Peter Tutein, 2.4.1902-9.11.1949, forfatter. Peter Tutein tog realeksamen fra Birkerød kostskole 1918 og blev derefter landvæsenselev på Spanager og fangstmand og jæger i Grønland 1921-24 og 1925-26. Han var på hval- og sælfangst i Hvidehavet 1925 og 1935, opholdt sig i Sydamerika 1929, i USA og Canada 1929 og 1935 og levede derefter som forfatter i Borsholm.
Peter Tutein debuterede med en artikel om sælfangst i Aalborg Amtstidende 1925, og den betydeligste del af hans forfatterskab bygger da også på rejser og oplevelser uden for Danmark. Det skildrer det dramatiske men også isolerede liv i den arktiske verden, fangststationernes ensomhed, jægernes barske tilværelse i ødemarkens kulde og mørke. Størst succes fik Peter Tutein med sin første roman Fangstmænd. 1928 der oversattes til flere sprog, men af højere kvalitet er de to bind, Larsen, 1929 og Larsen vender hjem. 1931. I S/S Bolivia. 1930 skildrer Peter Tutein sin sydamerikanske rejse, i Ude ved Havet. 1945 beskriver han livet i Norrland mens Taage i Fjorden, 1946 er en historisk roman fra Grønland. Peter Tutein skrev også om andre emner, men mens hans arktiske bøger lever i kraft af en elementær men djærv karaktertegning, dramatisk handlingsgang og levende naturskildringer må romaner som Madeleine, 1944 og Madeleine i Paris, 1945 henregnes til den lettere underholdningslitteratur. Værdifuld er derimod erindringsbogen Grøn ungdom hele livet, 1950. Mellem 1932 og 1946 udsendte statsradiofonien en lang række utrykte hørespil af Peter Tutein; desuden var han bidragyder til flere dagblade og tidsskrifter, bl.a. Kulturkampen og han var ligeledes virksom som oversætter af amerikansk litteratur.
Peter Tutein modtog Emma Bærentzens legat 1936 og Forfatterforbundets legat 1945.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.