Piet Hein

Piet Hein, 16.12.1905-17.4.1996, forfatter. Piet Hein blev student fra Metropolitanskolen i København i 1924. Efter filosofikum ved Københavns universitet var han i nogle år elev på private malerskoler og ved Kungl. svenska konsthögskolan i Stockholm med bl.a. Albert Engströom og Wilhelm Schmidt som lærere. Desuden studerede han filosofi og teoretisk fysik ved Københavns universitet, Polyteknisk læreanstalt og Niels Bohrinstituttet, men tog ikke nogen universitetseksamen. Piet Hein var formand for foreningen Frisindet kulturkamp, 1940 og for Een verden, 1948–49, samt bl.a. medlem af Ligaen for tolerance, Humanistisk forbund, Den internationale PEN-club og The Frensham Group. Han udnævntes til æresmedlem af Studenterforeningen i København 1970, blev æresdoktor ved Yaleuniversitetet, USA 1972 og æreshåndværker (Københavns rådhus) i 1975. Endvidere modtog han mellem andre hædersbevisninger The Alexander Graham Bell Silver Bell 1968 og Storm Petersenprisen 1978.

Ud fra superellipsens princip formgav han Stockholms nye centrum med Sergeis torg, ("et gruk i jernbeton", kaldte han det), samt Peterborough i Canada. Piet Heins superelliptiske model hvor det rektangulære og det elliptiske så at sige gydes i samme form er anvendt talrige andre steder i arkitekturen, bl.a. i Paris, USA og Mexico City. I 1970 lavede han filmen Industrilandet Danmark, og han føjede i tidens løb en række opfindelser (herunder et stort antal spil: Polygon, Somaterningen, Nimbi, diverse brætspil, "games" m.v.) til sine øvrige offentliggørelser. Piet Hein var på én gang nationalt og internationalt orienteret. Gennem mange års verdensomspændende rejser, bl.a. i Nord- og Sydamerika, søgte han at give andre lande "et rigtigere billede af Danmark". Hans forfatterskab og dermed hele hans alsidige virke var et intellektuelt brobygningsarbejde med en næsten ingeniørmæssig struktur, en global, antiprovinsiel livsopfattelse i arkitektoniskpoetisk design. Tidligt blev det hans ønske og hans stræben at forene den såkaldt tekniske verden med den såkaldt kunstneriske, at forbinde erkendelsesteori med erkendelsespoesi. Han opfattede ikke de ofte fremhævede modsætninger mellem den tekniske og den humanistiske verden som uforligelige. Begge verdener eksisterer alene i kraft af hinanden, og deres egenart har sin oprindelse i fantasien. Meget bevidst og med en vittig sans for kætteriet som incitament ville han fratage vanen dens magtbeføjelser ud fra en overbevisning om at demokrati beror på forskel ("Democracy depends upon difference").

Ved Danskfysisk selskabs årsmøde i november 1977 talte Piet Hein om den skabende proces i videnskaben og "de andre kunstarter" idet han betonede vigtigheden af at se fællesskabet i dybden i stedet for at knytte opmærksomheden til det der skiller på overfladen. De mere indædte repræsentanter for hver af de to halvverdener: den naturvidenskabeligt tekniske og den humanistisk kulturelle betegnede han med venlig malice som henholdsvis teknoter og kultister (første gang i 1956 i et essay med titlen Teknoti og kultisme).

Sit ofte gentagne grundsynspunkt på kunstens væsen præciserede Piet Hein oprindelig i 1944: "Kunst er løsningen af de problemer, som ikke kan formuleres klart, før de ér løst." For ham var det den nye eller nyorienterede formulering af problemerne der åbenbarer det skabende element. Ole Rømers indsats lå ikke i at han målte lysets hastighed, men at han overhovedet forestillede sig at lyset havde en hastighed. Dermed har Rømer, og et flertal af videnskabsmænd med ham, givet sig over i den skabende proces der gør videnskab til en kunstart på linje med de traditionelt kanoniserede, idet netop fantasikraften anskues som en højere form for virkelighedssans, mens Piet Hein definerede realitetssansen som sansen for hvor lidt realiteter betyder.

Med sin forbavsende evne til at se tingene før de er der, eller om man vil: med sit held til at finde passende problemer til sine løsninger, demonstrerede Piet Hein en åbenhed over for muligheder og muligheders perspektiver der begynder i eksakte udgangspunkter og ender med at ekspandere ind i det metafysiske. Det til en begyndelse erfaringsindhentede og det dernæst forarbejdede har han undervejs i skabelsesprocessen nedsænket i det ubevidste, og "herfra opdukker nye, afrundede helheder". Piet Hein citerede i sine essays kybernetikkens ophavsmand, Norbert Wiener, for denne replik: "Et menneske er en meddelelse." Det var bestandig intentionen og inspirationen i Piet Heins virke at meddele sig så eksakt som muligt om det grænsesprængende. I tidsskriftet Tilskueren (januar 1932) gav han en redegørelse for Niels Bohrs erkendelsesteoretiske arbejder og afsluttede artiklen med at sige at vi aner en omfattende sammenhæng, "et Tegn paa at vort Verdensbillede – i ganske fordringsløs Mening – trods alle splittende Enkelttræk har en Tendens til Afrunding, ikke paa indsnævrende men paa ekspansiv Maade, et Tegn paa, at vi staar ved et uhyre væsentligt Punkt i Videnskabens Udvikling".

Piet Heins forfatterskab, som kun er en del af hans mange udtryksmåder, fordeler sig stort set mellem det essayistiske og det lyriske: aforismesamlingen Man skal gaa paa Jorden –, 1944 og dens fortsættelse: – selvom den er gloende, 1950. Titlerne danner tilsammen et H.C. Andersencitat. Helikopteren, 1947, Vis electrica, (essays), 1962, Kilden og krukken (fabler og essays) 1963, antologien Menneskesag, 1975, de scenisklyriske fantasier: Johan Herman Wessel (dialog til Det kgl. teater, 1942). 5. juni. Et grundlovskogleri (Danmarks radio) 1949, Ånd skal forblive (Det kgl. teaters mindeforestilling for Poul Reumert) 1968. Digtsamlingerne Vers i Verdensrummet, 1941 og, kontrapunktisk eller komplementært, Vers af denne Verden, 1948, Du skal plante et træ, 1960, udvalgene: Digte fra alle årene I, 1972, II, 1978. Husk at elske, 1962 (ny udgave 1968), Husk at leve, 1965, Lad os blive mennesker, 1967. Desuden talrige hjemlige og udenlandske udgaver af grukkene ud over samlingerne 1–10, 1940–49 og 11–20, 1954–63, bl.a. Kumbels lyre ved Sven Clausen og Aage Marcus, 1950. I 1976 oversatte han Chr. Winthers Flugten til Amerika til engelsk med en blændende sproglig opfindsomhed.

Det videst kendte af hans produktion, de op mod 10.000 gruk (engelsk: grooks) er en specialitet som man nok kan finde litterære impulser til (fx Chr. Morgenstern), men som ikke desto mindre helt og holdent er Piet Heins egen. Glosen "gruk" er opfundet af Hein (muligvis med suffli fra agerhønen, mente Johannes V. Jensen) og har sin egen grammatik. Gennem mere end 40 år har grukkene gennem en efterhånden universel udbredelse vist sig at kunne holde til selv den ihærdigste genbrug. Grukkene er en kunstgenre for sig, fuldstændig original, i lighed med H.C. Andersens eventyr, Johannes V. Jensens myter og Storm P.s fluer. De er, som hver enkelt af Piet Heins frembringelser, brugskunst i fremragende forstand. Rundt om i tidsskrifter og aviser, bl.a. i Politikens "Dag til Dag", havde Piet Hein i 1930erne publiceret diverse smådigte der senere fandt deres selvstændige plads i grukkenes mylder. Efter den 9. april 1940 bragtes grukkene regelmæssigt i Politiken hvor de beskedent, men effektivt, ligesom Poul Henningsens samtidige revyviser, kunne harcelere over besættelsesmagten: "Kulturfællesskabet beror på / det underforståedes magt" (jfr. Piet Heins digte Den tiende Muse, julen 1941). Oprindelig placeredes grukkene under mærket Kumbel Kumbell i Politikens daglige nonsensrubrik "At tænke sig" som Piet Hein desuden forsynede med aforistiske bidrag under pseudonymet Notorius Jubelco (samlet i bogform 1949 med titlen Ord). Efterhånden som versenes popularitet voksede lod Piet Hein sig nøje med signaturen Kumbel der i de kommende år fungerede som hans alter ego, og han har da også i tidens løb sat sit eget navn under mange af de vers som formelt er digtet af Kumbel. Det hollandske navn Piet Hein har hjulpet pseudonymet på vej: Piet kan oversættes ved sten eller klippe. Hein betyder hvæssesten, og med Kumbel (kumbl) menes: sten med indskrift, mindesmærke. Versene skal kunne tåle tidernes slid og være deres egen hukommelse.

Ligesom Piet Heins øvrige digte er også grukkene støbt i en klassisk metrisk, rimet form, og de har heldigt undgået det skær af retorisk patos der undertiden hviler over visse af de større lejlighedsdigte og hymner. Grukkene er på én gang fortættede og fritsvævende. Deres paradoksale og frugtbare livsvisdom videregives, undertiden i versenes allersidste ord, som en pointeret åbenbaring. Det er hverken satire eller sarkasme, men alene humoren der bærer og løfter disse tusinder af alfelette uafhængighedserklæringer. Ofte formidles humoren og dens katharsis gennem et ordspil eller en allusion, men altid med et perspektiv. Kumbelfiguren, som både har materialiseret sig i digtene og i Piet Heins egne tegninger (med en affinitet til Axel Nygaards vignetter), og som har haft vital betydning for digtenes levekraft, er en åndelig løsgænger, en lyrisk landstryger, et guddommeligt legebarn, en slags fætter til Chaplin (med hvem Piet Hein opnåede venskabsforbindelse). Med et spring i tanken og uden klæg moralsk anmasselse bevæger han sig fra det uendeligt små til det uendeligt store, fra det indsnævrende til det muntert ekspansive. Han er en menneskevenlig reformator der baner vej for en ublodig revolution og er fuld af fortrøstning til fremtiden. Hans aforistiske minivers bevæger sig systematisk på tværs af politiske systemer og har ideer nok til at punktere ideologierne. Den kolossale citatbrug der er gjort af grukkene i aviser, bøger, foredrag og endda på askebægre og lignende industrielle genstande vidner om en folkelig udbredelse der formentlig er større end nogen anden nutidig dansk digters. Piet Hein har egenhændigt formgivet mange af grukkene på engelsk, tysk, fransk og esperanto. Deres klassikerstatus er sikret, men måske har det tilsyneladende vægtløse ved grukkene bevirket at de ikke altid finder nåde i den øverste af de hjemlige litterære vægtklasser. "We are leaving Wisdom to starve and thirst/if we cultivate knowledge as such./The very best comes to the very worst/when Ignorants know too much."

Piet Hein boede en stor del af sit liv i Rungsted Skovhus i Nordsjælland. I årene 1969–76 var han bosat i England, Stoke Poges, i nærheden af London. Derefter vendte han igen tilbage til Danmark og slog sig ned på den sydvestfynske herregård Damsbo.

Da han i juni 1969 modtog Aarestrupmedaljen, karakteriserede han sin formentlige læremester sådan: "Hans form var kort, en minimumsløsning med hensyn til midler og et maximum af udtryk." Iøjnefaldende lyrisk slagkraft uden meningsmæssig slagside. Karakteristikken er ikke mindre duelig i forbindelse med Piet Hein selv. Han arbejdede sig, især som lyriker og epigrammatiker, frem til en harmoni, en sammenhæng, en totalitet i værkernes form og indhold, der lykkeligt uhysterisk og med forsagelse af åndeligt tågeskvalder forener det spekulative og det didaktiske med det fantasibårne. Et jordnært kosmos af antitotalitær beskaffenhed. En egenart som er blevet almen.

Piet Hein fik registreret i alt 3100 ideér, den sidste var soluret Helix Helios, som han i 1989 skænkede til Egeskov. Soluret, som var Heins eneste egentlige skulptur, viser klokkeslettet ved skyggens vandring op ad et 4 m højt snoet bånd.

Ud over de nævnte æresbevisninger tildeltes han i 1985 den fornemme hædersbevisning ingenio et arti. Han modtog desuden Tietgen-medaljen 1990 og blev æresdoktor ved Odense universitet 1991.