Sophus K. Winther, Sophus Keith Winther, ved dåben Sofus Vinther Sørensen, 24.6.1893-9.5.1983, forfatter. Født i Mejlby, Søby sg., Århus amt, død i Seattle, Wash., USA. W. kom 1895 med forældrene til USA, og efter et år i staten Massachusetts slog familien sig ned i den lille by Weeping Water, Nebraska, hvor dansk blev ved at være hjemmets sprog. Fra den lokale skole kom W. til University of Oregon i Eugene hvor han tog graderne B.A. og M.A. i engelsk og litteratur, 1927 tillige en doktorgrad ved University of Washington, Seattle. Her underviste han fra s.å. i engelsk, fra 1940 til pensioneringen 1963 som professor. Højt op i årene var han aktiv som gæsteprofessor og foredragsholder. – Forfatterskabet indledtes 1930 med et essay om den realistiske krigsroman og 1934 fulgte et kritisk studie over Eugene O'Neill. Men både i Amerika og i Danmark er det først og fremmest hans store emigranttrilogi der har givet ham ry. 1936 udkom Take all to Nebraska, fulgt 1937 af Mortgage your heart og 1938 af This passion never dies. Værket blev genudgivet 1976. I Hans Kirks oversættelse udkom det i to bind 1940 med titlen Nebraska er mit Hjem, og en etbinds udgave kom 1961. En svensk udgave, Rot i ny jord kom 1943. Nebraska er mit Hjem er en selvbiografisk skildring i romanform. Den beskriver familien Grimsens hårde kamp for tilværelsen som farmere i Nebraska. En tragisk konflikt ligger i at forældrene har svært ved at bringe hjemmet i harmoni med det nye miljø og kommer til at føle sig fremmede over for deres børn, der gennem skolen og deres venner tilegner sig amerikansk tankegang, vaner og ideer. Værket er det danske sidestykke til nordmanden O. E. Rølvaag og svenskeren Vilhelm Mobergs store udvandrerromaner, mindre i anlæg, men nok så realistisk som skildring af pionererne og næste generation. W. udgav 1946 en roman Beyond the garden gate og har bidraget til faglige tidsskrifter og dansk-amerikanske årbøger.

Familie

Forældre: gårdejer Anton Marius Sørensen (1855-1934) og Maren Jensine Rasmussen (1861-1936). Gift 1.10.1925 i Seattle, Washington, USA, med Mabel Eline Peterson, født 15.5.1896 i Gardar, North Dakota, d. af sagfører George P. og Sigridur Espolin.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Ludv. Krabbe i Ålborg stiftstid. 7.4.1954. Kr. Hvidt: Danske veje vestpå, 1976 14f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig