Sigurd Müller, Sigurd Hjorth Müller, 21.12.1844-2.12.1918, forfatter, rektor, kunst- og litteraturhistoriker. Født i Snedsted ved Thisted, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). M. gik i Roskilde katedralskole, dimitteredes privat 1863 og begyndte at studere medicin. Han dyrkede imidlertid litterære interesser, og da maleren Thorald Læssøe 1867 tog ham med på en otte måneders rejse til Italien kastede han sig over æstetikken og bestod magisterkonferens heri 1873. En årrække virkede han som lærer ved kbh.ske skoler (bl.a. Borgerdydskolen) og som medarbejder ved blade (Dagbladet under V. Topsøe, senere Morgenbladet under O. Borchsenius). 1886 blev han rektor ved Kolding latin- og realskole, tog sin afsked på grund af sygdom 1901. – M. begyndte som forfatter med et bind Digte, 1867 og fortsatte med Tre Fortællinger, 1874 (ny udg. 1914), af hvilke Sarons Rose vakte megen opmærksomhed, og med bidrag til forskellige periodiske skrifter (fx Fremtidens Nytaarsgave, 1886 og 1887). Endvidere leverede han efterhånden en del oversættelser af antikke forfattere – Theokritos (Fem Digte, 1872, Adonisfesten, 1873, Udvalgte Digte, 1915), Musaios (Hero og Leandros, 1899), Euripides (Medeia, 1911) – samt af Holbergs latinske epigrammer (Et Hundrede Epigrammer, 1902). Hans egne Sidste Digte afsluttede dette forfatterskab 1917. Men fremfor alt var M. en frisindet humanist med vidtspændende interesser. Hans skønheds-begejstring og virkelyst førte ham ind på den populære meddelelse hvortil hans personlige noblesse og pædagogiske evne havde givet ham de bedste betingelser, og dette område viede han i grunden sit liv. Han blev en flittig populær foredragsholder og skribent og udsendte en række litteraturhistoriske skrifter og skolebøger der blev stærkt benyttet. Haandbog i den danske Literatur, 1880, Kortfattet dansk Literaturhistorie, 1881 og Grundtræk af den nordiske Mythologi, 1883 kom i mange oplag, Omrids af Verdensliteraturens Historie, 1881, tillige i svensk udgave (1883). Sin skole ledede M. med frisindede reformer der gav den noget af en banebrydende stilling. Han nedlagde forbud mod prygl, afskaffede karakterer og nummerering efter dygtighed, forsynede klasseværelserne med fotografier efter kunstværker og med raderinger af nyere kunstnere, indførte fællesundervisning allerede 1896 og påtænkte adgang for forældre til at overvære den daglige undervisning.
M.s kunstkritiske og kunsthistoriske skribentvirksomhed, der vel især har gjort hans navn bekendt, er knyttet til blade og tidsskrifter (bl.a. Illustreret Tidende), til Salmonsens og Brickas leksika og til en række til dels ret omfattende værker. 1883 kom den populære Kortfattet Kunsthistorie der med klog hensyntagen til sit specielle øjemed mere er anlagt efter pædagogiske end efter kunsthistoriske synspunkter, 1884 Nyere dansk Malerkunst, med ca. 80 biografier af samtidige kunstnere, 1893 Thorvaldsen og 1905 det fortjenstfulde Nordens Billedkunst. I almindelighed forfulgte M.s kunsthistoriske forfatterskab almenoplysende mål. Sjældnere sagte han nye veje således som i afhandlingen Thorvaldsens Elskede (Gads danske Mag. 1908-09) hvor han, til dels støttende sig til tyskeren Fr. Noack, krævede en retfærdigere opfattelse af Anna Maria Magnani end den gængse Thieleske vurdering af hendes personlighed og forhold til Thorvaldsen. Men selv i sine populære skrifter er M. altid selvstændig og præget af frisk modtagelighed i sit syn på kunst, og hans sprog varmes af hans glæde ved det sete og over kunstens livsværdier. Derfor fik hans aktuelle skribentvirksomhed, hvor han for øvrigt ikke lagde fingrene imellem når noget mishagede ham, også betydning som propaganda for en række samtidige kunstnere. Hans biografiske grundighed vil efterhånden give hans artikler i leksika og tidsskrifter og især et værk som Nyere dansk Malerkunst værdi som kildeskrifter for kendskabet til hans samtids kunstnerliv gennem de mange positive meddelelser han samlede. Bekendt er hans levende interesse for den grafiske kunst. Han ejede selv en anselig samling af ny dansk grafik. Carl Blochs, Thorv. Niss' og Frans Schwartz' berømmelse som raderere skyldes for en væsentlig del hans kritiske virksomhed, og med rette udnævnte Grafisk kunstnersamfund ham kort efter sin stiftelse til sit æresmedlem. M. efterlod sig mindet om en stærk og levende personlighed med høje ideelle mål der havde virket åndeligt vækkende på mange mennesker og været en støtte for søgende unge kunstnere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.