de enige. I nogle kronikker i Fædrelandet (for 23.-25.4. s.å.) Om Kvindens Kald og Kvindens Opdragelse udviklede W. sit syn herpå nærmere. 1852 tog W. institutbestyrerinde-eksamen og n.å. åbnede hun en pigeskole i Randers. 1857-63 drev hun en lignende skole i Århus, men intet af stederne havde hun særligt held med sig. De mere forstående af hendes elever anerkendte hendes fine og retskafne sind, men hun var heftig og upraktisk og havde ikke kræfter til alt det arbejde hun pålagde sig selv, bl.a. med sin faglige dygtiggørelse. 1863 solgte hun skolen og flyttede hjem, men vedblev at undervise både privat og i forskellige skoler i Randers. S.å. skrev hun et mindedigt ved Frederik VII's død. Det blev sammen med flere digte af hende optaget i Chr. Winthers Nye Digte af Danske Digtere. 1864 udgav hun en større digtsamling Vaar og Høst der 1874 kom i andet forøgede oplag. I den nationale genrejsningstid efter 1864 blev W. en del benyttet som foredragsholder i folkelige foreninger. Hun var tilbageholdende og beskeden, men overvandt sig til at træde offentligt frem, fordi hun havde så meget på hjerte. Hvad det var siger titlerne på hendes foredrag noget om, fx Om Holger-Danske-Sagnet, Om Kæmpeviserne, Om Tydsken i vore Skoler, Om Folkeaanden, Om Tidsaanden, Om Jylland og Jyderne, Kjøbenhavneriet – og Om Kvindesagen, Arbejderspørgsmaalet og Kvindesagen, Kvindesagen som Folkesag, Kvinden som Personlighed, Kvindesagens Fortid og Fremtid. I alle disse sidste foredrag hævdede W. kvindens jævnbyrdighed med manden og kvindefrigørelsens betydning. De første er udtryk for hendes nationale følelse og grebethed af de grundtvigske tanker. 1865-68 indviklede hun sig i en voldsom strid med Vilhelm Beck og Indre mission. Anledningen var at denne havde udsendt en preussisk født og dårligt dansktalende missionær til de danske soldater under krigen 1864. Det resulterede i bogen Den indre Mission under Vilhelm Beck. Et Nutids- og Fremtidsbillede, 1868. I en brevveksling med præsten Otto Funcke i Bremen bebrejdede W. ham, at han på Dybbøl banke havde lovprist kejser Wilhelm i stedet for at gå den tunge gang som profeten Jonas til Ninive og påminde kejseren om Pragfreden. Og da Bjørnstjerne Bjørnson lige efter N. F. S. Grundtvigs død talte om, at Danmark skulle række hånden ud til en forsoning med Tyskland, skrev W. i Fædrelandet (23.10.1872) sit kraftige og harmfulde digt: Forandrer Signalerne! der fremkaldte Andreas Munchs "Gjensvar" på Norges vegne, Henrik Ibsens digt Nordens Signaler og endelig Vilhelm Birkedals skrift Norden, Tyskland og Bjørnstjerne Bjørnson. Ved adskillige lejligheder viste W. sin store iver for forsvarssagen. 1875 samlede hun jyske kvinders underskrifter på et opråb til fordel for søværnet, og 1876 bragte et nederlag for forsvarssagen ved et valg i Århus hende ind i en ny heftig polemik. "Jeg er lidt af en Digter, lidt mere maaske af en Tænker, endnu lidt mere af en Valkyrje", har W. sagt om sig selv med en karakteristik, som i det væsentlige passer. Hendes sidste skrift var En Brevvexling, 1878 der drejede sig om hvor vanskeligt det var for ikke-akademikere og især for kvinder at gøre sig gældende i litteraturen. I sit dødsår havde hun dog den glæde at se sit eget navn på finansloven sammen med ni andre kvindelige forfatteres. En kreds af venner bidrog til et legat til Pauline Worms minde, som især er anvendt til boghjælp til videre uddannelse af unge lærerinder.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Kristrup Peter W. (1788-1865) og Louise Theodora Petrine Hjort (1800-81). Ugift.

Ikonografi

Træsnit 1872 og efter dette træsnit 1875. Træsnit af P. L. Bevers, 1860, efter foto fra før 1873. Foto.

Bibliografi

Fr. Barfod i Højskolebl. IX, 1884 1215-22 1239-43. Kirstine Frederiksen i Kvinden og samf. XII, 1896 32-38. Johs. Steenstrup: Den danske kvindes hist. II, 1917. Andr. Dolleris: P. W., 1921. Venskab og samvirke. Brevveksl, mellem Vilh. Beck og Johs. Clausen, udg. Axel Beck, 1936. Carl C. Lassen: Otte nord. kvinder, 1943 81-109. Em. Sejr i Århus stiftstid. 13.2.1971. Samme: Aarhus profiler, 1974. Lise Sørensen: Den nødvendige nedtur, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig