Thomasine Gyllembourg, Thomasine (Sine) Christine Gyllembourg (-Ehrensvärd), 9.11.1773-11.7.1856, forfatter. Thomasine Gyllembourg voksede op på Christianshavn i det gamle patricierhjem som den ældste af fem døtre og sin fars afgud. Erindringer fra hendes barneår kan genfindes i romanen Slægtskab og Djævelskab. Skønt hun fik en omhyggelig opdragelse var hun en del overladt til sig selv, og hendes fantasi fik lov at udfolde sig frit. Sin mor mistede hun i sit ottende år. Som femtenårig fik hun til lærer i levende sprog translatør P. A. Heiberg hvem hun ægtede 1790, endnu ikke fyldt sytten år. Hun var et intelligent og følelsesfuldt barn der så op til sin berømte husbond, men om nogen inderligere gemytternes fortrolighed mellem dem kunne der ikke være tale. Under hans heftige kamp mod autoriteterne blev der ikke megen lejlighed for ham til et lykkeligt husliv, og da hendes søn Johan Ludvig kom ud over den første barnealder, begyndte den smukke unge kone at blive modtagelig for den beundrende hyldest der vistes hende af de mange, især fremmede verdensmænd, der færdedes i det Heibergske hus. Han var for stolt eller for ligegyldig til at tage forholdsregler imod smigrerne, ja stødte hende ligefrem fra sig med kolde eller ironiske ord når hun med et ængstet hjerte tyede til ham og søgte hans råd eller beroligelse.

I tiden kort før hans bortrejse forelskede hun sig i den landflygtige svenske baron Carl Frederik Gyllembourg (-Ehrensvärd) og navnlig i månederne umiddelbart efter mandens forvisning tog hendes følelser fart så hun snart blev fast besluttet på at skille sin skæbne fra Heibergs. Hendes ulovlige elskovsforbindelse var ikke længere nogen hemmelighed iblandt Heibergs nærmeste bekendte, da hun den 11.9.1801 skrev sit "lettre remarquable" til ham. Hun appellerede deri til kærlighedens ret og til den bortdragnes ædelmod. Men for ham der i al sit ægteskabs tid havde været umistænksom og uerotisk, blev det et grusomt stød. Deres følgende korrespondance viser en stigende desperation fra mandens side, men også en voksende vilje og kløgt fra hustruens. I okt. rejste han til Hamburg for at være nærmere ved skuepladsen for sit ægteskabs tragedie. Men hun var den stærkere. Hun nødte ham til at give samtykke til skilsmissen og kan just ikke siges at have befordret hans mere og mere ydmyge ansøgninger om benådning.

Det eneste lyspunkt i denne nådeløse kamp som Heibergs rasende hævnlyst truede med at give en græsselig ende, var hans bestemte ønske om at deres lille søn skulle forblive dansk. Hans sidste forrykte ansøgning blev afslået 15.1.1802, men allerede en måned forinden var Carl Frederik Gyllembourg og Thomasine Heiberg blevet viet til hinanden. Den besvegne ægtemand samlede hele sin harme mod "Forrædersken" og "Forføreren" og truede med at hans søn skulle blive en Hamlet. Thomasine Gyllembourg, der elskede sin dreng lidenskabeligt, har måske af den grund undladt at gøre hvad muligt var for under hans opdragelse at indskærpe ham kærlighed til faderen. Drengen blev sat i kost hos fremmede. Faderen talte ikke mere om sit huslivs sammenbrud, men hans breve til familien var en årrække fulde af trusler og anklager.

Thomasine Gyllembourg fik lov til at besøge sin søn, men han måtte ikke komme i hendes hus. Hun boede med sin anden husbond på gården Ruhedal ved Ringsted, men da den i begyndelsen af 1806 var brændt flyttede de til Kbh., og her blev den allerede næsten voksne Johan Ludvig trods alle klausuler en hyppig gæst, noget som i en årrække satte et skisma mellem far og søn. Thomasine Gyllembourgs nye hjem var et samlingssted for danske skønånder og svenske adelsmænd, men hendes lykkelige år varede ikke længe. Allerede 1815 døde manden, og hun og sønnen levede en tid under ret beskedne kår; hun havde dog en pension på 600 rdl.

I årene 1819-22, da Johan Ludvig Heiberg var i Paris hos sin far, boede hun hos sin fætter grosserer Andreas Buntzen (1781-1830) som lærerinde for hans børn. Under sønnens Kielophold førte hun hus for ham; det var deres kedeligste tid. Fra 1825 boede hun med ham i Kbh., og i over 30 år satte hun sit præg på det nye Heiberske hus; hun bistod sønnen på hans litterære løbebane og blev på en måde hans elev som forfatterinde; svigerdatteren gav hun en grundig opdragelse, lærte hende den samtalens og samværets kunst som hun udbredte fra scenen i de roller, J. L. Heiberg valgte til hende af inden- og udenlandsk repertoire. Med P. A. Heiberg blev hun forsonet under sønnens Parisophold, og de genoptog en fortrolig, men rigtignok meget værdig brevveksling som med lange mellemrum fortsattes til hans død.

Thomasine Gyllembourgs forfatterskab skal have haft en tilfældig begyndelse. Hendes søn skal have påkaldt sin mors hjælp i forlegenhed for stof til de første numre af det navnkundige tidsskrift Den flyvende Post. Her debuterede hun i alt fald 12.1.1827 med det bekendte brev fra en løjtnant til redaktionen; det vakte stor opsigt, da det syntes fremkaldt af et avertissement i Adresseavisen 2.1. s.å. om, at "Svar til en Løjtnant, der havde tilsendt en Jomfru et Brev, forseglet og uden Betaling kunde afhentes paa Fodpostens Kontor". Hun fortsatte med skrivelser fra hr. Polonius til redaktionen, fra løjtnantens fætter til hr. Polonius, med Claras Skriftemaal osv. De blev først udgivne i bogform 1834 under titlen Familien Polonius. Den lille brevroman handler som hele hendes værk om borgerligt københavnsk liv og om kvindelykke, dens højdepunkt er en scene, hvori løjtnanten ser den elskede med et barn på armen som var hun en ung moder.

Det følgende år bragte Flyveposten hendes berømteste værk En Hverdagshistorie der skildrer en ung mands forhastede forlovelse og hans vanskelige stilling mellem to søstre. I denne roman tager hendes polemik mod skyggesiderne i det københavnske privatliv ret opsving: hun revser det alt for familiære i omgangsformerne, mangelen på personlig kultur hos mændene, på opdragelse hos de unge piger. I samme blad kom endelig eventyret Den magiske Nøgle hvis skueplads er det ødelagte Nørregadekvarter som det henlå lang tid efter bombardementet 1807. Som eventyrdigter i Hoffmanns manér forsøgte hun sig endnu en gang med Kong Hjort, 1830 hvor fantasien tager sit udgangspunkt i Eremitageslottet i Dyrehaven. Men hermed forlod hun også den luftige poesi og skrev s.å. den skarpsindige psykologiske københavnerroman Slægtskab og Djævelskab. I etatsråd Haldorf har hun givet et billede af sin egen far, den gamle dispachør. Bogen der er udarbejdet med en overordentlig logisk strenghed, skildrer en familie der hjemsøges af de største ulykker og trues med moralsk undergang som en følge af husfaderens godmodighed og svaghed. Den var ved sin fremkomst den betydeligste moderne roman i nordisk litteratur, og det er overhovedet den af Thomasine Gyllembourgs noveller som har det stærkeste digteriske pust. Med kraft udtaler hovedpersonen i dens slutning hendes moralske evangelium: "Min Skæbne er et Bevis mere paa den store Sandhed, at intet Menneske kan udrette noget virkeligen Godt og Velgørende for sig og Andre, naar han maa leve i Strid med sit Hjertes Følelser. Kærlighed er det eneste Kompas uden Misvisning, der kan vejlede os gennem Livets Klipper og Skær".

Årene 1830-33 bragte tilsyneladende en pause i hendes produktion; hun ville nu være skuespildigter og skrev i det store mellemrum mellem novellerne fire dramatiske arbejder som udkom 1834 med en morsom mystificerende fortale af hendes søn der karakteriserer dem som "dramatiserede Noveller". Navnlig Fregatskibet Svanen er interessant (den behandler på en fordomsfri måde et tilfælde af bigami); Magt og List blev opført på Det kgl. teater under Heibergs navn. Det var også ham som 1833-34 udgav hendes hidtidige fiktionsværker under titlen Noveller, gamle og nye, af Forfatteren til En Hverdagshistorie; Samlingen var forøget med tre større arbejder: Drøm og Virkelighed hvori hendes smag for forviklinger og fremstilling af tvetydige forhold går lovlig vidt; Mesalliance, om en ung borgerlig piges forlovelse med en adelsmand, en noget skematisk og upersonlig fortælling; og De lyse Nætter der indeholder en oplevet skildring af Kbh.s bombardement. Til disse noveller udkom 1838 tolv tegninger, et vidnesbyrd om deres popularitet. Folk optoges af dem som af den litteratur der mest af al den samtidige talte direkte til læseren, de dannede sig efter Thomasine Gyllembourgs idealer og søgte at forbedre deres huslige indretning ved studium af hvad hun roste eller dadlede i hverdagslivet.

En tredie periode i den anonyme novelledigtning indlededes med samlingen Nye Fortællinger, 1835-36 der indeholdt to hovedværker: Ægtestand og Extremerne. Den første er det mest intime Thomasine Gyllembourg har skrevet, med rigelig benyttelse af hendet eget hjertes historie, således i beretningen om den brave major Lindal der ved mangel på opmærksomhed mod sin unge kone driver hende i en anden mands arme. Den anden gjorde megen lykke, blev bl.a. vidtløftigt og rosende anmeldt af Poul Martin Møller (der havde gennemskuet Thomasine Gyllembourgs navneskjul på ubedragelige stilistiske kriterier, men bevarede hemmeligheden). Det er en problemroman der behandler tidens rørelser, men den er mere falmet i moderne menneskers øjne end hendes passionsbøger.

Noget lignende gælder Montanus den Yngre der udgjorde hovedstykket i To Noveller, 1837. I sin gengivelse af konflikten mellem en ældre og en yngre slægts syn på tingene forfalder hun til en skematisme der hører til hendes store skavanker. 1839 udgav Heiberg hendes i udførelsen lidt mislykkede, men i flere henseender højst fremragende roman Maria der behandler et psykisk traume hos en unge pige. N.å. udkom hendes mesterværk Een i Alle, en humoristisksympatisk Don-Juan-biografi, det mest overlegne hun har frembragt af menneskeskildring, også i kunstnerisk henseende hendes bedste bog, med mange heldige billedvirkninger. 1841 kom Nær og fjern, en fintskrevet studie over misstemningen mellem to brødre, et mærkværdigt stykke dybdepsykologi. Korsveien, 1844, er hendes sidste betydelige digterværk.hvor heltinden må vælge mellem den fornemme verden og sin fattige elsker og mellem en verdslig livsanskuelse og den alvorligste, paulinske kristendom.

Af Thomasine Gyllembourgs arbejder fra 40erne gjorde To Tidsaldre, 1845, som slutter forfatterskabet, mest lykke. Det stiller med megen kækhed, men også med didaktisk tydelighed, ånden fra 1790erne, 1700-tallets fordomsfri livsindstilling, op mod juste-miljøtidens påtagne dyd, de store lidenskabers mod Tartuffes tidsalder. Men over denne antitese er i al hemmelighed også hendes øvrige ca. 30 arbejder gjort. Hendes digtning er den aldrende kones genoplevelse af sin ungdoms kampe, den meddeler hendes selvforsvar og hendes kloge refleksioner over den nye verden, hun omfatter med så megen kærlighed, men dog ikke helt kan finde sig til rette i. Den foregår på det huslige livs indskrænkede scene, men rummer stærke lidenskaber; den søger ofte handlingens motiver i de ganske små ting, men viser deres skæbnesvangre konsekvenser for menneskets skæbne.

Thomasine Gyllembourg skrev et smukt, rent dansk, uden ordgyderi, men ikke uden romanfraser; hendes replikker og beskrivelser savner kunstnerisk sikkerhed. Men hendes karakterer er ofte ypperlige, hendes miljøer næsten altid, og hvad der navnlig har skaffet hende ørenlyd hos tidsalderens publikum er den skjulte patos, det dyrekøbte livssyns fastholdelse igennem de mange sindrigt slyngede intriger. Nærmest må hendes noveller ses på baggrund af K. L. Rahbeks; da først forstår en nutidslæser hvor meget liv og virkelighed hun har bragt ind i dansk litteratur. Ellers er hendes skrifter mere børn af oplevelse end af læsning; dog har Goethes "Wahlverwandtschaften" betydet meget for hende. Thomasine Gyllembourgs noveller er nu en støvet bog, men der er rig menneskelighed og varme i den. Hun er en forløber for den realistiske tidsalders romanforfattere.

Familie

Thomasine Gyllembourg blev født i Kbh. (Nic), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens). Forældre: stadsmægler, dispachør Johan Buntzen (1728-1807, gift 1. gang med 1765 med Dorothea Elisabeth Koch, 1734-66) og Anna Bolette Sandgaard (1751-82). Gift 1. gang 7.5.1790 i Kbh. (Nic.) med forfatteren P. A. Heiberg, født 16.11.1758 i Vordingborg, død 30.4.1841 i Paris, s. af rektor Ludvig H. (1723-60) og Inger Margrethe Heiberg (1737-1826). Ægteskabet opløst 1801. Gift 2. gang 17.12.1801 i Kbh. (Nic.) med baron C. F. Gyllembourg, født 7.1.1767 i Stockholm, død 10.5.1815 i Kbh. (Garn.), søn af generalmajor, friherre Carl Ehrensvard (1713-70) og Anna Antoinetta Gyllenborg (1730-89). – Mor til J. L. Heiberg (1791-1860).

Ikonografi

Malet som barn af J. C. Viertel (Fr.borg) og af C. A. Lorentzen (Sønderborg slot). Tegn. af A. Flint, 1792 (Fr.borg). Mal. af Jens Juel fra 1790erne (Fr.borg), stukket af J. F. Clemens ca. 1798, Magnus Petersen 1866, A. Repholtz 1920, litograferet 1867 og 1873, i træsnit efter tegn. af P. K. Krohn 1863, af H. P. Hansen 1870, m.fl. samt i stålstik på 1000 kr.sed-del, 1975. Tegn. af J. V. Gertner, 1849 (Bakkehusmus.). Afbildet på mal. s.m. Heibergs af W. Marstrand, 1870. Mal. af V. Neiiendam og tegn. af Carl Thomsen.

Bibliografi

Saml. skr. I-XII, 1849-51, 2. udg. 1866-67 (heri hendes litterære testamente, der officielt afslørede hendes anonymitet, 3. udg. 1884. Saml. skr. Romaner og noveller I-IV, 1912. – Heibergske familiebreve, 1943 103-210. Johanne Louise Heiberg. P. A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg En beretn. støttet på efterl. breve, 4. udg. m. tillæg og oplysn. ved Aage Friis og J. Rahbek, 1947. – Paul Hennings: Stamtvl. over familien Buntzen, 1897. Frode Jurgensen og P. Hennings: Biogr. slægtreg. over familierne Sangaard, Buntzen ..., 1910. Søren Kierkegaard: En literair anmeldelse, 1846 (også i K.s Saml. værker XIV,3. udg. 1978 7-102 om To tidsaldre). Benedicte Arnesen Kall: Fru Gyllembourg og hendes værker i forhold til vor tid, 1875. Johs. Grønborg: P. A. Heiberg og hans hustru, 1915. Paul V. Rubow: Betragtninger, 1947 80-88. Elisabeth Hude: Thomasine Gyllembourg og Hverdagshistorierne, 1951. Johanne Luise Heiberg: Et liv, 5. udg. 1974. – Papirer i Rigsark. Manus, og breve i Kgl.bibl. P. A., Joh. Luise og Joh. Ludv. Heiberg: Thomasine Gyllembourg, 1978 (= Rigsark. foreløb. arkiv-reg.XX).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig