Thøger Larsen

Thøger Larsen, ved dåben Larsen Underbjerg,  5.4.1875-29.5.1928, forfatter. Født i Tørring ved Lemvig, død i Lemvig, begravet sst. L. tog præliminæreksamen fra Lemvig realskole 1892, men måtte da faderen døde samme år opgive at læse videre. 1892–95 var han huslærer på Fredshold ved Viborg og Vadsholt ved Ålborg, 1896–1911 landinspektørassistent i Lemvig; i denne periode vaktes hans interesse for matematik og især astronomi. Resultatet af sine observationer offentliggjorde L. i Stjerner og Tid, 1914, i hjemlige og udenlandske fagtidsskrifter foruden i populære artikler i dagspressen, ligesom hans beskæftigelse med astronomien fandt et nedslag i hans digtnings kosmiske perspektiver. 1904–23 var L. lokalredaktør af Lemvig Dagblad hvorefter han helt helligede sig sine videnskabelige studier og sit forfatterskab. Han modtog 1925 Georg Brandes-legatet.

L. debuterede 1891 i Kristeligt Børneblad hvori en række religiøse digte blev trykt frem til 1895, de fleste uselvstændige efterklange af Brorson og Grundtvig. Sin kærlighed til den danske salmetradition fornægtede L. iøvrigt aldrig; den klinger igennem i den hymneagtige tone i flere af hans naturdigte. Ubetydelige er digtene fra huslærertiden trykt i Viborg Stiftstidende og IIlustreret Familieblad. Først i samlingen Vilde Roser, 1895 (udg. under navnet Thøger Underbjerg), træder de motiver og den tankeverden frem der senere karakteriserer L.s digtning: naturen, himmelrummet, forestillingen om hvor ubrydeligt liv og død er vævet sammen samt refleksioner over alle tings forkrænkelighed der netop gør det dobbelt vigtigt at gribe det flygtige nu og give det indhold. Digtene virker ufærdige, er ofte banalt udformede og har deres tydelige forudsætning hos senromantikkens etiske forfattere, Fr. Paludan-Müller, C. Hostrup og Chr. Richardt. I de ni år der gik indtil L. udsendte sin næste digtsamling, Jord, 1904 skete væsentlige forandringer i hans livssyn der kan følges gennem de spredte digte han fik trykt i Illustreret Tidende og Vagten. Gennem læsning, ikke mindst af forfatterne fra det moderne gennembrud og påvirkning fra Georg Brandes og Darwins udviklingslære, frigjorde L. sig fra barndomshjemmets indremissionske kristendom. Men han var et dybt religiøst gemyt og erstattede sin tidligere dogmatiske tro med en romantisk panteisme, med en følelse af den store sammenhæng i tilværelsen. Denne afbalanceredes af en realistisk virkelighedsopfattelse og en stærk jegbevidsthed – et livssyn L. delte med Jeppe Aakjær, Ludvig Holstein og især Johs. V. Jensen. – Jord og den efterfølgende samling Dagene, 1905 (udg. samlet 1916 under fællestitlen Jord) indeholder dels naturlyrik, dels en række fortællende digte der alle har jysk emne og ofte er skrevet på dialekt. Højdepunkterne her er mindedigtet over moderen, Ved Vinduet og Jens Højby om en bonde der trækkes med døden. L. forvandler med kunstnerisk indlevelse og sjælden prægnans den traditionelle almueskildring til et tanketungt portræt bygget over modsætningen i hans egen person: det stærke livsbegær og den samtidige bevidsthed om ophøret. L.s skarpt sansede naturdigte, hvis genstand er årets gang, er først og fremmest inspireret af frodigheden og frugtbarheden. Den landskabelige baggrund er begrænset til Lemvig-egnen og Limfjorden, men til gengæld er kendskabet til denne natur så meget intimere, en samfølelse der enten ytrer sig i en besjæling af naturen eller en sammensmeltning med den. Den heraf følgende bevidtshedsudvidelse beskrives ofte ved hjælp af forestillinger fra nordisk mytologi for i stigende grad at kulminere i kosmiske syner.

Centralt placeret i forfatterskabet er ligeledes digtsamlingen Det fjerne, 1907, der allerede i titlen giver udtryk for et nyt element i forfatterskabet: længslen efter at udvide erfaringsområdet gennem rejser omkring jorden. Da denne længsel af økonomiske årsager ikke lod sig realisere -ikke før 1925 tog L. og hans hustru ud på deres første store udenlandsrejse til Italien – skete ekspansionen ad andre veje: ud i universet og tilbage i tiden. Nuet får, som hos Johs. V. Jensen, både fylde af fortiden med dens slægtsarv og af naturens frugtbarhed, symboliseret i kvinden der bærer fremtiden i sig. – Sammen med de to foregående samlinger udgør Det fjerne L.s betydeligste indsats i dansk litteratur som han med sit kraftfulde sprog og sin lidt knudrede form giver en ny friskhed efter 1890ernes blege udløbere. Som Aakjær er L. realist i den forstand at hans digtning er en livsbekræftelse for ham. Men hans faste virkelighedssans rummer længslen og uendelighedsfølelsen der hæver ham op over århundredskiftets hjemstavnsdigtning og udvider det lokale perspektiv mod universet. L.s digtbøger frem til Italiensrejsen mangler denne spændingsfyldte vekselvirkning. I Bakker og Bølger, 1912, Slægternes Træ, 1914 der indledes med L.s populæreste digt: Danmark, nu blunder den lyse Nat skrevet til Aakjærs Jenle-stævne 1914, I Danmarks Navn, 1920, Vejr og Vinger, 1923 og Limfjords-Sange, 1925 fordybede L. sig alt for meget i den nære, men i længden for snævre virkelighed der omgav ham; naturmotiverne blev gentaget og lejlighedsversene betænkelig mange. – Derimod bragte digtsamlingen Søndengalm, 1926 en vis fornyelse i forfatterskabet. Mødet med sydlandsk natur og folkeliv inspirerede L. til burleske, farverige episoder hvoraf mange ofte blot er turistoplevelser sat på rim. Betydeligere er en række mytologiske digte der dog tynges af L.s religionshistoriske viden og teorier. Disse grunder sig i hans opfattelse af at myterne først og fremmest er udsprunget af menneskets oplevelser i forbindelse med himmelrummet. Alene i det store fortællende digt Bacchusbruden er mytologien gennemglødet af den skabende fantasis indlevelse i dramaet om en ung kvindes ekstatiske forening med guddommen i undergangen. L.s kortprosa – en blanding af barndomserindringer og hjemstavnsfortællinger – er samlet i Fjordbredden, 1913, Kværnen, 1915 og Trækfuglevej, 1927 der også indeholder en række digte. "Kværnen" aftrykker endvidere nogle dramatiske forsøg samt L.s ypperste prosaarbejde, myten Hemmeligheden der i fortættet form rummer hans tragiske viden om forgængelighedens ubarmhjertige magt over det kostbare liv. – L.s eneste roman, Frejas Rok, 1928 havde han arbejdet med siden 1898. I 1925 offentliggjorde han forskellige fragmenter i tidsskriftet Atlantis som han udgav 1923–25, og hvori man finder mange af hans artikler, digte og oversættelser. L. evnede ikke at komponere en roman. Handlingen: vikingen Vagn der sammen med en trælkvinde flygter fra sin norske hjemstavn til Italien hvor han bortfører en nonne virker kulørt, de dramatiske optrin hule, og skikkelserne mangler liv og udvikling. Derimod indeholder bogen fine lyriske passager og giver et interessant indblik i L.s religiøse grublerier og forhold til den nordiske mytologi.

Allerede i Slægternes Træ offentliggjorde L. en oversættelse fra oldnordisk af to Eddasange. Disse kvad optog ham stærkt, og i Atlantis trykte han flere Eddaoversættelser, senere samlet og udgivet som Edda-Myterne I-II, 1926–28. 1920 udkom (oversat fra engelsk) Omar Khayyáms Rubáiyát og endnu to oversættelser (fra oldnordisk) Solsangen, 1923 og (fra græsk) Sapfos Digte, 1924, udkom selvstændigt. Men rundt om i digtbøgerne findes en række storartede oversættelser af Anakreon, Walther von der Vogelweide, E. A. Poe og Walt Whitman, hvoraf et udvalg er samlet i Fra andre Tungemaal, 1948. L. både tegnede og malede, og han udstillede flere gange i Lemvig. Således komponerede han omslag og vignetter til en række af sine bøger. I Atlantis skrev han ofte om malere, bl.a. om Ebbe Kornerup, Niels Bjerre og Johannes Larsen.