Willum Worm (forfatter)

Willum Worm, 29.8.1698-11.4.1737, forfatter. Født i Kbh, død sst., begravet sst. (Frue k.). W. blev student 1715 fra Herlufsholm, tog 1716 baccalaureusgraden og var 1716-17 alumnus på Borchs kollegium. Efter en optegnelse af Jacob Langebek, der menes at gå tilbage til en mundtlig meddelelse fra Frederik Rostgaard, skal W. havde været model for Ludvig Holbergs Jean de France (1722), og med denne tradition stemmer at alle indførsler i W.s stambog fra en rejse til Tyskland og Holland 1721-22 er på fransk uanset de skrivendes nationalitet; den eneste indførsel fra Paris er dateret 1724, og i mellemtiden havde W. været hjemme hvor han 1723 blev udnævt til assessor i hofretten i Kbh. 1725 købte han Hagestedgård ved Holbæk som han dog efter få års forløb måtte afhænde; han sad dårligt i det og søgte 1733 forgæves toldkæmmererer-embedet i Helsingør. Efter hans tidlige død bruger fætteren B. W. Luxdorph mange latinske adjektiver til at skildre hans ulykkelige forhold både hvad økonomi og helbred angår, og tilføjer at hans trøst i livets modgang var digtekunsten.

W.s poetiske produktion består af lejlighedsvers, satirer, hyrdedigtning og anden både verdslig og gudelig lyrik; han er påvirket af Anders Bording, af den anden schlesiske skole, af fransk poesi, og repræsenterer overgangen mellem barok og rokoko. Han oversætter både fra græsk, fransk og tysk, ligesom han lejlighedsvis digter på sidstnævnte sprog, og han regnes for den af vore poeter i århundredets begyndelse der viser mest opmærksomhed for samtidig tysk digtning. Af hans talrige digte vides intet at være offentliggjort i hans levetid; en del har Luxdorph trykt i sin Samling udaf smukke og udv. danske Vers I–II, 1742, adskilligt haves kun i håndskrift, et større udvalg, Digte, udsendtes 1972 af Leif Leifer. Hans bryllupsvers Kreyer~ Judichær (1734) blev det ligefrem forment ham at trykke, fordi han, ganske vist med betænkelighed, deri persiflerede pietismen (Den Mand maa blive gal, der har en hellig Kone). Men andre ting af ham tålte heller ikke dagens lys. Et digt A Monsieur, Monsr. Møinichen, forige Ober-Secreterer, Ridder af det Hvide Baand, saa lenge det varer, à Emdrop er således et regulært smædeskrift, fuldt af grove injurier mod den faldne storhed (Chr. Møinichen), og endelig har et frivolt element umuliggjort trykningen af forskellige digte. I Hyrde-Klage over Hyrdindens Ubestandighed har Luxdorph måttet udelade de dristigste passager, hvori den elskedes geheimeste yndigheder udmales, og Celadon og Cloris. En Fortælling, oversat efter den galante tyske hofdigter Johann v. Besser, kan siges at nærme sig stærkt det pornografiske. Digtet lod sig først offentliggøre i trykkefrihedstiden (1771, ved B. C. Sandvig), men virkede anstødeligt selv på denne tidsalders kritikere. Af W.s meget uensartede poesier vil nutiden vel finde mest behag i et vers som Over den grønne Gang paa Mørup der jævnt og fordringsløst giver udtryk for en afskedsstemning af sød melankoli, eller Sidste Samtale paa Bredden af Graven, skrevet til Thomas Bartholin (1690-1737), mens de begge lå på dødslejet; det giver C. Giessing, som aftrykker dette digt, lejlighed til at betegne W. som "en af de netteste og beste danske Poeter Danmark har eyed".