Thomas Thaarup

Thomas Thaarup, 21.8.1749-12.7.1821, forfatter. Født i Kbh. (Petri), død på Sophiehøj i Smidstrup ved Hørsholm, begi. i Hørsholm. Da faderen, formentlig efter en fallit, flyttede til Læsø som tolder blev sønnen sat i Helsingør lærde skole hvorfra han 1768 dimitteredes. N.å. tog han 2. eksamen, men fortsatte ikke studierne. Han synes hverken at have været ærgerrig eller energisk. Hans interesser gik i retning af det litterære. Der kendes dog ingen synlige tegn herpå før et anonymt digt i adresseavisen 1774 (Ved en ung Piges Grav). Men da en kreds af Johs. Ewalds venner 1775 stiftede Det danske litteraturselskab blev T. straks medlem og omtales som en af dem man ventede sig mest af. De poetiske bidrag han efter selskabets statutter skulle indlevere er ikke kendte. Hans første arbejde med navn under er en Ode over Indfødsretten der kom 1777 i den samling hyldestdigte den Guldbergske kabinetsordre fremkaldte. T.s ode blev med rette parodiens bytte. En ulykkelig kærlighed i Weitherstilen omtales af K. L. Rahbek der mener, at den "upaatvivlelig blev hans Digterheld". De digte Til Julie, 1778 og Forsøg til en Elegie, 1780 som direkte refererer sig hertil, virker nu kun som prøver på det opskruet sentimentale i tidens følelsesform. Derimod lader digtet Fødelandskærlighed, 1782 sig endnu læse. Det vandt en pris, udsat af et medlem af Drejers klub, og giorde megen lykke. Dets sammenknytning af fodestavns- og fødelandskærlighed går igen helt til Steen Steensen Blicher ("Du Plet af Jord, hvoi Livets Stemme steg første Gang fra spæde Brest").

Det almindelige opsving i udviklingen som kronprins Frederiks (senere Frederik VI) overtagelse af regeringen gav stodet til, synes også at have inspireret T. Et par linjer i en fødselsdagssang til kronprinsen 1784 faldt helt i tidens smag: O, Kongesøn! Gid Smigers Stemme dig ej forføre til at glemme, at Jordens Gud er Støvets Søn. T. blev fra nu af den selvskrevne patriotiske sanger når det ved officielle lejligheder gjaldt at tolke folkets følelser for kongehuset. Talrige prologer og kantater foreligger fra hans hånd. De udmærker sig ved en pompøs veltalenhed, evne til fyndige udtryk og en værdig frimodighed midt i den selvfølgelige loyale hyldest. Allerede 1786 taler han bondens sag i en festkantate på Det kgl. teater: Hør, Landets Fader! Trældoms Klage! Og ved en anden lejlighed, efter kronprinsens hjemkomst fra felttoget mod Sverige (1788), endte han sin prolog med en "Almuesang" (Ej kuet ved Despotens Magt til Høitids Tvang, men som det egner Nordens Mænd, saa synge vi). Foruden til kongehuset skrev T. talrige andre lejlighedsdigte, sørgekantater og sange til klubben eller til frimurerne. De forherliger i tidens smag venskab, enighed, borgerdyd og broderfølelse. Han synes at have behøvet en lejligheds tilskyndelse og pres for at producere. Nogen trang til at udtrykke personlige stemninger har han ikke haft. Lyrikkens centrale emner: natur og eros spiller ingen rolle i hans digtning. Den er helt og alene tidens tolk. Ganske særlig gælder det hans syngespil der fik det største publikum.

Nogle oversættelser af operatekster (den tyske Cora 1788 og den franske Aline n.å.) bragte T. i forbindelse med teatret. Da kronprinsens indtog efter brylluppet 1790 skulle fejres, var man ikke tilfreds med det bestilte arbejde af C. Pram, "Frode og Fingal". T. tilbød at levere et synge-stykke hvor de patriotiske følelser skulle spille en større rolle. Det blev til den dramatiske idyl i én akt, Høst-Gildet der gjorde en enestående lykke. Sangene, til J. A. P. Schulz' yndige melodier, blev hvermands eje og hørtes overalt. 1793 (Efter kronprinsessens nedkomst) forfulgte T. sin succes med Peters Bryllup (hvor personerne fra Høst-Gildet går igen) og 1802 med Hjemkomsten (Efter slaget på reden). De sjællandske bønder i disse syngespil er idealiserede ud fra tidens syn på bonden som folkets marv, repræsentant for de simple dyder og det ædelt menneskelige. Handling og karaktertegning er spinkel, arbejdets atmosfære er der intet af, men den tidshistoriske baggrund fornemmes tydeligt. Der er bønderne efter frigørelsen, der er landmilitsen og sømanden, både den vidtbefarne koffardi-kaptajn og helten fra 2. april, der er skolelæreren fra det nyoprettede kgl. lærerseminarium, der er negeren der nyder godt af slavehandelens ophør i de danske kolonier, og der er repræsentanter for hele monarkiet, norske, danske og holstenere, og alle forenes i at hylde den kronprins, alle gode gaver skyldes, og det land de er lykkelige for at tilhøre og tjene. Romancerne og viserne giver i fortættet form den idylliske stemning. For N. F. S. Grundtvig var de begyndelsen til den folkelige sang i Danmark. Nys fyldte Skjøn Stred det attende Aar, Førstkommende Majdag vort Bryllup skal staue, 1 Dalens Skjød en Hytte laae og vendt mod købstadfolkene og civilisationens tomhed: En Time før Middag Madammen opstaar.

1871 blev T. udnævnt til lærer i historie, geografi, filosofi og de skønne videnskaber ved Søkadetakademiet. 1794 fratrådte han denne stilling og blev medlem af teaterdirektionen, hvorfra han fik sin afsked "i Naade og med Pension" 1800. Siden levede han sin meste tid på sin gård Sophiehøj ved Hørsholm. I ny og næ blev der kaldt på ham til en kantate eller prolog, men efter romantikkens gennembrud føltes han som hørende en ældre tid til. Men 1813 vakte han en betydelig opsigt ved en oversættelse af tyskeren Fr. Buchholtz' antijødiske skrift Moses und Jesus hvis tendens T. i en forerindring sluttede sig til. Oversættelsen kom hurtigt i 2. oplag og fremkaldte en litterær jødefejde med indlæg for T. af Chr. Bastholm. T. C. Bruun m.fl. og mod af Jens Baggesen, Blicher o.a. (se Villads Christensen i Museum U-S90). Som der er en smilløs alvor og højtidelighed over T.s digtning var der over hans væsen en kølighed der behagede sig i det sarkastiske. H. Sneedorff fremhævede i en vise til Drejers klub 1790 modsætningen mellem dette og digtningens blide idyl: Hans Tale er hvas som Biens Braad, Hans Viser er som dens Honning.