Sven Clausen, Sven Christen Clausen, 30.10.1893-19.11.1961, forfatter. Født i Holsted, Ribe amt, død i Charlottenlund, begravet i Brørup, Ribe amt. C. blev student 1911 fra Herlufsholm og cand. jur. 1917. To år efter udnævntes han til herreds-fuldmægtig for Voer og Nim herreder, 1921 til birkefuldmægtig på Frbg., og 1923 ansattes han som fuldmægtig i Kreditkassen for Husejere i Kbh., hvor han 1933 blev kasserer. 1934 blev han dr. jur. og 1950 professor i retsvidenskab ved Kbh.s univ. Udover ovennævnte juridiskadministrative løbebane fyldtes C.s virksomhed af et betydeligt og mangesidigt forfatterskab inden for både det juridiske og det skønlitterære område.

C.s juridiske forfatterskab omhandlede dels en række formue- og obligationsretlige emner såsom guldmedaljeafhandlingen Om negotiable Papirer, 1930 og disputatsen Om Kreditforeningsforhold, 1934 – dels en række retspolitiske og forfatningsretlige emner såsom i Essays om almindelig Retslære, 1935, De vestlige statsteorier 1952, De danske statsteorier, 1953 og Essays om naturret, 1954. Imellem den datidige retslæres spekulative og positivistiske poler satte C. med formfuldendt uhøjtidelighed en barsk-praktisk fornuft der placerede "staten som barn af samfundet" og derefter retten som udledt af samfundet. Fordomme og absolutter igangsatte hos ham en energisk modstand, og i forfatningsværkerne afdækker han de historiske statsteoriers endeløse overgreb på borgerne. Hans ideal er parlamentarismen om hvilken han siger (fremhævet af Hurwitz): "Derfra stammer de gode ting i samfundet: friheden og trygheden, den rolige nattesøvn, menneskeværdigheden og børnenes gode latter." Om samfundsstyringens ansvar skriver han karakteristisk: "Ingen burde opnå højere post end snefoged, dersom han ikke kan give en befaling i form af venligt forslag."

C.s skønlitterære produktion samlede sig først og fremmest om dramatiske arbejder, fortrinsvis fremkommet i 1920erne. – 1920 udkom som såkaldt "forensiske skuespil" de to meget forskellige Vore egne Mandariner (en til farce grænsende komedie fra departementernes verden om administrativ indskrænkethed og politisk protektion) og Aftensvalen (en naturalistisk tragedie om to ægtefolk på landet der ser deres livsværk, et fattigt gårdbrug, misholdt af sønnens dispositioner). 1922 og -23 fremkom C.s måske betydeligste to dramer: det såkaldte karakterdrama Bureauslaven (om en kuet, gammel tysk registrators sagtmodige tålsomhed under en opblæst assessors regimente) og den historiske komedie Paladsrevolution (om Struensee som folkebevidst reformator over for stationær dumhed og hoffærdighed). 1924 Augurerne smiler (om socialdemokratisk selvretfærdighed og misbrug af denne), 1927 Kulturaben (om kulturel opportunisme og tidens attituder), Narcissus i Helvede (om egocentrikerens isolation) samt Den gamle Historie (om forholdet mand/kvinde). 1929 (sammen med Peter Grove) Nævningen (indtryk fra en nævnings hjerne) og 1930 drømmespillet Menneskets Aldre. Dertil kommer en lang række sketch-agtige "satyrspil" (for de flestes vedkommende samlet i I Rosenlænker og andre Komedier, 1933) hvoraf det kendteste formentlig er Kivfuglen.

Denne omfattende, begavede og underfundige produktion til trods – og selvom stykkerne med tiden blev givet på Det kgl. teater, Dagmarteatret, Odense og Århus teatre og Arbejdernes teater – fik C. dog aldrig noget lykkeligt forhold til teatret. Til dette findes mange årsager: Selv om naturalismens forhold til teatret altid har været tvivlsomt synes denne stilart længst og tungest at have trykket netop denne kunstart. I 1920erne hvor kunsten eksperimenterede inden for alle hånde ismer for at opfange tidens store drama kæmpede den forbavsende lille danske dramatik stakåndet med naturalismens tvetydighed. I alle C.s skuespil genspejles denne stilens usikkerhed over for den verden den vil skildre, hvad der ytrer sig i en rastløs stileksperimenteren eller måske "en særlig stil, som blot endnu ikke er opfundet", selv om radio og TV skulle have nærliggende mulighed derfor.

Udover tidens almene problem i dramatikken kom for C. det personlige at han som ånd, trods befriende fantasi og vid kunne synes for konsekvent og stringent for det såkaldt levende teater. Hans dramatik var altid vel tænkt, men uretfærdigt nok har ofte langt ringere tænkt teater gjort sig bedre på scenen. I sin håndbog i dramatik Skuespillets teknik, 1949 spørger C. ikke uden skuffelse om "den i grunden ublufærdige Thalia" måske trods alt slet ikke er jomfru? Man har bebrejdet ham hans mangel på forståelse af at hun faktisk er en skøge.

Når det for dansk teater var sørgeligt at det og C. notorisk gik fejl af hinanden er det fordi det i de usikre år i hvilke C. skrev for teatret havde været en betydelig vinding om hans usvigelige humanisme, moralisme og satire var kommet publikum i højere grad til gode, og hans klare stemme var blevet mere hørlig i det forvirrede kor tidens politik og åndsliv så skæbnesvangert frembød. Mens C. i sin dramatik rustede sig mod opgivelsen over for kaos og uretfærdighed med stringent rationalisme blotlagde han i sine digte (samlingen Digte, 1931, udvidet og genudgivet 1941 med titlen Dikte) en helt personlig og i sit udtryk meget moderne dybtgående skepsis og angst for altings meningsløshed.

Sidste del af sit ikke-juridiske forfatterskab koncentreret omkring 1937-44, helligede C. kampen mod "sprogforbistringen", og i en række energiske Årbøger for nordisk målstræv, 1938-43 plæderede han for samling omkring de nordiske grundelementer i sproget og fremførte ideer der direkte influerede på og genfindes i vor sprogreform fra 1948. I forlængelse af det rent målstræveriske lå som større helhed en såkaldt geopolitisk tese om naturlig nordisk samhørighed i kontrast til den dominerende germanisme i politik, kultur og dagligt sprog.

Trods spredthed i emner og former udgør C.s forfatterskab en tydelig enhed. De retlige værker udtrykker klart det syn på samfundet som de dramatiske værker baserer sig på, mens digtene lader ane det syn på tilværelsen som livet ængstes under, og hvis nærliggende nihilisme de andre værkers ubestikkelige rationalisme søger at ruste os imod. Hver af de fuldt udviklede grene i hans rigt-facetterede virksomhed drog ligeligt næring af den samme rod: et sønderjysk udspring og en bekymret moralists natur hvis britisk-prægede common sense og frapperende uimponerede ironi satte ham på ubønhørlig vagt over for specielt tysk-agtige store ord og fuldkomne systemer, klingende klicheer og spekulativ mystik. Dertil må hans livsgerning forstås på baggrund af sin tid hvor der hver dag fra den politiske debat til den litterære kritik i et i dag ofte glemt omfang førtes en voldsom debat mellem absolutisme og relativisme, kulminerende i 2. verdenskrig. I hans værker bliver i usædvanlig grad det enkelte, almindelige menneskes ret i en truende verden procederet med humanistisk ekspertise og humoristisk klarhed, og selvom hans mest udadvendte arbejde, skuespillene, ikke blev det folkeeje han havde ønsket må han regnes for en af de betydeligste danske dramatikere i mellemkrigstiden, og man har formentlig endnu til gode at se opførelser af hans bedste skuespil, fx Paladsrevolution der yder dem fuld retfærdighed, dvs. gør dem betydningsfulde for et bredt publikum også i dag.

Familie

Forældre: herredsfuldmægtig, senere justitsråd Christen Hansen C. (1849-1919) og Meta Augusta Smith (1856-1923). Gift 31.12.1921 i Kbh. (Frihavns) med Ingeborg Jensen, født 15.7.1900 i Horsens, d. af snedkermester Christian Frederik Vilhelm J. (1870-1931) og Marie Olesen (1876-1953).

Ikonografi

Tegn. af Carl Jensen, 1943 samt af Arne Ungermann, Otto Christensen, bl.a. 1958 (Fr.borg), Ullmann og Johannes Nielsen. Buste af Grum-Schwensen, udst. 1950. Foto.

Bibliografi

Jul. Bomholt: Dansk digtn. fra den industrielle revolution til vore dage, 1930 308-10. Martin Ellehauge: Det danske skuespil efter verdenskrigen, 1933 90-99 137f. Fr. Schyberg: Ti års teater, 1939 27-29. Cai M. Woel: Tyvernes og tredvernes digtere, I, 1941 73-88. Alf Henriques: Moderne da. dramatik, Sth. 1942 17-24. Johs. Møllehave i Danske digtere i det 20. årh. II, 1966 175-88. Tilbageblik på 30erne I, ved Hans Hertel, 1967. Emil Frederiksen i Berl. tid. 20.11.1961.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig