Valdemar Thisted, Valdemar Adolph Thisted, 28.2.1815-14.10.1887, forfatter. Født i Århus, død på Frbg., begravet sst. Om sine forældre og sin barndom fortæller T. erindringer i Præstekald ... I–II, 1859. Tolv år gammel kom han i huset hos morbroderen, overkrigskommissær A. F. Elmquist i Århus der satte ham i byens lærde skole hvorfra han dimitteredes 1833. T. begyndte det teologiske studium, men dyrkede hellere æstetiske interesser og kendte bl.a. P. L. Møller og Søren Kierkegaard. I Nytaarsgave for 1834 som han selv udgav debuterede han med nogle digte. Et par år var han huslærer på herregården Skærvad ved Grenå, men på faderens forestillinger samlede han sig om sit studium, vendte 1839 tilbage til Kbh. og absolverede 1840 teologisk attestats. S.å. giftede han sig og oprettede i Skanderborg en skole for drenge som han bestyrede til 1844.

T.s første, ulykkelige ægteskab nærede hans heftige utilfredsstillede udlængsel der sammen med mange læste rejsebøger og fri fantaseren danner baggrund for En Vandring i Syden, 1843, ɔ: Schweiz, udgivet under mærket Emanuel St. Hermidad hvormed T. signerede en række arbejder. Romanen vakte en vis opmærksomhed, men demonstrerer tydeligt den hang til romantisk-topografisk ekskursion og filosofisk mediteren som samtiden, og bl.a. P. L. Møller, der højligt værdsatte T.s poetiske sider, allerede påtalte. Hans forbillede her er mindre E. G. Lytton-Bulwer end Mme de Staël-Holstein hvis vidtløftige prosa han har påsat lidt af "Improvisatoren"s kulør. Den romaneske handling holdes i gang af en skøn italienerinde som forfølges af en grevelig libertiner. Hendes tilbeder, en dansk læge, foretager vandringen endnu en gang i Tabt og vunden I–II. 1849, også med scener fra Schweiz som T. denne gang kendte fra en rejse, han 1844 gjorde for udbyttet af sin første bog, uden af den i synderlig grad kom stil eller komposition til gode. På over tusind sider afhandler han en elskovskonflikt der minder om de gamle ridderromaners. Hjemkommen blev han adjunkt ved den nyoprettede videnskabelige realskole i Århus og udgav Havfruen. Et Afsnit af min Grandonkels Livshistorie, redigeret af Kandidat G. Kessing. Udgivet og med en Indledning forøget af Emanuel St. Hermidad, 1846. Havfruen ... er T.s første, mærkelige forsøg på en skildring af en underverden, litterært med forlæg i alskens sagn og F. de la Motte Fouqués Undine, påvirket i sin form af Søren Kierkegaard og i sin tanke af G. W. F. Hegels filosofi.

Med kongelig understøttelse foretog T. sin anden udenlandsrejse og opholdt sig næsten et års tid i Italien (1849–50) hvorom han bestandig havde drømt, og som han allerede i sin første bog bragte sin hyldest. Det forekom ham hans åndelige fædreland og er hans digtnings hyppigste inspiration og staffage. For sin begejstring gav han luft i en række breve til Fædrelandet optrykt som Episoder fra et Reiseliv I, 1850, hvoraf enkelte sider er skrevet med en næsten smittende henrykkelse, og udgav siden Romerske Mosaiker, 1851 og Neapolitanske Aquareller, 1855 der iblandt uformidlet gods viser megen sans for folk og kunst. Romantisk-topografiske ekskursions- og elskovsromaner i smag med hans tidligere er Sirenernes Ø, ɔ: Capri I–II. 1853 og Familieskatten, 1856. Italiensk emne har også Bruden, 1851, en digtcyklus, og flere af fortællingerne i samlingen Hjemme og paa Vandring, 1854 hvor hjemmet repræsenteres af De to Spioner, med emne fra treårskrigen og hyldest til nationen, ligesom i Danmark bestaaer!, 1849 der tager Uffemyten til indtægt. Samlingens første fortælling Allah Kerim er en østerlandsk historie og en frugt af T.s syslen med Tusind og een Nat, som han oversatte og bearbejdede i udvalg I-VI, 1852–54. Som oversætter optrådte han allerede i sit debutarbejde og udgav siden bl.a. den første danske gengivelse af De tre Musketerer I–III, 1846, af hvis forfatter han bragte originale bidrag i sit Le Nord. Revue de la littérature française, 1845, mens et senere tidsskrift for underholdende læsning Ved Arnestedet, 1854 er mere tysk orienteret.

Efteråret 1853 blev T. ved Århus realskoles nedlæggelse afskediget med ventepenge. Men hans forfatter- og publicistvirksomhed alene kunne ikke tilfredsstille ham. Allerede 1851 søgte han gejstligt embede, han længtes efter samling og sikkerhed og beskikkedes efteråret 1855 til sognepræst i Højrup i Ribe stift. For sine oplevelser i dette embedes første år, for sin kamp med sig selv og sin menighed (og T. foregriber her både Sophus Schandorph og Henrik Pontoppidan) gør han rede i Præstekald. En Samling Breve, udgiven af Herodion I–II, 1859, et konfessionelt og stærkt personligt arbejde af en heterogen og dagbogsagtig natur. Brevene vakte megen opsigt ved deres betragtninger over statens forhold til kirken, over præsters giftermål, indførelse af menighedsråd o.a. T. har religiøst modtaget indtryk fra Kierkegaard, men har været med til at fremme det moderne kirkesyn i Danmark. Mod forskellig kritik tog han til genmæle i Præstekald, anslaaet og ansat af "Fædrelandet" [Clemens Petersenog "Dagbladet" [Rud. VarbergNogle Træk til Belysning af Kritikens Standpunkt her i Danmark ved Herodion, 1859 og Til Christi Menighedfro Præsten i Hvilsted I–VII, s.å. der er en slags fortsættelse af Præstekald. Kirkeorganisatoriske spørgsmål drøfter han også i sine Søndagsprædikener I–III, 1860 som i øvrigt indeholder opbyggelige betragtninger og lidt novellistisk stof. Fra tid til anden skrev T. vers i aviser og blade. Et udvalg heraf samlede han i Digte, 1862 der har flere smukke religiøse og patriotiske stemninger, men kun sjældent et originalt udtryk herfor. S.å. forflyttedes han til Tømmerup ved Kalundborg og skrev her sit berømte og interessante arbejde Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel, 1866. Ligesom i J. L. Heibergs En Sjæl efter Døden er T.s helvede en fortsættelse af det slelte liv her på jorden, men opfattet som en mellem-væren mellem døden og dommen. Interiøret er givet med enkelte store, stadig tilbagevendende træk der passer vel til den fortvivlede stemning hvoraf alle er besatte. Stoffet er tilvejebragt dels ved skildringer af tilstanden i helvede, dels ved sjælenes meddelelse af jordiske erindringer som sætter en slags handling i gang. Og livet snakker bestandig med i T.s helvede, forvrænget, men pirrende og forstyrrer bogens tendens: at mane de levende til omvendelse. Den sensualisme som også farver hans tidligere arbejder har kraftigere kulør i disse breve og har sikkert bidraget til deres succes. Breve fra Helvede ... oversattes hurtigt til flere sprog og vakte i Tyskland ligefrem fürore. Selv fik forfatteren samvittighedsnag, han frygtede for at have forarget og foruroliget mange og gjorde en slags bod i Høgholt, 1868, nogle farveløse, religiøse parabler. Høgholt blev T.s sidste arbejde. En nervesvækkelse nødsagede ham til at opgive både embede og forfatterskab. Han flyttede 1870 til Frbg. hvor han tilbragte sit sytten år lange otium plaget af sygdom og bitterhed over mangelen på den anerkendelse han mente at have krav på. Kort før sin død fik han digtergage, men eftertiden synes at ville give de af T. i Breve fra Helvede ... slemt trakterede recensenter medhold. T. havde følelse og fantasi og megen modtagelighed. Han omfattede mange af tilværelsens sider, men hans skabende evne var hverken stærk eller betydelig, og det tilløb til digter der var i ham skjulte han ofte under misforstået og prosaisk omstændelighed som gør meget i hans bøger, trods smukke enkeltheder, til trættende og utaknemmelig læsning. Han skriver løs, men komponerer ikke, han samler, men vrager ikke. Han er monoton og langtrukken og erstatter ikke handling og drama med ny psykologi. Personligst hos ham er hans sans for det usædvanlige og smukkest hans sværmeri. Derfor blev Breve fra Helvede ... en fængslende løsning af en makaber opgave og enkelte rejsebreve indtagende lekture.

Familie

Forældre: løjtnant, senere sognepræst i Gyrstinge og Flinterup Jørgen T. (1795–1855) og Maria E. Elmquist (1790–1829). Gift 1. gang 28.10.1840 i Bregnet med Henriette Hansine Hansen, født 7.3.1815 i Kbh. (Trin.), død 2.10.1904 på Skt. Hans hospital, d. af maleren Hans'H. (1769–1828) og Henriette G. Lie (ca. 1778–1828). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 23.7.1853 i Veilby, Hasle hrd., med Elisa Otilia Rasmussen, født 12.4.1830 i Århus, død 20.7.1901 på Frbg., d. af regimentsdyrlæge Niels R. (1788–1849) og Jacobine Lovise Amalie Bidsted (1797–1868).

Ikonografi

Træsnit af H. P. Hansen, 1886, og efter dette afbildet på gruppebillede i træsnit 1887. Tegn. af C. Bøgh.

Bibliografi

Viggo V. Holm i Nutiden 15.3.1885. M. G[alschiøt] i III. tid. 23.10.1887. Paul V. Rubow i Rom og Danm., red. L. Bobé II, 1937 120f. H. Lausten-Thomsen i Sønderjyske årbøger, s.å. 247–65. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig