Vilhelm Topsøe, Vilhelm Christian Sigurd Topsøe, skrev sig V. C. S. T., 5.10.1840-11.7.1881, forfatter, redaktør. Født i Skælskør, død i Skodsborg, begravet i Kbh. (Ass.). Da T. var seks år gammel døde faderen, og moderen flyttede til Roskilde hvor T. kom i katedralskolen. 1852 bosatte familien sig i Kbh., og T. blev 1859 student fra Metropolitanskolen efter at en langvarig hoftebetændelse havde sinket hans skolegang. Blandt kammeraterne var Angelo Haase, Pietro Krohn og Carl Cederfeld de Simonsen. T. var vokset op i et nationalliberalt embedsmands- og akademikermiljø og havde også lært provinsbyens borgerskab at kende; derimod fik han ikke nogen nærmere kontakt med landbefolkningen. Han gav sig til at studere jura og deltog ivrigt i studenterforeningslivet samtidig med at han fortsatte et forfatterskab han allerede havde begyndt i skoletiden. Han skrev skole- og studenterkomedier, og allerede i rusåret henvendte han sig til redaktør C. St. A. Bille ved Dagbladet med nogle føljetonistiske af let politisk-social tendens prægede Familiekarakteristikker der under mærket Xox blev optaget i Dagbladet. I forening med den senere redaktør af Punch Angelo Haase og den senere borgmester i Fredericia Carl Scharling udgav han i det første halvår af 1863 det humoristiske ugeblad Sværmere hvis nationalliberalt farvede politisk-litterære satire har givet det en glansfuld plads i dansk humoristisk presses historie, og hvor T. selv skrev en del ypperlige parodier. Allerede s.å. debuterede T. i litteraturen idet han i Skizzer under pseudonymet Xox udgav de ovenomtalte familiekarakteristikker og to mindre fortællinger (Vintergæk og Sommernar og To Venner eller Reflexion og Forlovelse). 1865 valgtes T. til senior i Studenterforeningen og s.å. blev han cand.jur. Han blev derefter knyttet til Dagbladet og arbejdede sig i nært samarbejde med Bille op gennem journalistikkens grader, bl.a. som rigsdagsreferent. Han fik herigennem lejlighed til at følge den daglige politik og supplerede sine iagttagelser med grundige studier af de foregående tiår. Frugten heraf var artikelrækker i Dagbladet der senere udkom i bogform under titlerne: Forfatningssagen i Rigsraadet, 1865, Fra Bondeopvækkelsens Tid, 1868 og "Grundejerforeningen", "Oktoberforeningen" og J. A. Hansen, 1869. Den første er en klar og saglig oversigt; i den anden giver T. et kraftigt forsvar for bondeoppositionen mod godsejerne i 1840'erne mens han i den tredje retter et voldsomt angreb på de forenede godsejere og bondevenner. Det forbindende moment i de to sidste pjecer er T.s medfødte nationalliberale uvilje mod godsejerne mens hans sympatier for bonden synes mere bestemt af konjunkturerne end af dybere forståelse. Sit æstetiske forfatterskab fortsatte T. 1867 med I Solskin. Livsanskuelser. To Fortællinger.

Et led i Billes journalististiske opdragelse af T. var rejser. Da T. 1870 i ikke uberettiget hævdelse af pressens ytringsfrihed havde lagt hånd på en rigsdagsmand faldt det naturligt at han s.å. tiltrådte en udenlandsrejse. Han opholdt sig nogle måneder i Genève hvor han sluttede venskab med den franske forfatter Victor Cherbuliez, og rejste derfra til Paris. Her oplevede han krigens udbrud som han skildrede i breve til Dagbladet, og opholdt sig derpå igen nogle måneder i Schweiz. Sine indtryk fra rejsen gav han i bogen Fra Schweitz og Frankrig. Rejseskildringer af politisk og socialt Indhold, 1871. En ny rejse foretog han 1871 til Nordamerika og udgav efter hjemkomsten den fortræffelige rejseskildring Fra Amerika, 1872 (2. opl. 1876). Bille havde længe regnet med T. som sin afløser og opdraget ham dertil. 29.2.1872 overtog han redaktionen af Dagbladet idet han, der ved sit ægteskab havde fået en betydelig formue, tillige blev medlem af det konsortium hvortil Bille solgte bladet. Han var bladets redaktør i ni år til han pludselig og uventet døde af difteri under et ferieophold ved Strandvejen.

T.s tiltrædelse faldt i et for den nationalliberale politik kritisk øjeblik. Efter 1864 og 1866 var fulgt Frankrigs nederlag 1870, det forenede venstres dannelse og den med ministeriet Holstein inaugurerede nye højrepolitik; i åndslivet var Georg Brandes trådt op som revolutionær. T. var nationalliberal af fødsel og livssyn og blev det til sin død, mere skabt i A. F. Kriegers end i Orla Lehmanns eller D. G. Monrads billede. Han trådte som leder ind i politik kort efter grundlovsrevisionen 1866, og han var for altid mærket af den nationalliberale græmmelse over byernes nederlag mod landet ved udformningen af det nye landsting. Han havde gennem sine rejser og studier tilegnet sig et friere blik end Bille på moderne demokrati og liberal reformpolitik. Hun havde ikke mere samfølelse med bønderne end sin forgænger, men han gav afkald på Dagbladets gamle hovmestererende tone over for dem. Han havde en ærlig uvilje mod godsejerne, men det blev hans lod at måtte støtte ministerier der mere og mere bares af dem. Han gjorde forsøg på at kaste godsejerne ud af ministeriet Holstein, han ringeagtede C. A. Fonnesbech, og for J. B. S. Estrup havde han kun betinget respekt. Han tog bestemt parti mod venstres krav på parlamentarisme, men det blev hans tragedie at han intet andet havde at stille op imod det end Estrups spærrebom. Det mellemparti han drømte om var blot en ny form for det nationalliberale dannelsens parti. Han ville reformer også for de små, og gennem J. Nellemann har han haft adgang til at påvirke ministeriets politik i denne retning, men af et målbevidst forsøg på at skabe bønderne en modvægt i en social regeringspolitik ses ikke spor. Mænd som Estrup og C. Berg var T. imod fordi han ville et reelt reformarbejde; derimod søgtes han af det moderate venstre 1877–78 og af det fronderende landsting 1880, og sidstnævnte år var han på nippet til at ville styrte ministeriet Estrup. Han har utvivlsomt en tid regnet med forligsmuligheder gennem mænd som Ludvig Holstein-Ledreborg og det er betegnende for situationen at man i radikale kredse talte om et ministerium T. Endnu få måneder før sin død erklærede T. i en privat samtale at han ville arbejde for Estrups afgang. – T. var en betydelig journalist, om end hans sprog savnede originalitet. Han var mindre livlig og bedsteborgerlig end Bille, men afgjort fornemmere og hans kundskaber var solidere. Hans ledere er monumentalt opbyggede, båret af en let og overlegen ironi. Et ypperligt indtryk af hans evner giver hans Politiske Portrætstudier, 1878 der rummer nogle af de bedste politiske karakteristikker der er skrevet i Danmark. Han gjorde Dagbladet større af format og rigere af indhold og valgte sig medarbejdere i det liberale højre, i grundtvigianismen og selv i det litterære venstre. Han vurderede sig selv og sin tid rigtigt som udtryk for gæring og brydning, og han ville at pressen ikke skulle tage for stærkt parti, men hylde en sund "nihilisme". Han var en myndig bladleder, personlig og som pressemand retsindigheden selv, Danmarks mest typiske gentleman of the press. Som hovedstifter og formand for Journalistforeningen 1880 skaffede han sig sin samtids anerkendelse heraf. Det litterære venstre, i særdelshed brødrene Brandes, opfattede T. som deres dødelige fjende, men uden virkelig grund. T. var både som journalist og forfatter mellemstadiernes mand. Som skønlitterær forfatter stod han de moderne retninger nær. Han udgav 1875 anonymt romanen Jason med det gyldne Skind (genudg. 1901 og 1968) som er den første naturalistiske roman i dansk litteratur, Nutidsbilleder kom 1878 (Ny udg. 1942) og novellesamlingen Fra Studiebogen, 1879 (med fortællingerne En første Kjærlighed, Ved efteraarstid, Stilleben og Daphne); Efter hans død tryktes novellefragmentet Slagne Folk i Illustreret Tidende og udkom 1892 som bog, og 1881 opførtes skuespillet Umyndige i Kjærliged på Det kgl. teater. T. er som novellist en fin og følsom iagttager; han er påvirket af C. Darwin, Gustave Flaubert, Charles Dickens og Cherbuliez og af danskere som P. M. Møller, A. de Saint-Aubain, Fritz Jürgensen,Meïr Goldschmidt og H. E. Schack, og han peger frem mod Herman Bang og Karl Larsen. Han tilhører realismen, men har ikke kunnet bryde broen mod romantikken af. Han skildrer med særlig forståelse den lille by og den stille tilværelse, men kan som i Jason give en baggrund af kosmopolitisk brogethed eller som i Nutidsbilleder satirisere blodigt over indre dansk politik. Den uudtalte og den ubesvarede kærlighed er hans særlige rige som næppe nogen dansk forfatter har dyrket med større finhed end han. Han er i litteraturen som i politikken en overgangsfigur der ikke ret hører hjemme nogetsteds, men hans forfatterskab har et selvstændigt og betydeligt værd. Om hans bøger gælder stadig Harald Nielsens ord at de altid vil finde en snæver kreds af læsere der "vil hviske hans Navn til dem, hvis Hjærte kan banke ved stille Lyrik, og hvis Tanker er skarpe og fine nok til at nyde en forfinet og sart Menneskeviden". Når mange inden for det litterære venstre hadede T. så inderligt var det fordi de ikke uden grund regnede ham for en af deres og derfor vrededes så meget heftigere over at han som Dagbladets mægtige redaktør støttede konservatismens sag. T. selv har ikke set nogen inkonsekvens heri. Under hans impulsive og nervøse temperament lå en blasert skepsis der karakteriserede ham som den mellemstadiernes mand han var. Det litterære udtryk for denne hans sinds underhund er tydeligst givet i hans og Godske Nielsens Tredive Breve fra og til en Mand unden Mening, der optryktes (anonymt) 1885 Efter Dagbladet. I hans forfinede kulturbevidsthed balancerede digtekunst og politik, romantik og realisme, magtvilje og grubleri, frihedslængsel og tradition. Men hans skib nåede kun halvvejs på sin fart, og det er ikke nu til at sige hvor langt det kunne have båret med sin tunge ballast. T. ville vel før eller senere været kommet til at træffe et valg om ikke en ubarmhjertig eller nådig død brat havde kaldt ham bort. Dagbladet nåede under ham sin højeste blomstring, men tilbagegangen var begyndt i hans sidste år. og sejladsen ville ikke være blevet lettere i den kommende tid. Godsejernes blad Dagens Nyheder var i fremvækst, den geniale bladmand C. Ferslew havde begyndt sin virksomhed, og århundredets største journalist Viggo Hørup stod ved porten til sit nye rige der skulle åbne sig også for det litterære venstre. T. var hverken som forfatter eller journalist en nyskaber, og 80'ernes dødvande ville ikke have givet hans politik nye muligheder. Ville han have forladt pressen for at følge sit ungdomskald som forfatter, eller ville han have søgt over i diplomatiet eller i praktisk virksomhed hvortil meget kvalificerede ham? Døden tog ham svaret af munden.

Familie

Forældre: by- og herredsfoged, kancelliråd Søren Christian T. (1797–1847) og Sigrid Christine Gudrun Thorgrimsen (1813–86). Gift 14.5.1868 i Kbh. (Hellig.), med Augusta Pauline Kirstine Petersen, født 10.1.1846 i Kbh. (Helligg.), død 18.9.1901 sst., d. if grosserer, senere kommerceråd Niels P. (1790–1869, gift 1. gang 1829 med Kirsten Hansdatter Larsen, ca. 1799–1838) og Jensine Petrine Vilhelmine Selin (1817–1902). – Far til Karen Hannover. Bror til Haldor T.

Udnævnelser

R. 1879.

Ikonografi

Tegn. af Otto Bache, 1865. Træsnit 1876. Afbildet på træsnit af rigsretssagen 1877. Træsnit 1880, Efter samme forlæg litografi af I. W. Tegner, 1881. Træsnit af G. Pauli, 1881. Buste af Aksel Hansen, 1882 (på graven; Fr.borg). Fotc

Bibliografi

Udg. Saml. fortæll. I–III, 1891. Udv. skr., ved Vilh. Andersen og H. Topsøe-Jensen I-II, 1923.

Lit. Herman Bang: Realisme og realister, 1879 (2. udg. 1966) 17–39. Samme: Herhjemme og derude, 1881 268–78. Samme i V. T.: Jason, 2. udg. 1901. Vilh. Møller i Nutiden 3.10.1880. C. St. A. Bille sst. 20.12.1885. Th. Graae: V. C. S Topsøe og godsejerne, 1881. Ude og hjemme 24.7.1881. III. tid. 17.7. s.å. H. V.[odskov] sst. 24.7. s.å. (optr. i forf.s Spredte studier, 1884 41–56). Harald Nielsen: Moderne lit. I, 1904 83–102. Georg Brandes: Levned I, 1905 87 103 329f; II, 1907 65 165 169 188 194 216 244 331 333 335f 339 357; III, 1908 73. M. Galschiøt i 25 år. Ved journalistforen.s jubilæum, red. Carl Behrens, 1905 5–12. Marcus Rubin: Nogle erindr., 1914 77–79. N. P. Jensen: Livserindr. II, 1916 84f. A. F. Krieger: Dagbøger IV-VIII, 1921–43. Vilh. Andersen: V. T, 1922 (anm. af Povl Engelstoft i Hist. t. 9.r.VII, 1912–25 536f, Bogens verden IV, 1922 232 og af Henning Kehler i Politiken 2.3. og 3.3.1923). Georg og Edv. Brandes. Brevveksl, med nord. forfattere, udg. Morten Borup I-V, 1939–41. Fredrik Böök i Svenska dagbl. 17.11.1942. Edv. Brandes: Litterære tendenser, 1968 43–50. Knud Wentzel: Fortolkn. og skæbne, 1970 100–10.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig