Poul Vad

Poul Vad, 27.4.1927-18.8.2003, forfatter. Spændingsforholdet mellem provinsby og storby dukker op flere gange i Poul Vads romaner, tydeligst måske i Dagen før livet begynder, 1970 hvor det bl.a. drejer sig om det unge liv i Silkeborg på hyblerne hvor både protester og forventninger formuleres. Man kunne under læsningen af hans værk sammenstykke hans ungdomsbiografi i fiktiv form, både i de tidlige år og i den mere etablerede tid, bl.a. livet som ansat på Statens museum for kunst – fortalt i et satirisk afsnit i romanen Taber og vinder, 1967 – et job som hans magisterkonferens i kunsthistorie fra Kbh.s univ. 1958 (efter studentereksamen 1946) kvalificerede ham til i det virkelige liv. Han var museumsinspektør 1958-60.

Poul Vad hørte dog ikke til den selvudleverende bekendertype i litteraturen, og den direkte selvbiografiske skildring han gav, er leveret til antologien Spurvens vilje (1980) som et indlæg i den økologiske debat. Det er en koldsindig beretning om veje til naturoplevelse med udgangspunkt i lærerhjemmet i Silkeborg, skolehave, ture i skovene, på Gudenåen, udelivet som militærnægter i Oksbøllejren og Gribskov, rejser til udlandet m.m.

Poul Vads forfatterskab er dels faglig kunstkritik, dels romandigtning, indtil de to sider på sin vis løber sammen i den satiriske radioroman Galskabens karneval, 1981 der gør op med det snobbistiske, kommercialiserede kunstliv i nutiden. En baggrund for den kritik ser man i hans kunsthistoriske bøger som omfatter skildringer af Vilhelm Hammershøi (1957, udvidet 1988), Ejler Bille (1961), Erik Thommesen (1964), Albert Mertz (1964) og Henry Heerup (1971) samt en større skeptisk oversigt over den danske mur- og rumkunst, Billedet, væggen og rummet, 1968.

Endvidere var han 1961-64 redaktør af tidsskriftet Signum og 1965-81 konsulent for kunstmuseet i Holstebro og stod bl.a. for indkøbet af den berømte lille pigeskulptur af A. Giacometti til pryd for gadebilledet. Poul Vad var en mand man har brug for, sikker, praktisk, intens, en stor arbejder, 1981-83 var han således formand for Statens kunstfonds litterære tremandsudvalg og for fondens bestyrelse. Han var ikke det mindste nøjsom. Det var ellers det signalement han efter sin lyriske debut med Den fremmede dag, 1956, gav i sin første roman, De nøjsomme. Det er en karakteristik af 50'ernes pæne unge. De er ret hæmmede og holder på borgerskabets gode smag, men bogen, der er samtidig med Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, handler egentlig om alt det undertrykte, alt det der mangler. Den lille nihilisme skjules ganske pænt, men viser sig i ulidelige og ufortolkede spændinger. Tænker man på denne tidlige roman i sammenhæng med den store udladning fra efteråret 1978, eventyrromanen Kattens anatomi, så ser man forfatterskabets indre konsekvens. Nu er der åbnet for den fortrængte verdens uhyrlige fantastik. Bogen er en sindrig kæde af myter og groteske eventyr, en labyrint af historier om menneskers drømme og vildskab, en skelettering af anstændigheden og normaliteten. Et beundringsværdigt udbrud af fabulerende evne til at sætte impulser, aggressioner, ømhed, jalousi, erotik om til fortælling.

De først nævnte, mellemliggende romaner er forskellige synsvinkler på den ufortolkelige, sammensatte tilværelse. Nogle af de nøjsomme personer går igen i nye miljøer. Først i den filosofiske ekspeditionsroman Rubruk, 1972, sættes de store temaer åbenlyst ind. En gennemgående bestræbelse i forfatterskabet er en vilje til at se, til at tænke forfra og finde frem til de redskaber og fantasiformer som gør det muligt. Her arbejdede hans sans for billedkunst og ord sammen, uden at det dog ophævede en vis tørhed i hele hans fortællemåde. Den udviklede sig ikke desto mindre gennem karakteristiske stadier fra en modernistisk inspiration i Taber og vinder, gennem hverdagsrealisme og dokumentarisme frem til grotesk realisme og samtidssatire. Provinser og storbyer står stadig i spænd. Drømmebyer fra 2002 er en samling af noveller og anden prosa. Han udgav desuden essaysamlinger om bl.a. kunsthistoriske emner: Bristepunkter: Syv stykker om kunst og digtning, 1992, Knudepunkter: Syv stykker om det virkelige liv, 1993 samt Det springende punkt: Kunstkritiske forsøg, 1997. I Nord for Vatnajøkel, 1994 skildrer Poul Vad rejseoplevelser fra Island kædet sammen med litteraturanalyser. Hans sidste bog: Kritiske tekster, 2003 er anmeldelser af film, litteratur og kultur.

Poul Vad modtog Det danske akademis pris 1979, Hafnia-prisen 1988, Amalienborg-prisen 1989 og N.L. Høyen-medaljen 2003.