Tøger Reenberg

Tøger Reenberg, Tøger Clausen Reenberg,  10.10.1656-24.6.1742, forfatter. Født i Viborg, død på Ristrup, begravet i Sabro. R. blev student 1675 fra Viborg, tog teologisk eksamen 1679 og var 1680–82 på rejse til Tyskland, Holland, England, Frankrig og Italien med længere ophold i Oxford, Paris og Padova. 1685 forpagtede han af en bror fædrenegården Lynderup ved Viborg og ejede fra 1703 herregården Ristrup ved Århus. 1688 blev han titulær sekretær i danske kancelli, 1703 ulønnet fjerde landsdommer i Jylland, 1714 anden landsdommer med løn og fik i tidens løb desuden betroet forskellige offentlige hverv i kommissioner o.l. Den vigtigste del af R.s digtning stammer fra tiåret 1694– 1703; de ældste ting heraf, lejlighedsvers og skæmtedigte i brevform med mange små glimt af en jysk proprietærs dagligliv, viser straks hans reaktion mod tidens smag der siden Anders Bordings død var kommet under den højstemte baroks herredømme. R. vrager helt aleksandrineren, griber tilbage til Bordings firfodede jambe og efterligner hans jævne og muntre tone uden dog at nå ham i poetisk kraft. Karakteristikken af R.s digterpersonlighed er imidlertid ikke udtømt ved betegnelsen Bording-epigon; vigtigere er det at han er vor tidligste repræsentant for den franske klassiske smag herhjemme. Under sit ophold i Paris havde han haft lejlighed til at stifte bekendtskab med fransk klassik i dens fulde blomstring, og af digterne har han som forbillede valgt sig N. Boileau hvis forening af nøgtern fornuftmæssighed og satirisk lune har svaret til hans eget gemyt. Af de satirer han har skrevet efter Boileaus forbillede må især nævnes Forsamling paa Parnasso, ca. 1696 hvormed den litterære satire indføres i Danmark, og hans hovedværk Ars poëtica, ca. 1701, foruden smådigtene Poesiens Opmuntring, 1702 og Poesiens Vanskeligheder, 1703. I disse digte rejses for første gang klassikkens krav om klarhed og naturlighed, mens barokkens overdrivelser fordømmes. Da R. her som overalt lokaliserer Boileau og erstatter hans franske eksempler med danske får han lejlighed til ud fra den klassiske æstetiks synspunkt at sige sin mening om forgængere og kolleger i den danske digtekunst. Han forholder sig i det hele taget frit over for Boileau, går også direkte, til dennes klassiske kilder, især Horats, indføjer originale afsnit, er vidtløftigere og mindre prægnant i udtrykket.

R.s populæreste digte stammer også fra fransk; det er et par drikkeviser (1702) I el Viinhus jeg skal sige mit Farvel og sættes ned og Kommer, I Philosophister! som peger frem mod senere tiders klubviser, og en sonet Min søde Pibe til tobakkens forherligelse. – Hvad R. har skrevet i de sidste 40 år af sit lange liv er uden større interesse; hans stil forfalder, og hvad han før har revset hos andre gør han sig nu selv skyldig i. I teaterhistorien har han gjort sig bemærket ved 1706 at oversætte John Vanbrughs engelske bearbejdelse af E. Boursaults Æsop-komedie, en oversættelse der opførtes i Grønnegadeteatrets første sæson 1722–23, men først blev trykt (udateret) ti-tyve år senere. Mange år anvendte han på en oversættelse af Phædrus' fabler som heller ikke hører til hans værdifuldere arbejder. R. udsendte ikke selv sine værker i trykken; de cirkulerede i afskrifter og optoges i Wielandts, Høpfners og Luxdorphs samlinger af danske vers. Først 1769 udkom hans Poetiske Skrifter I–II med biografi forfattet af B. W. Luxdorph. Æsopus er udgivet af Jørgen Glahder i Skuespiltekster fra Komediehuset i Lille Grønnegade V, 1924. R.s talent udspringer ikke af stor. originalitet; men han har på et tidligt tidspunkt – lige så tidligt som det er sket i Tyskland – varslet en ny litterær smagsretning. Han er en forløber for Ludvig Holbergs satire, for Ambrosius Stubs vise og for oplysningstidens ånd. – Justitsråd 1730.