Thomas Lange, 30.11.1829-25.8.1887, forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død i Lyngby, begravet sst. L. var kun et halvt år, da han kom i huset hos morbroderen, pastor Andresen i Ho ved Varde; her knyttedes han så stærkt til den storslåede vestjyske natur at han følte det som om han rykkedes op med rode, da han i elleveårsalderen kom til Ringkøbing hvor plejefaderen havde fået kald; en tilsvarende fornemmelse havde han, da han et par år senere kom på latinskolen i Viborg, og det var først efter at han havde gjort den opdagelse, at naturen omkring den gamle domkirkeby i sit grundvæsen, ensomhed og storhed var nært beslægtet med den natur han var opvokset i, at han fandt sig til rette i de nye omgivelser. L. blev student 1848 fra Viborg latinskole og flyttede derefter til Kbh. hvor han – økonomisk velstillet som han var – gav sig god tid til studierne og tog kraftig del i studenterlivet; først 1857 tog han teologisk embedseksamen som han dog aldrig anvendte. L. debuterede 1858 med IUngdommen der efterfulgtes af Modepræsten, et Slags Novelle, 1859, Kirken med Straatag, 1859, Smaaskrifter, 1860 og Poetiske Naturer, 1863 -det er dialoger og fortællinger der ikke vidner om større selvstændighed, men om flittig læsning af S. Kierkegaard, fra hvem de utvivlsomt har hele deres spekulative, psykologisk-eksperimenterende karakter. Sit egentlige gennembrud fik L. først med Eventyrets Land, et Billede af Livet og Naturen ved Blaavandshuk, 1865 hvor han giver et fint afstemt, poetisk billede af barndomslandet, således som han ser det for sig i fjernhedens forklarede skær: naturen er ikke blot baggrund for handlingen, men optræder aktivt som en destruktiv kraft; Knud Thisenius, den gamle degn der er hovedpersonen i fortællingen, forstås kun i sammenhæng med den omgivende natur.

I de bøger L. derefter udsendte er hovedmotivet stadig bestemt af dette sammenspil mellem mennesket og naturen. I Aaen og Havet, 1870 optræder naturen ikke så meget som en dæmonisk magt over menneskesindet men som et symbol på underbevidsthedens skjulte erotiske kræfter der fører til hovedpersonens undergang. Mindre dristig i sin udformning er L.s næste roman De lyse Nætter, 1875 der – ment som et modstykke til den forrige bog – lader naturen fremstå som menneskehedens rensende og forædlende kilde. L. har dog vovet sig så langt ud i spekulationer over ånden og naturen i disse to bind, at det går ud over klarheden i kompositionen. Betydeligere er den fortælling der oprindelig offentliggjordes i Vilh. Møllers Nyt dansk Maanedsskrift og senere optryktes i Romantiske Skildringer, 1872 under titlen De faldende Blade- det er et stykke prosalyrik af høj rang hvor det er lykkedes L. at få naturindtryk og sjælsstemning til at tone sammen i fuldendt harmoni. Med kunstnerisk suverænitet skildrer L. her kærligheden til naturen som en evne der ikke nødvendigvis ledsages af en tilsvarende følelse for medmennesket og derfor kan antage tragiske former. L. udgav endnu en lang række bøger, men han når ikke i disse senere arbejder op på højde med De faldende Blade. Størstedelen af hvad der forekommer i de to store fortællinger Nyt Liv, 1879 og En Kjærlighedshistorie, 1882 såvel som i de mindre novelle-cykler Af Livet og Naturen, 1876, Et Symposion, 1877, Skitser og Eventyr, 1881, Sølvbrylluppet paa Højgaard, 1883, Fortællinger, 1885 og Jagtselskabets Fortællinger, 1887, kan nærmest betegnes som variationer over temaer L. tidligere har gennemspillet med større kraft og myndighed. Men der er alligevel en så oprindelig styrke i opfattelsen og gengivelsen af det indbyrdes forhold mellem mennesket og naturen – der på en måde peger frem mod Henrik Ibsens senere symbolske skuespil – at det næppe er tilstrækkelig udtømmende at karakterisere L. som en romantisk epigon. Ganske vist kan hans stil ofte nærme sig det sødladne og gang på gang kommer han ind på problemer der optog vore guldalderdigtere, således forsøger han på at forklare den store sammenhæng i tilværelsen, men han anvender på overbevisende måde en moderne psykologiskanalytisk metode der tydeligt viser, at han ikke er helt upåvirket af de nye strømninger i litteraturen.

Familie

Forældre: postsekretær, kontorchef under generalpost-direktoratet, senere postmester, kancelliråd Thomas L. (1793–1840) og Ulricca Margrethe Andreasen (1809–92). Gift 6.1.1856 i Kbh. (Holmens) med Fanny Gjellerup, født 9.3.1836 i Odense, død 12.12.1889 i Vordingborg, d. af hospitalslæge, senere kancelliråd Carl Adolph G. (1799–1849) og Concordia Conradsen (1812–62).

Ikonografi

Træsnit 1876 og af H. P. Hansen, 1880, efter dette træsnit af samme 1886 og på gruppebillede af samme 1889. Træsnit 1883, af H. P. Hansen 1884 og af samme 1888. Relief på gravsten tegnet af L. Frølich. Buste af J. Becher Smith, rejst som monument 1930 (Ho).

Bibliografi

Udv. skr. I-II. 1906–07. – Sophus Bauditz i III. tid. 14.5.1876. Sst. 4.9.1887. Sophus Bauditz i Danmark, udg. Journalistforen. II, 1888 51–56. F. Bauditz i Ny svensk t. IX, Sth. 1888 28–33. Thorbj. Strøm i Forfatterbogen, 1898 46. P. A. Rosenberg: Små fortællinger, 1910. Samme: Erindr. I, 1934. C. Dumreicher i København 14.9.1920, Nationaltid. 30.7.1923 og 30.11.1929, Ribe amtstid. 2.12.1929 og 7.-8.7.1930. Aug. F. Schmidt i Fra Ribe amt VI, 1923–27 586–602. Peder Hesselaa: Essays, 1924 49–72. Samme i Morgenbl. 30.11.1929. Samme i Aalborg stiftstid. 16.8.1954. Carl Raaschou i Edda XLVI, Oslo 1946 77–84. Samme i Aalborg amts-tid. 13.7.1967. Chr. Winther i Vestkysten 18.12.1964. Sv. Hansen sst. 6.9.1966. Kr. Langdal Møller i Århus stifts-tid. 30.10.1965. Tapio Juhl i Jydske tid. 10.9.1967. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig