Peter de Hemmer Gudme, 28.9.1897-30.11.1944, forfatter, journalist. Født i Kbh, død sst., begravet på Ormslev kgd., Århus. Tro mod en tradition i slægten studerede G. efter 1915 at være blevet student fra Marselisborg skole teologi og tog 1922 embedseksamen med præ i de fleste fag. Allerede forinden var hans liv markeret af de engagementer der blev bestemmende for hele hans tilværelse, for han var foruden af forskertrangen tilskyndet af en idealistisk kampvilje i hvilken der indgik megen eventyrlyst. Som 20-årig havde han 1918 sammen med sin ældre bror Iver meldt sig som frivillig under Finlands frihedskrig hvor han som løjtnant i Wasa regiment under Mannerheim var med i stormen på Tammerfors. Krigen i Finland sluttede dog hurtigt, men forinden var G. blevet såret. Året efter sluttede han sig i 1919, igen sammen med broderen, til DanskBaltisk auxiliær Corps, det såkaldte Westenholzske korps i hvilket omkring 200 danske frivillige deltog i Estlands frihedskrig. G. var her delingsfører indtil krigen sluttede sent på sommeren samme år.

De militære engagementer havde ikke hæmmet G.s studier mere end at han umiddelbart efter hjemkomsten fra Estland kunne begynde en manuduktionsvirksomhed samtidig med at han var midtpunkt i et muntert liv på Regensen hvor han optrådte i finsk militærkappe som erstatning for den traditionelle slåbrok. Han gik med krigsmedaljer op til sin teologiske eksamen. I den følgende halve snes år ernærede G. sig af manuduktionsarbejde og dyrkede studier i orientalsk sprog og kultur. Under ophold ved universiteterne i Paris, Leipzig og Uppsala 1922-24 og 1926 opnåede han efterhånden et betydeligt kendskab til arabisk. Der havde utvivlsomt forestået G. en fremtid som orientalist hvis hans udadvendte aktivitetstrang og optagethed af den politiske virkelighed ikke havde fået overtaget. Han deltog i det sønderjyske arbejde, interesserede sig for den nordiske sag, især for Finland og for zionismen, altid engagementer hvor det drejede sig om små nationers eller nationaliteters selvstændig-hedsbestræbelser.

Nærmest ved en tilfældighed kom G., da han nærmede sig 30-årsalderen, ind i journalistik, først med kronikker til Ekstra Bladet, men fra 1929-34 var han fast medarbejder ved Berlingske Tidende hvor han behandlede det akademiske stof, fulgte Grønlandssagen ved den internationale domstol i Haag og foretog nogle rejser til den nære Orient. I 1935 afløste han Nic. Blædel som udenrigspolitisk redaktør ved Nationaltidende. Hans ledende artikler var behersket af de perspektiver nazismens magtovertagelse i Tyskland nu åbnede for verden og for Danmark, og som han klart forudså. Han var bladets korrespondent under den finske vinterkrig 1939-40. Få uger efter at G. ved den finskrussiske fredsslutning var vendt hjem kom Danmarks besættelse, og G. blev omgående afskediget fra Nationaltidende, dels for at foregribe et forventet krav herom fra besættelsesmagtens side, men måske også fordi der i bladets ledelse var utilfredshed med hans noget uregelmæssige arbejdsform. G. kastede sig nu ud i en omfattende foredragsvirksomhed over hele landet. Han talte om udenrigspolitik, krigens gang og Danmarks situation med oplysninger tilhørerne ikke kunne finde i den censurerede presse. Stærkt nationalt prægede og i formen underfundigt ironiske i omtalen af besættelsesmagten samlede disse foredrag mange tilhørere, men påkaldte sig også tyskernes opmærksomhed. Efter et foredrag i den sønderjyske studenterforening Heimdal september 1942 blev han efter tysk forlangende arresteret af det danske politi på sin 45 års fødselsdag. Han blev frikendt ved byretten, men derefter ved højesteret idømt seks måneders hæfte. Denne højesteretsafgørelse var iøvrigt et ret enestående eksempel på dansk retsvæsens maskepi under besættelsen, idet dommen var nøjagtig hvad G. havde ladet dommerne forstå at han ønskede. Han ønskede at komme i Vestre fængsel fordi han kunne regne med at tyskerne ellers selv ville pågribe ham, og han ønskede hæfte, ikke fængselsstraf, fordi det derved ville blive ham muligt under indespærringen at kunne drive orientalske studier, hvad han da også gjorde.

Efter fængselsopholdet genoptog G. omgående sit arbejde i modstandsbevægelsen. Helst ville han være med allevegne, og han blev næstkommanderende i en af frihedskæmper-kompagniernes delinger, var med i våbentransporter og bistod under den store jødeflugt til Sverige. Men hans væsentligste indsats lå inden for den illegale presse. Her var G. ikke blot en flittig bidragyder og udgiver af Nordens Frihed, men han tog sig også af samarbejdet mellem de mange illegale blade. Han var medlem af Frihedsrådets bladudvalg der søgte at koordinere de mange underjordiske organer. Da nyhedsbureauet Information ved Børge Outzes arrestation var nær ved at blive standset havde G. afgørende andel i at de daglige, frie nyhedsudsendelser omgående kom i gang igen, og da tyskerne kom på sporet af den illegale presses vigtigste dokument, den eneste liste over alle de illegale bladredaktioner der fandtes på Informations hovedkvarter, vandt G. i et kapløb med Gestapo og fik bragt dokumentet i sikkerhed. Med ved den store tyske aktion, hvorunder foruden Outze bl.a. også Mogens Fog blev fanget, kom Gestapo på sporet af G., og i slutningen af nov. 1944 blev han arresteret og bragt til Shellhuset. Kun to dage efter, da han fra sin celle skulle bringes til forhør og måtte gå ud fra at blive underkastet tortur, sprang han ud i trappeskakten fra femte sal i Shellhuset og dræbtes på stedet. Det er ikke blevet opklaret om tyskerne på dette tidspunkt kendte deres fanges sande identitet eller blot dæknavnet Lassen. Ved sin frivillige død udslettede han sig selv som et vigtigt og farligt dokument der måtte tilintetgøres.

I sit mangfoldige virke spredte G. sig måske for meget. Forsigtigheden kendte han ikke som en dyd. Det lå i hans natur og karakter. Den dramatiske epoke der omfattede hans liv og som han måttej engagere sig i fremmede spredtheden og kaldte på hans mod. Men på de forskellige felter blev hans indsats bemærkelsesværdig. I sin journalistik havde han videnskabsmandens sans for den væsentlige detalje og dog en let tilgængelig stil. Hans personlige vurdering og mening var åbenbar i alt hvad han skrev. Han ville overbevise om retfærdigheden i de sager han gik ind for: Sønderjydernes, Israels, Finlands, kampen mod det totalitære, mod kommunismen og nazismen. Om Finland, hvor han som ung havde været soldat og en snes år senere krigskorrespondent, skrev han sine mest læste bøger: Finland. Nordens Øslvold og Finlands Folk i Kamp, 1940. Da Finland efter Hitlers angreb på Rusland gik ind i krigen på Tysklands side fastholdt G. inden for Frihedsrådets bladudvalg at Finlands kamp ikke måtte identificeres med tyskernes. Det bragte ham i konflikt med modstandsbevægelsens kommunistiske fløj, men G. fraveg ikke sin linje over for den del af den illegale presse han havde indflydelse på.

Som orientalist nåede G. ikke at fremlægge noget væsentligt videnskabeligt arbejde. Ganske vist kom han under opholdet i Vestre fængsel langt med et arbejde om arabiske kilder til korstogstiden, men hans forarbejder forsvandt ved hans arrestation. Formentlig troede Gestapo at de arabiske notater var kodesprog vedrørende modstandsbevægelsen. Han udnyttede derimod sine kundskaber i en lang række oversættelser, bl.a. T. E. Lawrences Visdommens syv Søjler og Oprøret i Ørkenen, og i udenrigspolitiske og kulturhistoriske bøger, deriblandt en zionismens historie, Fra Nebukadnesar til Hitler, 1934, Nær-Orienten og Stormagtskampen, 1941, og i Gyldendals Verdenshistorie skrev han i trediverne afsnittene om Syrien og Arabien, om Sasanideriget og Islams verden og om storhedstiden og den fjernere Orient.

Familie

Forældre: gymnasielærer, cand.teol., senere rektor Olaf Joachim G. (1862-1925) og Anne Kathrine Barbara Lindbæk (1868-1911). Gift 1. gang 10.4.1926 i Kbh. (Holmens k.) med Else Agnete Grundtvig, født 26.10.1903 i Kbh. (Skt. Andreas) (gift 2. gang 1937 med redaktør, senere borgmester, cand.polit. Laurits Albert Zwergius Estrup, 1890-1974), d. af professor, dr.jur. L. A. G. (1868-1913) og Thora Levy (1873-1943). Gift 2. gang 29.5.1937 på Frbg. (b.v.) med Inger-Margrethe Nyholm, født 1.5.1903 i Neder Hvam, Vium, død 8.8.1976 i Gentofte, d. af læge Holger Valdemar Grandjean N. (1873-1930) og Johanne-Margrethe Elisabeth Magnussen (1880-1957). Gift 3. gang 1943 med Eva Sigesmunda Bang, født 24.2.1908 på Frbg. (gift 1. gang 1927 med mag.art., senere musikchef Kai Aage Bruun, 1889-1971, gift 2. gang 1934 med forfatter Paul la Cour, 1902-56), d. af forfatter Oluf B. (1882-1959) og Esther Bartholdy (1881-1952). – Far til Anne-Katrine G. Bror til Sten G.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

P. de H. C, en mindebog, red. P. M. Wichmann Ryefelt og Erl. Nielsen, 1947. Erl. Nielsen i Information 27.9.s.å. Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance II, 1959.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig