Viggo Stuckenberg, Viggo Henrik Fog Stuckenberg, 17.9.1863-6.12.1905, forfatter. Viggo Stuckenberg kom femten år gammel til søs, men opgav uddannelsen til søofficer og blev student 1884. Han påbegyndte, men fuldførte ikke studier i østerlandske sprog og etnografi ved Københavns universitet og forlovede sig oktober samme år med Ingeborg Pamperin. Viggo Stuckenberg mødte i Studentersamfundet de venner der skulle få så stor betydning for både ham selv og Ingeborg, bl.a. forfatterne Johannes Jørgensen og Sophus Claussen samt maleren Albert Gottschalk, alle lige Brandestro, alle lige kunst-begejstrede. 1880 udsendte Viggo Stuckenberg sit første bind Digte af naturalistisk tilsnit, og 1887 giftede han sig. Ægteskabet var økonomisk funderet på ansættelsen som timelærer ved Slomanns skole i København, et job Viggo Stuckenberg bevarede til sin død, på trods af dets ensformighed alligevel tiltrukket af dets karakter af regelmæssighed. Det unge ægtepars hjem blev samlingsstedet for vennekredsen. Viggo Stuckenberg var vennernes litterære overdommer og Ingeborg deres veninde til hvem de kunne tale om alt, usædvanlig for sin tids kvinder. "Det usædvanlige lå ikke i hendes væsen; thi der var hun jævn og hun elskede naturlighed. Det lå i hendes måde at tænke og dømme på", siger Sophus Claussen.

I disse ægteskabeligt rolige år, Viggo Stuckenbergs "civis" periode, udkom to fortællinger: I Gennembrud, 1888, og Messias, 1889. der realistisk, men ikke kunstnerisk overbevisende skildrer ungdommens Sturm- und Drang-år. Nu indtrådte en pause i forfatterskabet. Ægteparrets to drenge blev født 1890 og -91; samtidig begyndte ægteskabelige og økonomiske brydninger for alvor at gøre sig gældende – de sidste på trods af Viggo Stuckenbergs lærerstilling og flittige skribentvirksomhed i yngre radikale blade og tidsskrifter, bl.a. Politiken, København, Ny Jord og Tilskueren. 1891 udkom som særtryk Gylden Ungdom, en brevnovelle, angiveligt udformet på brevvekslingen mellem Viggo Stuckenberg og Ingeborg i deres forlovelsestid, men først 1894 kom et større arbejde: Den vilde Jæger hvis første kapitel indledte Johannes Jørgensens symbolistiske tidsskrift Taarnet oktober 1893. Det tematisk stærkt Turgénev-inspirerede versdrama er en højstemt beretning om den karakterstærke kvindes frugtesløse valg mellem en intellektuel, veg og en handlekraftig, men amoralsk mandstype.

Ligesom alt andet fra Viggo Stuckenbergs hånd havde privatlivet leveret råstoffet; i begyndelsen af 1893 havde Ingeborg forladt hjemmet på grund af Albert Gottschalk, modellen for jægeren i Valravn I, Viggo Stuckenbergs bedste fortælling, skrevet i denne periode. Heri skildres med stor psykologisk indsigt i jeg-form den vege mands retrospektive oprulning af sit ægteskabs forlis. Her som andre steder viser Viggo Stuckenberg sin enestående evne til at yde retfærdighed over for begge parter i forholdet. Hustruen vendte imidlertid tilbage, og da familien var flyttet til villa Vennely i Lyngby påbegyndte hun foråret 1894 sin version afbruddet mellem dem og skrev væsentlige partier af begyndelsen og hele sidste 2/3af romanen Fagre Ord, 1895 der, redigeret og færdigskrevet af Viggo Stuckenberg, udkom under hans navn. Bogen, der blev kaldt Viggo Stuckenbergs mandigste, rummer megen indsigt i den kvindelige psyke og stor forståelse for datidens perspektivløse kvindesituation. Samme år forelå Romerske Scener, igen om den problematiske kærlighed; 1896 udkom endelig Valravn, nu bestående af to af hinanden uafhængige, men tematisk forbundne fortællinger. 1893–96 bragte andre brud end det ægteskabelige; da Johannes Jørgensen 1896 konverterede til katolicismen var det slut med venskabet. Viggo Stuckenberg og hustruen havde sammen med Sophus Claussen kæmpet for at bevare vennen for deres ungdoms frihedselskende, individualistiske livssyn, og Ingeborg skrev til ham: "Hvorfor har du nu andre guder for én: Dig selv?"

De følgende år udkom fortællingerne Sol, 1897, Hjemfalden, 1898, romanen Asmadæus og Vejbred, 1899, en samling myter og eventyr. Alle værker med et anarkistisk, men apolitisk grundtema: friheden for den enkelte ligger ikke inden for, men uden for samfundets normer. Desværre stiller bøgerne sig også anarkistisk over for den logik der skulle skabe enhed i værkerne – indholdet får ikke liv via formen. 1898 udkom digtsamlingen Flyvende Sommer og 1901 Sne, et kritisk udvalg af digte Viggo Stuckenberg havde skrevet og fået trykt siden 1888. Denne samling digte blev tidens populæreste, og heri fremstår da også en enkel stilist og ærlig lyriker der hudløst bekender sin livserfarings desillusion; fremhæves skal især digtcyklerne Til Ingeborg, Min Moder og Bekendelse (til Johannes Jørgensen). 1905 udkom Aarsens Tid, tolv digte, og 1906 udgav vennen L.C. Nielsen Viggo Stuckenbergs Sidste Digte.

Privat forværredes økonomien op til århundredskiftet, og ægteparret måtte 1900 flytte ind i den ene fløj af gartnerboligen på Sorgenfri slot; den anden fløj beboedes af gartnerparret Hans Dines og Clara Madsen. 1903 opgav Ingeborg kampen med kreditorerne og med Viggo Stuckenberg og forlod hjemmet for anden gang. Sandsynligvis sammen med Hans D. Madsen rejste hun til en bror på New Zealand hvor hun året efter begik selvmord. Ingeborg havde livet igennem litterære ambitioner. Allerede 1885 digtede hun på sin J.P. Jacobsen-begejstring, men foruden to korte fortællinger der udkom i Viggo Stuckenberg navn publicerede hun kun én under eget navn. Hun led livet igennem under sin traditionsbundne kvinderolle. De kompromisløse idealer hun forbandt med livet og samlivet mellem to mennesker fik hun ikke mulighed for at udtrykke kunstnerisk. "Der bliver så fortvivlende lidt af så meget: kun åndemusik" skrev Sophus Claussen i sit store mindedigt til hende. Viggo Stuckenberg flyttede til Frbg. med sine to drenge og giftede sig efter Ingeborgs død med gartnerens hustru.

I Viggo Stuckenbergs ret begrænsede motivverden glider et ydre og indre landskab sammen. Hans enkle, nøgterne beskrivelser af det nære danske landskab korresponderer i de bedste digte med den resignerede, illusionsløse livserfaring der måske kan siges at være det afgørende kendetegn ved hans kunst. Han efterlevede symbolismens doktrin om at et landskab er udtryk for en sjælstilstand, men han skrev ikke om det der lå over eller uden for ham, kun tilstandene i og omkring ham interesserede; et faktum der gør hans kendteste bøger til noget nær bekendelseslitteratur, dog uden at overskride grænsen til det pinlige. Viggo Stuckenberg var, skrev således Henrik Pontoppidan: "Den stilleste mand i landet, den redeligste".

Familie

Viggo Stuckenberg blev født i Vridsløselille, død på Frederiksberg, begravet i København (Assistens Kirkegård).

Forældre: lærer, senere fængselsforvalter Fr. Stuckenberg (1832–99) og Johanne G. Fog (1833–95). Gift 1. gang 5.5.1887 i København (Holmens) med Ingeborg Pamperin, født 6.2.1866 i København (Petri), død 12.8.1904 i Auckland på New Zealand, datter af manufakturhandler Wilhelm Gottlieb Pamperin (1833–1917) og Wilhelmine Langballe (1831–1914). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 14.10.1904 i København (Frbg.) med Clara Holbøll, født 20.1.1868 i Korsør, 14.6.1940 i Hellerup (gift 1. gang 1890 med slotsgartner på Sorgenfri Hans Dines Madsen, 1861–1905; ægteskabet opløst), datter af premierløjtnant i flåden, senere kommandør Pingel Johan Carlheger Holbøll (1828–1911) og Johanne Mathilde Caspersen (1840–1912).

Ikonografi

Afbildet på P. Fischers mal. En festaften i Det kgl. teater, 1888. Træsnit af Kongstad Rasmussen, 1898. Tegn. af N.V. Dorph, 1899. Buste af Siegfried Wagner, 1901 (Fr.borg, Bakkehuset). Træsnit af C. Poulsen, 1904. Maleri af K. Bjerre, 1905 (Fr.borg). Maleri af Michael Ancher. Tegning af Børge Stuckenberg. Foto. – Gravsten af S. Wagner. Mindebænk af Kaare Klint, 1934 (Sorgenfri).

Bibliografi

Udg. Saml værker I–III, 1910–11. Udvalgte digte, ved Carl Bergstrøm-Nielsen, 1954.

Kilder. Breve fra Johannes Jørgensen til Viggo Stuckenberg, udg. Jørgen Andersen, 1946. Breve mellem Viggo Stuckenberg og L.C. Nielsen, udg. samme, 1946. Viggo Stuckenberg – Sophus Claussen. En brevveksling, udg. Johs. Brøndum-Nielsen, 1963.

Lit. Simon Koch: Digteren, 1907 (roman). Johs. Jørgensen: Mit livs legende I-VI, 1916–19. Chr. Rimestad: Fra Stuckenberg til Seedorf I, 1922 13–25. Carl C. Lassen: Viggo Stuckenberg. 1923. Gyrithe Lemche: Tempeltjenere II, 1927 157–255 (roman). Henrik Pontoppidan: Familieliv, 1940 41f 103–06. Jørgen Andersen: Viggo Stuckenberg og hans samtid I–II, 1944. Viggo Stuckenberg manuskripter, udg. samme, 1944 = Danske digtere ved arbejdet XI. Halvfemsernes lyrikere, udg. Oluf Friis, 2. udg. 1957. Johs. Brøndum-Nielsen: I itterærhist. epistler, 1960. Samme: "Fagre ord". Nyfundne manus, af Ingeborg og Viggo Stuckenberg, 1962 = Festskrift udgivet af Københavns universitet marts 1962. Johan Fjord Jensen: Turgenjev i dansk åndsliv, 1961 329–35.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig